Videnskab fra vilde hjerner podcast

AI: ‘Forstår’ maskiner menneskesprog? – Anders Søgaard, forsker i kunstig intelligens, om at opdrage meningsfulde sprogmodeller

0:00
28:30
Spol 15 sekunder tilbage
Spol 15 sekunder frem

I hvilken grad kan vi anvende psykologiske og filosofiske begreber som bevidsthed og vilje til at forstå og beskrive kunstige intelligenssystemer som fx ChatGPT? Og bør vi overhovedet? I krydsfeltet mellem filosofi og datalogi arbejder Anders Søgaard med, hvordan vi beskriver og tester sprogmodellers evner og egenskaber, herunder hvordan vi måler deres ’forståelse’.

Anders Søgaard – der er professor i maskinlæring og naturlig sprogforståelse ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet – forsker i de filosofiske og samfundsmæssige implikationer ved kunstig intelligens, og i denne episode fortæller han blandt andet om udfordringen i at bruge menneskelige begreber som bevidsthed og vilje, der oprindeligt er skabt til at beskrive mennesker, til at forstå AI-systemer.

Hør også, hvorfor begreber som fairness og  transparens spiller en væsentlig rolle i Anders Søgaards udviklings- og forskningsarbejde, og forstå, hvorfor han ser AI som et værktøj til at teste hypoteser om menneskelig læring og forståelse, der i sidste ende kan give os indsigt i, hvordan mennesket selv skaber mening i verden.

*
Anders Søgaard er udover Datalogisk Institut også professor ved Sektion for Filosofi på Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet. Han er leder af Center for Philosophy of Artificial Intelligence’, hvor man arbejder på at bygge bro mellem datalogi og filosofi i et forsøg på at gøre udviklingen af kunstig intelligens mere ansvarlig.

Anders Søgaard har modtaget en lang række udmærkelser, bl.a. Det Europæiske Forskningsråds Starting Grant, Google Focused Research Award og Carlsbergfondets Semper Ardens Advance. Han er forfatter til en lang række bøger, både skøn- og faglitteratur, senest ’Maskinerne kommer indefra’ (Gutkind, 2024) og ’Kunstig intelligens bagfra’ (Århus Universitetsforlag, 2022).

Hør Anders Søgaard i DR-programmet ’Vildt naturligt’ med Johan Olsen og Vicky Knudsen >>> https://www.dr.dk/lyd/p1/vildt-naturligt/vildt-naturligt-2023/vildt-naturligt-er-kunstig-intelligens-en-slags-evolution-11032323121

Læs portræt af Anders Søgaard hos Carlsbergfondet >>> https://www.carlsbergfondet.dk/viden/maanedens-forsker-1-2024-anders-soegaard/

*
Værter: Anja C. Andersen & Mette Holbæk
Gæst: Professor Anders Søgaard, Københavns Universitet
Redaktion og tilrettelægning: Mette Holbæk 
Producer: Jacob Staehelin
Assistent: Andrea Vang 
Produceret af Niels Bohr Institutet med støtte fra Novo Nordisk Fonden. 
 

Flere episoder fra "Videnskab fra vilde hjerner"