flair

Med både vemod og glæde præsenterer vi her vores sidste afsnit i serien om den tunge rock i 1970'erne, "Det Tunge Stedbarn - heavy metal genrens fødsel". Vemod, fordi det er sidste afsnit om det fundamentale årti i den tunge rocks historie. Glæde, fordi 1979 byder på en række fabelagtige nedslagspunkter. Som i de foregående afsnit gennemgås heavy-året 1979 af studievært Jens "Jam" Rasmussen og den metal-kyndige gæsteduo Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Fansene i Londons metalundergrund efterspørger forgæves en Iron Maiden-plade, så bandet udgiver deres demo som "The Soundhouse Tapes". - I maj '79 åbenbares The New Wave of British Heavy Metal over hele Storbritanien med bands som netop Iron Maiden, Samson med den lovende sanger BruceBruce, Trespass, Mythra og Son of a Bitch. Sidstnævnte albumdebuterer i 1979 under navnet ... Saxon. - Heavy metal-forløberne fra Birmingham, Judas Priest, udgiver et af årtiets bedste album, "Unleashed in the East", mener begge vores studiegæster. - Lemmy Kilmister realiserer for alvor Motörhead på albumparret "Overkill" og "Bomber". Bandet associeres med både den nye metalbølge og punk, men er mest rock'n'roll. Det band har ikke mindst Steffen en mening om. - Det nye heavy metal-udtryk dyrkes også i Tyskland af de albumdebuterende Accept og fremdeles af The Scorpions, som atter har Michael Schenker tilbage i folden. Han kan dog også høres i sin sidste tid med UFO på det dobbelte livealbum “Strangers In The Night”. - Hank Shermanns band Brats pladedebuterer på den legendariske punkopsamling "Pære Punk". Kort efter inviteres Michael Denner med i bandets nye line-up, som drejer sig fra ren punk mod heavy metal. Judas Priest-inspirationen begynder at sætte sig igennem. - Shermann og Denner har endnu til gode at møde Kim Bendix Petersen, der stadig laver Deep Purple-orienteret heavy rock i Black Rose ude på Københavns Vestegn. - Livet efter Deep Purple: Ritchie Blackmore udgiver den første - og mere polerede - Rainbow-plade efter Dio's exit, mens David Coverdale har Jon Lord med på Whitesnake-albummet "Lovehunter". - Led Zeppelins første udgivelse i tre år, “In Through The Outdoor”, bliver også bandets sidste studie album. - Over til Amerika, hvor KISS inspireres af samtidens disco på deres spidsfindige hit, "I Was Made For Lovin' You". - Aerosmith hærges af skriveblokering og interne stridgheder, men får alligevel færdiggjort "Nights In the Ruts", mens Van Halen rocker hårdt og festligt videre på deres andet album. - Thin Lizzy byder Gary Moore velkommen som ny guitarist, og laver deres velsagtens bedste og mest kreative album "Black Rose: A Rock Legend". - Vi afrunder året og årtiet på hovedvejen mod helvede og det nye 80'er årti. AC/DC begår deres gedigne gennembrudsværk "Highway To Hell", der bliver det sidste med Bon Scott som sanger. Som sådan er 1979 en slags kulmination, men også en overgang. Til metalrockens store gennembrudsårti i 1980'erne, både kulturelt, kunstnerisk og kommercielt. Vi planlægger at starte den nye serie om 1980'erne op til sensommeren/i det tidlige efterår. Hold øje. Indtil da: Hav en fornøjelig lytning af dette 1979-afsnit, god sommer, og på gensyn i 1980! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Året er 1978 og vores tunge rockverden åbenbares af den himmelstormende debut fra amerikanske Van Halen med vidunderguitaristen Eddie i spidsen. 