I en verden uden centralmagt – Astrid Kjeldgaard-Pedersen, folkeretsjurist, om udfordringerne for international ret
I mangel af en central global regering, hvordan kan vi så regulere forholdet mellem verdens nationer på en måde, der sikrer handel, forhindrer konflikt og gør det muligt at lave afgørende verdensomspændende aftaler, fx om klimaindsatser?
Svaret er folkeretten – en betegnelse afledt af det tyske ’Völkerrecht’, men den engelske betegnelse ’international law’ afslører nok tydeligst, hvad vi taler om her: De regler, der styrer, hvordan lande opfører sig over for hinanden på den internationale scene.
Astrid Kjeldgaard-Pedersen forsker i international ret, og hun holder skarpt øje med, hvordan folkeretten løbende udvikler sig, blandt andet for at politikere og beslutningstagere forstår og respekterer folkerettens natur: Folkeretten er nemlig ikke en samlet instans eller en institution, men principper og regler – fx som traktater, resolutioner og konventioner – der er aftalt mellem og gælder for stater og andre internationale aktører. Med nogle traktater opretter staterne en international domstol, som f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der får til opgave at fortolke og håndhæve reglerne. Andre regelsæt – f.eks. krigens love – har ikke et fast håndhævelsesorgan, og så bliver staternes egen praksis helt afgørende for retsudviklingen.
Astrid Kjeldgaard-Pedersen er professor i folkeret ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, og hun følger og fortolker udviklingen i de internationale relationer ved at nærstudere bl.a. traktater, domme, staternes udtalelser og de kilder, som viser, hvordan et land har valgt at udlægge teksten, fx i militærmanualer.
Hør om de moralske og juridiske dilemmaer i at retsforfølge statsoverhoveder beskyttet af immunitet (Netanyahu og Putin, vi taler om jer), debatten om hvad folkeretten betyder for humanitære interventioner, især når der ikke er et klart mandat fra fx FN’s Sikkerhedsråd, og om hvad vi stiller op med de folkeretskrænkelser, som foregår på det grænseløse internet.
*
Vært: Anja C. Andersen
Gæst: Professor Astrid Kjeldgaard-Pedersen, Københavns Universitet
Redaktion og tilrettelægning: Mette Holbæk
Producer: Jacob Staehelin
Produceret af Niels Bohr Institutet med støtte fra Novo Nordisk Fonden.
D'autres épisodes de "Videnskab fra vilde hjerner"
Ne ratez aucun épisode de “Videnskab fra vilde hjerner” et abonnez-vous gratuitement à ce podcast dans l'application GetPodcast.