
Hvorfor forske i sjældne sygdomme? – Stine Falsig Pedersen, cellebiolog, om at lede efter lindring til mange ved at studere de få
Hvorfor forske i en sygdom, som rammer ganske få drengebørn i verden? Fordi en fejl i ét protein kan vise os noget om, hvordan hjernen fungerer hos os alle. Drengene har svære funktionsnedsættelser, og nogle mærker ikke smerte, selv når de brækker en arm.
Stine Falsig Pedersen er professor i cellebiologi og fysiologi ved Biologisk Institut på Københavns Universitet. I laboratoriet undersøger hun, hvordan et defekt protein forstyrrer samspillet mellem hjernens celler. Ved at kombinere raske nerveceller med hjælpeceller, der mangler proteinet, kan hun undersøge, hvordan fejl i én celletype skader en anden.
Håbet er at hjælpe drengene og derigennem forstå andre og langt mere udbredte hjernesygdomme bedre. Studier har nemlig også fundet mindre af proteinet ved Alzheimers og Parkinsons sygdom. Men hvad betyder det, og kan den viden på sigt bruges til tidligere diagnose eller behandling?
Hør også Stine Falsig Pedersen fortælle om mødet med de syge drenge og deres forældre i Canada, som satte en ny retning for hendes forskning i, hvordan celler styrer deres syre-base-balance, og hvad der sker, når balancen forstyrres ved sygdom.
•
Stine Falsig Pedersen er professor i cellebiologi og fysiologi ved Biologisk Institut på Københavns Universitet og leder af forskningsgruppen The pH Group. Hun forsker i, hvordan celler styrer deres syre-base-balance, og hvilken rolle den spiller i bl.a. kræft, leversygdomme og sygdomme, hvor nerveceller nedbrydes. Ridder af Dannebrog og generalsekretær i Videnskabernes Selskab.
Læs mere om den alvorlige neurodegenerative sygdom, episoden handler om, på csa-cares.org.
VIDENSKAB FRA VILDE HJERNER er produceret af Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet med støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Værter: Anja C. Andersen og Mette Holbæk
Redaktion og tilrettelæggelse: Pretty Clear Science Communication
Podcast- og videoproduktion: Studio25 ved Jakob Ranum
Grafisk design: Oliver Høeg-Jensen
Redaktionsassistent: Caroline Guldager-Nielsen
Flere episoder fra "Videnskab fra vilde hjerner"



Gå ikke glip af nogen episoder af “Videnskab fra vilde hjerner” - abonnér på podcasten med gratisapp GetPodcast.