1978 byder også på det sidste Black Sabbath album med Ozzy ved mikrofonen i 35 år, mens bands som AC/DC og Judas Priest stormer frem med to x to topsolide albumudgivelser. Ronnie James Dio laver sin sidste plade med Rainbow, og Brian Robertson tager afsked med Thin Lizzy. Inden da laver han lige “verdens bedste guitarsolo”. På årets sidste dag indspiller Iron Maiden deres første demo. Det tunge rock år 1978 bliver behørigt vendt af studievært Jens “Jam” Rasmussen og vores faste og fabelagtige gæsteduo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Van Halen debuterer med et af 70’ernes absolutte hovedværker, hvor guitar virtuosen Eddie Van Halen danner skole for tusindvis af metal guitarister. - Den sidste heavy rock-energi klemmes ud Black Sabbath med Ozzy i front på “Never Say Die!” - AC/DC leverer rusten, beskidt bluesrock på “Powerage” og rødglødende rock’n’roll på “If You Want Blood”. - Judas Priest skærper deres definerende metal-lyd endnu et hak, og designer deres tidlige heavy metal-outfit med læder og nitter. Michael Stützer Hansen inspireres af både look og guitarlyd. - Den unge guitarist Hank de Wank (f. René Krølmark) udfolder sig i det københavnske punkband Brats og inspireres af både KISS/Ace Frehley, The Ramones… og Judas Priest. - Mens Hank er ved at omdirigere Brats i heavy metal-retningen, udgiver københavnske Zig Zag Band et hårdt rocket album med titlen “To Streger Over Den Fede”. - Den europæiske metal-scene anno ‘78 præges af blandt andre schweiziske Krokus, tyske Scorpions og walisiske Budgie. - I Amerika udgiver Aerosmith “Live Bootleg”, som bl.a. indeholder den funky rocker “Walk This Way”, der kommer til at inspirere New Yorks hiphop-scene i det efterfølgende årti. - Ronnie James Dio laver sit sidste album med Ritchie Blackmore’s Rainbow, mens David Coverdale sammentrækker ordene “White” og “Snake”. - Thin Lizzy udgiver det dobbelte livealbum “Live & Dangerous”. Brian Robertson forlader bandet kort efter udgivelsen, hvorpå han laver “verdens fedeste guitarsolo”. Steffen Jungersen føler og forklarer. - Iron Maiden indspiller deres første demo på årets sidste par dage, og gør sig klar til at erobre Londons metal undergrund i det nye år. Vi byder på en lille times tråd-snak fra 1978, og ønsker god lytning! Og dernæst på genhør til seriens sidste afsnit, fra 1979, om ca. 14 dage Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

OMSORGSDIGTE // POVTALK ­– Cæcilie Højberg Poulsen har skrevet digtsamlingen Flair, som er små tekster om omsorg som lønarbejde. I denne POVtalk taler Christine Lind Ditlevsen med forfatteren om de mange mulighedens af et omsorgens sprog. Digtene i Flair fortæller om relationen mellem hjælperen Sandra og de mennesker, som hun arbejder med, og om hvordan den relation bliver nødt til at være specifik, hvis hun skal kunne udføre sit arbejde. Hun kan derfor ikke blive i en generel forståelse af ”den handicappede” eller ”den syge”. Tværtimod må hun for hvert nyt menneske, hun arbejder med, lære dets komplekse og ofte skiftende individuelle fysiske og psykiske behov at kende. For gør hun ikke det, er hun simpelthen ikke i stand til at hjælpe dem på den måde, de har brug for. Vi møder Cæcilie Højberg Poulsen en solrig forårsdag i POV-studiet. Mange spørgsmål har meldt sig gennem læsningen af hendes digtsamling, for Flair er både arbejdspladsdigte og kropsdigte. Tekster om at arbejde med at pleje og hjælpe mennesker. Samtalen indledes med et spørgsmål til forfatteren om, hvorfor hun skriver om netop det emne. Og hvorfor netop digte som mediet for noget så prosaisk som plejearbejde? Digtsamlingen har et uroligt sprog, fordi digtene handler om liv, der leves af andre mennesker Cæcilie læser flere af sine digte op og samtalen går over i det, at plejearbejdet meget ofte er en kombination af det meget intime (det nære, kropslige) og det instrumentelle (kompetencen, hjælpemidlet) – som der også er flere digte om i Flair. Christine og Cæcilie taler om det særlige ubehag, det kan give, at arbejdet er fuld