De 3 Fiktioner podcast

Vikingebedraget og dets relation til kongerækken, kongehuset og eliten

0:00
51:58
Spol 15 sekunder tilbage
Spol 15 sekunder frem

Illusionen om Danmarks Vikingehistorie

Dem som har fulgt med i mine artikler siden min præsentation ved dette års sommercamp i Løkken Frikirke, ved at jeg har ‘et godt øje’ til Danmarks vikingefortid.

Jeg er nemlig fuldstændig overbevist om at vikinge-narrativet er et falsum opdigtet for at dække over en noget anden fortid end den historiebøgerne kan fortælle dig.

Jovist, det er da rigtigt nok at Gorm den Gamles dynasti rejste Jellingstenen(e) i det 10. århundrede. Rigtigt er det også at hans søn kong Harald (Blåtand) påstod i den ene Jellingsten, at han kristnede danerne. Haralds søn Svend Tveskæg regerede efterfølgende over både Danmark (986-1014), Norge (1000-1014) og England (1013-1014). Sandt er det sikkert også at Haralds barnebarn Knud den Store regerede over forskellige landområder i nutidens England, Norge og Danmark i perioden 1016-1035, samt at Knuds søn Hardeknud næsten gjorde ham kunsten efter i slutningen af det som moderne - og ignorante - historikere vedbliver med at kalde slutningen af vikingetiden. Officielt rangerer disse historikere vikingetiden til at ligge ca. år 800 til 1050/1100, en periode der efterfølges af dansk middelalder der løber ca. fra 1047 til 1537.

Men begrebet “vikingetiden” er en kraftig efterrationalisering, som fortæller meget misvisende om denne periode. Og begrebet er endnu mere misvisende hvis man forsøger at forstå Danmarks forhistorie i en nogenlunde forståelig sammenhæng. Ved at skære Danmarks forhistorie i småbidder, som det er gjort med en efterrationaliseret vikingetid, sikres det at befolkningen ikke forstår deres fortid og dermed har langt mindre begreb om hvem de selv er. Danskerne ved - bl.a. som resultat af vikingbedraget - simpelthen ikke hvem de selv er!!

Når man mister forbindelsen med sin fortid, så har man også en langt større sårbarhed overfor at finde sympati for dem som gør én fortræd. Det er her hvor en særlig afart af Stockholmssyndromet kan træde i kraft, hvilket jeg mener er en stor del af forklaringen på kongehusets popularitet i Danmark i dag. Kongefamilien påstår sig at være efterkommere af Gorm, Harald, Svend og Knud. De påstår også at de er efterkommer af de senere konger Frederik 6. og Christian 9. for at nævne nogle af de allerstørste kongelige tyranner (se kongerækken på kongehusets hjemmeside HER!).

Så selvom kongehuset er efterkommere af konger som beviseligt var decideret onde mod en forarmet befolkning, så synes danskerne at det er ‘hyggeligt’ at vi har et kongehus, holdning “se da bare hvor dejlige mennesker de er!” er tydeligst under Royal Run, en landsdækkende begivenhed, hvor kongefamilien deltager i motionsløbet i mange forskellige danske byer.

Og når kongehuset så stadig den dag i dag er en stor del af bedraget omkring Grundloven, ja, så vil jeg gå så langt som til at sige at der decideret er tale om en afart af Stockholmssyndromet, som beskriver en psykisk tilstand, i hvilken fanger eller ofrene for en kidnapning udvikler tilknytning til deres vogtere.

Men tag ikke kun mine ord for det…

Selvom der nok ikke er mange samfundsdebattører der påpeger forvanskningen af vores danmarkshistorie og den deraf afledte udnyttelse af befolkningens naivitet, så må man sige at jeg får lidt ‘medvind på min cykelsti’ af nyere og mere kritiske historikere, hvor især Anders Lundt Hansen skal nævnes. En nabo havde - kort forinden turen til Svendborg og Ladby - lånt mig Anders Lundt Hansens bog fra 2022, som netop forklarer hvordan de andre historikere tager fælt fejl når de vedbliver med at italesætte vikingetiden som en decideret tidsperiode i danmarkshistorien.

Herunder en gengivelse af side 193 til 195 i Anders Lundt Hansens bog “Kong Haralds Ringborge”:

"VIKINGETIDEN" STARTEDE I 1873

Men hvad er en "viking" egentlig? Det undersøgte historiker John Lind fra Syddansk Universitet i 2012 i en forskningsartikel. Her gennemgik han samtlige af middelalderens eksempler på brug af v-ordet, og konklusionen var entydig: Ordet "viking" fandtes i middelalderen, men det blev ikke brugt ret tit, og det blev brugt på en anden måde, end vi bruger det i dag. Det betød sørøver - uden nogen etniske bibetydninger.

