Introduktion til podcasten

I moderne efterforskning af forbrydelser spiller retsgenetikken en vigtig rolle. Politiet finder DNA-spor, og med en DNA-profil kan man lede i et DNA-register, hvis gerningsmanden tidligere har afgivet en DNA-prøve eller man kan tage en prøve fra en mistænkt. Det kræver en særlig teknik, hvor man ud fra en ofte beskeden materiale kan teste for DNA, og det kræver en stor grad af sikker behandling, hvis man skal få et resultat, der holder i retten.Analysen med DNA-profiler svarer til et fingeraftryk, hvor man kan sammenligne en kendt gerningsmand med et DNA-spor. Men hvad hvis man står i en situation, hvor man ikke har noget at sammenligne med? Det kan være et DNA-spor fra en forbrydelse eller det kan være DNA fra et lig fra en ukendt. Det prøver den retsgenetiske forskning at finde et svar på ved at finde etnicitet og udseende ud fra DNA. Man kan spore sig ind på en person ud fra, hvor de kommer fra, hvilken øjenfarve eller hudfarve de har ifølge DNA’et. Den del af retsgenetikken er noget som man forsker i på Retsmedicinsk Institut i København, og adjunkt Jeppe Dyrberg Andersen fortæller om nogle af de udfordringer man har inden for den forskning. Brugen af metoderne i praktisk opklaringsarbejde rejser nogle etiske problemer, for mens man med en traditionel DNA-profilering ikke kan sige andet end identiteten af en person, så kan undersøgelser, hvor man vil vide mere om personen, resultere i, at man står med oplysninger om fx sygdomsdispositioner.Jeppe Dyrberg Andersen er adjunkt ved Afdeling for Retsgenetik, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet. Han er uddannet cand.scient. i biologi-bioteknologi, og har en ph.d.-grad i retsgenetik. Billede: Geoff Hutchison (https://flic.kr/p/c2xCE)

Når nogen er myrdet, så kan gerningsmanden gemme liget, der senere kan dukke op som skelet. Så kan retsantropologen træde ind med sin viden. Man skal finde ud af, hvem der er død, og skelettet kan fortælle om køn, alder og de fysiske skavanker, der har sat sit præg på skelettet. Men før man kommer så langt, vil man have undersøgt, om det i det hele taget er et menneske eller et dyr, som man står med. Og hvis det er et menneske, der måske godt nok er blevet myrdet, så er det relevant at vide, om forbrydelsen er sket for nyligt eller måske for flere tusinde år siden.Hvad det er man skal undersøge som retsantropolog, og hvordan man gør det, fortæller Marie Louise Jørkov fra Retsmedicinsk Institut i København. Man kan også høre om, hvordan erfaringen med det arkæologiske materiale kan hjælpe, når man skal hjælpe med i opklaringen i forbrydelser, og hvordan man modsat med nutidens skeletter, kan blive klogere på de arkæologiske fund. Og der er mange, for på Retsmedicinsk Institut ligger der 30.000 skeletter.Opgaven for retsantropologerne kan være et enkelt skelet, men det er også en faggruppe, der træder til, når der er sket en katastrofe med rester fra mange ofre, der skal identificeres eller når en massegrav skal undersøges. Det har Marie Louise Jørkov erfaring med fra de irakiske massegrave, hvor ofrene for Sadam Husseins regime blev begravet. Marie Louise Jørkov er lektor ved Afdelingen for Retspatologi, Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet. Hun er BA i klassisk arkæologi, M.Sc. i Human Osteology and Palaeopathology fra Bradford University, England, og har en ph.d.-grad fra Antropologisk Laboratorium, Retsmedicisnk Institut, Københavns Universitet. Hun arbejder med fysisk antropologi, og har retsantropologiske opgaver, som man kan høre om i podcasten.