af modsætninger som for eksempel intimitet/overflade, krop/maskine, venskab/professionalitet, intimitet/håndtering, tillid/kompetence. Og det er ofte et vurderingsspørgsmål i den enkelte konkrete arbejdssituation, hvilket begreb, der giver værdi til den, der har behov for pleje. Det modsætningsfyldte fordrer et særligt sprog, en særlig varsomhed, som også har været afgørende for, hvordan Cæcilie har skrevet digtsamlingen. "Digtsamlingen har et uroligt sprog, fordi digtene handler om liv, der leves af andre mennesker," siger Cæcilie Højberg Poulsen. Hvorfor hedder digtsamlingen Flair? Cæcilie kommer ind på digtsamlingen titel, ordet Flair, som hun synes både er en spændende og uhyggeligt ord, fordi det både kan dække over ”kompetence” men også en nærmest medfødt evne, hvilket implicit stiller store krav til medarbejderen. I samlingens sidste digt er der en medarbejder, der ”har flair for at spørge helt ublu ind til det smertefulde.” Der ligger igen et modsætningspar her (hensyn/ærlighed) - og det er igen ikke helt givet, hvad der er godt og dårligt ved henholdsvis den ene tilgang til mennesket og den anden. Der ligger i det hele taget en del etiske spørgsmål i digtene, pakket ind i dagligdags arbejdshændelser. Fx at kroppe og maskiner ikke nødvendigvis kan arbejde godt sammen, og at man ikke nødvendigvis er åben om sit handicap, selv om ens handicap er åbenlyst. Som ufaglært hjælper får man ikke en indføring i den slags dilemmaer, det er som om, man i branchen tror, at det er nok at blive lært op i det praktiske arbejde – i hvert fald, når man er vikar og ikke-uddannet. Tror man måske, at alt det etiske kommer hen ad vejen af sig selv? Og gør det det? Bliver man bedre til alle modsætningsparrene jo mere erfaring man har? Eller føles det stadig som om man bliver klemt mellem intimiteten og håndteringen og de andre modsætningspar? Cæcilie Højberg Poulsen er født i 1990. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2015 og debuterede som forfatter i 2021 med digtsamlingen om nogen. Flair er udgivet 26. januar 2023 på forlaget OVBIDAT.

flair by POV International

POVTALK // HALIME OGUZ - Tidligere folketingsmedlem for SF, Halime Oguz, er en værdikriger i ordets egentlige betydning. Den odenseanske 52-årige kvinde, mor, mormor og cand.mag. i mellemøststudier har baggrund i en tyrkisk/kurdisk familie i Vollsmose og har fra barndommen kæmpet mod social kontrol og for retten til at leve som et fri menneske og kvinde. Og det har kostet dyrt! I en POV-talk med journalist og taxichauffør Jesper Grunwald udbygger hun fortællingen om sit livs dilemmaer mellem kulturkritik af indvandrermiljøernes sociale undertrykkelse og socialismens fokus på økonomi. Det kan ikke være en tilfældighed, at det vragede SF-folketingsmedlem, Halime Oguz, fik den såkaldte Ebba Strange-pris på partiets nylige kongres. Der er er en lige linje mellem den oprindelige kommunist Ebba Strange, der forlod drømmen om proletariatets diktatur og var med til at starte SF i 1959 i arbejdet for demokratisk socialisme. Om man kan lide Halime Oguz politiske linje eller ej – hun er og har været en frihedskæmper gennem hele livet. Ikke skolet ved den humanistiske middelstands hyggelige kaffeborde – men vokset om som datter af en kurdisk metalarbejder og hans kone i Odense-forstaden Vollsmose, der med årene fik den ubehagelige etikette: GHETTO (Nu mere forsigtigt, officielt kaldet "parallelsamfund"). Vollsmose er bl.a. berygtet for udpræget social kontrol og ekstreme islamistiske grupperinger. Halime Oguz blev presset ind i et arrangeret, kærlighedsløst ægteskab af ikke mindst sin mor allerede, da datteren var 18. Hun fik to børn, og mistede ved en trafikulykke, det ene, sin søn. Og