På de over 2.000 bevarede runesten nævnes ordet "viking" kun en håndfuld gange. Det optræder lidt hyppigere i sagaerne, hvor det var et ord for søkrigere op til engang i 1400-tallet. Herefter gik det i glemmebogen.

Først i 1800-tallet blev ordet genoplivet af nationalromantikerne, der ændrede dets betydning. De gjorde det til en betegnelse for skandinaver i middelalderen. Ordet "viking" blev ændret fra at være en jobbeskrivelse til at være en etnisk betegnelse.

Det etniske vikingebegreb blev skabt dels for at støtte den nationale selvfølelse, og som sådan blev det brugt af digtere og forfattere allerede fra starten af århundredet, og dels som en forklaring på den skandinaviske ekspansion i middelalderen.

Den sidste forklaring knæsatte den fremtrædende arkæolog J.J.A. Worsaae i 1873. Vikingebegrebet var indtil da hovedsageligt blevet brugt i skønlitteratur og digtning, mens den videnskabelige verden holdt sig lidt tilbage. Men i 1873 udgav Worsaae værket De Danskes Kultur i Vikingetiden. Worsaae var leder af den institution, vi i dag kender som Nationalmuseet, og derfor fik hans ord stor vægt. Han skrev bl.a. om:

" ... den mægtige Vikingetid, da Nordboerne ... havde en vigtig Opgave at udføre i Historien, og da, for Danmarks særlige vedkommende, den livlige og kraftige Aand, som fra Arilds Tid har rørt sig i det lille danske Folk, med mere Vælde end nogensinde forhen viste sig virksom."

Worsaae ledte som så mange andre efter en forklaring på ekspansionen og fandt den i en "vikinge-ånd" der måtte have besjælet de nordiske folk.

Ud over at "ånd" og "folkesjæl" ikke kan bruges som historisk forklaringsmodel, så rummer det etniske vikingebegreb dermed også ideen om, at nordboer i udgangspunktet er andre folkeslag overlegne. Det var en ide, der passede fint i forhold til 1800-tallets syn på race, men som i løbet af 1900-tallet viste sig at have nogle uheldige konsekvenser, når man forlængede ideen til sin logiske konsekvens, som nazisterne gjorde. Det etniske vikingebegreb var et element i den nazistiske raceideologi, hvad der ikke er overraskende. Det postulerede jo en iboende nordisk overlegenhed.

Af samme grund er det betænkeligt at bruge vikingebegrebet i sin etniske betydning i nutiden. Det er født ud af 1800-tallets race-tænkning, det er historisk forkert, og det har ingen forklaringskraft. I praksis er de fleste fagfolk også tilbageholdende med at bruge v-ordet, medmindre de direkte taler om søkrigere, eller når de prøver at nå et bredere publikum ved at snige ordet ind i titlen på deres bøger. Ellers bruger de det næsten ikke. Det er faktisk stort set kun museerne, der stadig bruger v-ordet - og her er det mere benyttet i deres kommunikations-afdelinger end af deres forskere.

Alt i alt er det altså misvisende at kalde Borgring og de andre af kong Haralds fæstninger for "vikingeborge". De var ikke bygget af vikinger, de var ikke beregnet til vikinger, og man må endda sige, at hvis der kom vikinger ind bag voldene, så var der noget, som var gået frygteligt galt for borgens soldater og beboere.

På sin vis er det heldigt, at trelleborgene først blev opdaget i 1930'erne, og i flere tilfælde først udgravet efter Anden Verdenskrig, da man var blevet opmærksom på farerne ved den overdrevne vikingedyrkelse. Det betød nemlig, at borgene ikke blev indsvøbt så meget i nationalromantiske ideer, som for eksempel Jelling og Dannevirke blev det i 1800-tallet.

I stedet var borgenes systematik og symmetri en lille modgift til det traditionelle vikingebillede. Ideen om brølende barbarer, der i vildskab oversvømmede de civiliserede nabolande, stemte nemlig dårligt med den disciplinerede arkitektur i trelleborgene. Allerede i 1930'erne, med udgravningerne af den første borg ved Slagelse, skubbede det velorganiserede anlæg til den traditionelle vikingefantasi.

Selvfølgelig skal jeg ikke prøve at tvære Anders Lundt Hansen ind i min egen kæphest omkring de indsatte 700 år i det første årtusinde i vores tidsregning, men han er dog - formentligt helt uforvarende - med til at bringe ved til mit bål.

Vil du gense præsentationen fra Løkkens sommercamp “De forsvundne 700 år” så kan du klikke herunder:



This is a public episode. If you'd like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit flemmingblicher.substack.com/subscribe

Flere episoder fra "De 3 Fiktioner"