herefter kunne Halime Oguz så ellers se frem til en tilværelse, hvor manden er den udadvendte kontrollant og kvinden som den tjenende og sekundære i baggrunden. Det lå aldrig i Halimes natur at finde sig i den sociale kontrol og undertrykkelse af kvinder. Hendes frihedstrang måtte forløses og kampene tages. Hun gennemførte med solid modstand fra sin daværende mand en videre skolegang og en akademisk uddannelse som cand.mag. Og efter sønnens død kom hun af sit undertrykkende ægteskab. Man kan læse historien i Halime Oguz bog og biografi Enepige, der udkom sidste år. Og den dansk kurdiske kvindesags- og frihedskæmper gik ind i politik for Socialistisk Folkeparti i 2019. Men allerede inden var hun en kontroversiel figur i politik, da hun uden omsvøb gik i kamp mod negativ social kontrol i indvandrermiljøerne. 2013 fik hun ros af selveste Pia Kjærsgaard i medierne - og det blev noteret på venstrefløjen. Også i SF’s venstrefløj, selv om Oguz altid har haft de prominente SF’eres støtte – fra folk som Villy Søvndal, hendes odenseanske byfælle Karsten Hønge – og ikke mindst den nuværende partiformand Pia Olsen Dyhr. En stærk profil på partiets klassiske venstrefløj, tidligere folketingsmedlem og europaparlamentsmedlem Pernille Frahm, tog straks til orde i venstrefløjstidsskiftet Solidaritet med kritikken og overskriften: ”…Kriminalitet og kvindeundertrykkelse er et spørgsmål om politik, ikke kultur…” Oven i denne kritik fra ”vennerne” kan man jævnligt i diverse debatter og tråde på de sociale medier opleve højrefløjens begejstring og skadefryd over Halime Oguz ’s kampe i egne, røde rækker. Efter devisen: Endelig en venstreorienteret, der indrømmer, at det ikke går med alle de fremmede og deres religion Halime Oguz står uden arbejde i dag efter at hun ikke blev genvalgt ved folketingsvalget sidste år. Men udover at være mormor og være noget for den syge mor, der i sin tid irettesatte sin datter, da Halime kom i tvivl om det arrangerede ægteskab – med ordene: ”I skal giftes – du har jo allerede holdt ham i hånden” - forsætter hun kampen for frisættelsen af kvinder og mænd i de konservative og reaktionære indvandrermiljøer. Og hun er klar til at fortsætte kampen i politik. Mød hende og lyt til hende og hendes dilemmaer mellem kultur og politik i ”POV-talken” med Jesper Grunwald.

For mange rockfans er 1977 synonymt med den såkaldte "77-punk", der i høj grad definerede den nye punkbølge med The Sex Pistols og The Ramones i spidsen. Men 1977 var også - eller især - hårdt rockende tiltag fra bl.a. AC/DC, Motörhead, Thin Lizzy, Rainbow og UFO, samt overbevisende pioner-metal udgivelser fra amerikanske Riot og engelske Judas Priest. Og var der måske et lille inspirationsmæssigt link mellem kvindebandet The Runaways i Los Angeles og undergrundsbandet Iron Maiden i London? Også dét runder vi i vores podcastafsnit fra det tunge rock år 1977. Som i de foregående 70'er år er studievært Jens "Jam" Rasmussen i yderst kompetent selskab med heavy metal-eksperterne Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - AC/DC lander midt i Londons punk virvar, og forkynder rock'n'roll musikkens lyksaligheder. - Thin Lizzy mener det alvorligt med deres 8. album "Bad Reputation". - The Sex Pistols og The Ramones kommer begge til Danmark, hvor den 13-årige Lars Ulrich er blandt koncertgæsterne. - Motörhead albumdebuterer et rock'n'rollet sted mellem heavy rock og punk. - Hvordan oplevede vores studiegæster så 77-punken? Ganske positivt, såmænd. - Hård rock anno '77 var ikke bare punk, men også Blue Ôyster Cult, KISS og Rainbow. - David Coverdale solodebuterer med albummet "White Snake" og får inspiration til sit kommende bandnavn. - 1977 er også hitlistevenlig boogie rock fra Status Quo og arena rockende klassiker-omkvæd fra Queen. - I Nordamerika leverer Rush og Ted Nugent rockhits på hver deres måde. - UFO udgiver "Lights Out" og tænder lys i blandt andre Iron Maidens Steve Harris, som måske også hører et særligt nummer med kvindebandet The Runaways? - Amerikanske Riot laver solid heavy metal på debutalbummet "Rock City", der er på forkant med den forestående og banebrydende New Wave of British Heavy metal. - Slade polerer lyden i Amerika, Aerosmith rocker videre samme steds, mens Alice Cooper kæmper med alkoholisme og dårligt mentalt helse hjemme i Detroit, Michigan. - Et par triste sensommerskæbner: I august afgår rock'n'roll kongen Elvis Presley ved døden, og måneden efter går glam rock-ikonet Marc Bolan bort. - Judas Priest banker hovedet på metal-sømmet og sætter deres læder og nitter på plads på tredje albummet "Sin After Sin". Tag med os tilbage til det tunge og mangfoldige rock år 1977, så skal vi nok sørge for både heavy metal, punk, rock'n'roll, hard rock, glam og garage rock! Rigtig god fornøjelse, og på gensyn i 1978! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I tiende episode i pod krøniken om heavy metals fødsel er vi nået i skolealderen, hvor bolden især lå på Judas Priests banehalvdel. Jens ‘Jam’ Rasmussen og hans gæster, anmelder og forfatter Steffen Jungersen, og Michael Stützer Hansen, bl.a. radiovært og guitarist i metal-bandet Artillery, guider dig gennem det hele. Vi er nået til den sidste halvdel af 70’erne, hvor punkrocken sendte dens første frenetiske snotklatter i hovedet på alt og alle, mens især Judas Priest definerede den nye heavy metal-lyd. Der var også hard rock i topklasse fra bl.a. Thin Lizzy AC/DC, Aerosmith, Rainbow og Blue Ôyster Cult, mens Black Sabbaths syvende album viste sig bedre end dets rygte. I undergrunden lurede opkomlingene Motörhead og Iron Maiden. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår det hårde rockår 1976 i dedikeret selskab med de faste metal-eksperter Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Judas Priest udgiver deres andet album, Sad Wings of Destiny, der af eksperter ofte kaldes den første fuldblods heavy metal-plade. - De tidligste udgydelser i den nye punk rock bølge: Først newyorkerne The Ramones’ debutalbum, dernæst de første udspil fra Londons notoriske The Sex Pistols og The Damned. - Black Sabbath omgives af både tung metal, melodisk hard rock, aggressiv punk, soft rock… og nikker til de gamle idoler i The Beatles. - De nye amerikanske hard rock-hittere Boston supporter Black Sabbath og fylder de store koncerthaller op. - KISS fortsætter rockballet i Detroit Rock City, mens Led Zeppelin udgiver både en koncertfilm og et nyt studiealbum. - Thin Lizzy har et overbevisende udgivelsesår med to stærke studiealbum. Det første, Jailbreak, bliver bandets gennembrud. - AC/DC er ude med deres to første internationale album, High Voltage og Dirty Deeds Done Dirt Cheap, som charmerer med kæk og bundsolid boogie rock. - Vores studiegæster jubler vildt og inderligt over årets Aerosmith-album, Rocks. - Lemmy og Motörhead indspiller deres debutalbum, men pladeselskabet vil sgu’ ikke udgive det! - Blue Öyster Cult profilerer sig med albummet Agents of Fortune og hittet “(Don’t Fear) The Ripper. - Dio og Rainbow på vej frem mod nye triumfer, David Byron og Uriah Heep på vej mod deres afsked. - Alice Cooper går ad H’ til, Marc Bolan og T-Rex elsker (fortsat) at boogie rocke. - Slade tager til USA og polerer deres rocklyd, Queen forbliver majestætisk rockende i London. Iron Maiden koncertdebuterer, The Scorpions finjusterer deres heavy metal. Masser at lytte til, altså, så tag turen med os tilbage til det hårde men alsidige rockår 1976. Med både fuldblods heavy metal, fræsende punk, melodisk hard rock og festlig boogie rock. God lytning! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Ingen midtvejskrise at spore i heavy metal-året 1975, hvor vi i år fejrer 50 års jubilæum for hovedværker fra både Alice Cooper, Led Zeppelin og Black Sabbath. Vi kommer selvfølgelig omkring disse i dette podcastafsnit, men også andre virile 50-års jubilanter som Ritchie Blackmore's Rainbow, Queen, Aerosmith, The Sweet og Thin Lizzy. Og så er der den spøjse danske heavy-vinkel anno 1975: Røde Mor. Ja, sgu'! Som altid er studievært Jens "Jam" Rasmussen i engageret selskab med de tungt rockende eksperter Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Alice Cooper går solo, optræder i København og sætter kursen for King Diamonds senere sceneoptræden. - I 1975 hedder King Diamond endnu blot Kim Bendix Petersen. Her gør han sig som rytmeguitarist i bandet Brainstorm, som bl.a. spiller Deep Purple covernumre. - Den ikoniske ex-Purple guitarist Richie Blackmore debuterer med sit nye band Rainbow, der har den magiske metalrock-sanger Ronnie James Dio i front. - Deep Purple rekrutterer ny guitarist i den unge amerikaner Tommy Bolin, der har godt greb om spaden, men kun en kort epoke i bandet. - Lemmy skriver og indspiller sit sidste nummer inden han forlader Hawkwind. Nummeret hedder... "Motorhead". - Det rocker på forskellig vis i Amerika: fra ZZ Top over KISS til Blue Öyster Cult. - Michael fortæller om raketguitaristen Ace Frehley, Steffen om en særlig guitarstemning i Blue Öyster Cult-balladen "Then Came The Last Days of May". - Queen indspiller "A Night at the Opera" og hæver baren op i himmelstørrelse med uforlignelige "Bohemian Rhapsody". - Rush og Thin Lizzy er fortsat produktive og på vej fremad. - Det danske venstrefløjs kunstnerkollektiv Røde Mor laver rødglødende heavy rock, og en satire over betonforstadens ulykkelige skæbner. - En epokegørende aften i netop betonforstaden: studieværten befinder sig vis á vis selveste glamidolerne The Sweet lige inden de forvandler sig til sorte metalrockere. - The Scorpions giver den som tysksproget Sweet-coverband, og laver deres eget tredje album... på engelsk. - Power balladen slår igennem hos Aerosmith, Nazareth, Alice Cooper og på hitlisterne, men ikke hos AC/DC. - Vi afrunder med to hovedværker: Led Zeppelins ambitiøse dobbelt album "Physical Graffitti" og Black Sabbaths eminente udkomme af ryggen-mod-muren "Sabotage". Tag med os tilbage til 1975 og kom i guldrandet jubilæumsstemning med vort metalrockende studiehold og hard rock- og heavy-klassikere ad libitum. God lytning! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Så er vi nået til det herlige heavy år 1974, hvor de "gamle" forløbere Black Sabbath, Led Zeppelin og Alice Cooper ikke udgav nye albums, men forberedte hver deres monsterværk til året efter. Til gengæld var der debutudgivelser fra de unge knøse i Judas Priest, AC/DC og KISS, og de første par albums fra den nye udgave af Deep Purple. 1974 var også året, hvor Bachman-Turner Overdrive begejstrede med fængende hard rock-hits á la '74, Slade hev rockfans i biografen, læderklædte Suzy Quatro var kvinden på scenen, og The Sweet affyrede en tidlig heavy metal-raket med kurs mod sen-70'erne og 80'erne. Vi er atter i selskab med studievært Jens "Jam" Rasmussen og vores sublime gæsteduo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslag: - Flammen tilbage i det nye Deep Purple line-up med "Burn" albummet og den unge frontmand David Coverdale. - Men... flammen brænder hurtigt ud for Ritchie Blackmore, der kvitter Deep Purple efter "Stormbringer" pladen. - Efter fem års tilløb albumdebuterer Judas Priest med et forvarsel om de nye metaltider. - AC/DC singledebuterer og fjoller lidt rundt i dresseringen. Skoleunifomen sidder dog godt fast på Angus Young. - KISS debuterer med deres ikoniske maskering og festklædte syng-med-rock-og-rul. - Amerikansk rock'n'roll og heavy fra Aerosmith, Lynyrd Skynyrd og Blue Öyster Cult, og sprød europæisk hard rock-lyd fra Free, Queen, The Scorpions og Thin Lizzy. - Canada byder sig til med Rush og Bachman-Turner Overdrive, der skaber eufori hos gæstepanelet 51 år efter. - I Danmark spiller den 15-årige guitarist Michael Denner progressiv rock og heavy med syre-elementer i Iron Space, mens Mo I Rana laver solid Led Zep-inspireret rock. - Slade går til filmen med "Slade in Flame", som Vesterbro-knægten Michael Trampenau ser tre gange på sin konfirmationsdag. - Amerikanske Suzy Quatro hitter med sin tætsiddende læderdragt og numre som "Devil Gate Drive". - Vi går i dybden og afrunder med The Sweets pioner heavy metal-nummer "Set Me Free". Hav en fin tur tilbage til 1974, og på snarligt genhør i det næste afsnit fra 1975, som udsendes om ca. 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

2. april var det præcis 60 år siden, The Byrds single, ’Mr. Tambourine Man’ udkom. En af de mest betydningsfulde sange på 60ernes konstant pulserende rockscene. Sangen - såvel som lyden af The Byrds generelt - var med til at etablere fænomenet folk-rock og senere afledte genrer som bl.a. psykedelisk rock, countryrock og indierock. Johnny Marr fra The Smiths har sagt om kilderne til det, der skulle blive hans distinkte stil: “George Harrison and Roger McGuinn’s influence was so all-pervasive. You can’t get around it if you were born anywhere between 1963 and the present day.” Sagt på en anden måde var det i Roger McGuinns 12-strengede Rickenbacker, vokalharmonierne og den skarpe vellydende produktion, at The Beatles og Bob Dylan første gang mødtes udenfor deres egne udgivelser og liveoptrædener – så at sige. For Bob Dylans vedkommende var påvirkningen meget konkret. Som mange andre af The Byrds senere hit er ’Mr. Tambourine Man’ skrevet af Dylan – som også ’All I Really Want To Do’, ’Chimes of Freedom’ og ’My Back Pages’. I dette ekstranummer af POV Mediano Music taler Jan Eriksen og journalist Jakob Lambertsen om The Byrds sange og betydning. - "Mr. Tambourine Man" – hvad gør den sang så fantastisk i The Byrds version – og hvordan endte den hos The Byrds? - Hvad var det med The Byrds og Bob Dylan? Hvordan gik det til, at fem unge mænd fra Californien (eller i hvert fald med L.A. som geografisk udgangspunkt) fik noget, der lignede et samarbejde, med den allerede berømte nordøststatsamerikaner? - The Beatles var en anden inspiration. Hvordan ytrede det sig? - Hvilket slags år var 1965 musikalsk? Hvad var The Byrds oppe imod? - Hvor meget var trend og attitude? Hvordan var det miljø, gruppen var en del af? - Hvilke personligheder var de Roger McQuinn, David Crosby, Chris Hillman, Gene Clark og Michael Clarke. Hvor kom de fra? - Hvori bestod modsætningerne, dynamikken ... hvorved adskilte de sig fra f.eks. The Beatles og The Beach Boys? - Efter tre store hits forlod Gene Clark, den ene af forsangerne, gruppen i februar 1966. Hvorfor og hvordan? - Hvilken betydning kan et tiltagende stofmisbrug have haft på musikken og kemien mellem gruppemedlemmerne? - I sommeren 1967 blev David Crosby fyret af de øvrige tilbageværende for at skabe historie med Crosby, Stills, Nash & Young. Han blev kortvarigt erstattet af ... Gene Clark. Hvorefter de var tre tilbage. Roger McGuinn, guitar og sang. Chris Hillman, bas og sang. Michael Clarke, trommer. - The Byrds musikalske udtryk forandrede sig indtil de stoppede i 1973. Hvordan?