
0:00
1:21:08
Vi er fremme ved seriens sidste afsnit, metalåret 1989, og vores overskrift giver sig selv: “Afrunding på metal-årtiet”.
Eller i bestemt form: “metal-årtiet”, for det var i 1980’erne at heavy metal for alvor fik manifesteret sig som meningsfuldt begreb. Hvor de store bands brød igennem og hvor forskellige undergenrer blev defineret.
I 1989 handler det blandt andre om genrens grundlæggere Black Sabbath, nærmere bestemt riffmesteren Tony Iommi, der får både de første og sidste “ord” (guitartoner!) i dette afsnit.
Vi runder også årets bevægelser fra de danske og delvist danske bands D-A-D, White Lion og King Diamond. Desuden kommer vi omkring de store hard rock-navne anno ´89: The Cult, Aerosmith, Mötley Crüe, nykommeren Skid Row og tilbagevendte Alice Cooper. Og i den helt hårde afdeling har vi fokus på bands som Sepultura, Obituary, Kreator, Exodus og Testament.
Og sidst, men ikke mindst, er der de nye amerikanske navne som Faith No More, Nine Inch Nails, Soundgarden og Nirvana.
Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår metalåret 1989 og afrunder de metalliske 80’ere sammen med vores tre faste studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner.
Nedslagspunkter:
- Anno ‘89 er riffmester Tony Iommi det eneste originale medlem tilbage i Black Sabbath, der udsender bandets 14. og såre solide studiealbum “The Headless Cross”. Vores tre studiegæster giver alle deres besyv med, og vi får også “besøg” af selveste Brian May fra Queen.
- King Diamond udgiver det fjerde album “Conspiracy”, og Michael Denner fortæller hvorfor han forlod bandet allerede inden forgængeren “Them”. Det handlede blandt andet om for meget sukkervand i håret.
- Mike Tramp og White Lion holder sig tilpas på hitlistetoppen, især i USA, hvor også D-A-D giver den et skud med gennembrudsalbummet “No Fuel Left For The Pilgrims”. Jungersen og Denner kommenterer sidstnævnte udspil.
- Den melodiske hard rock og poppede “puddelhunds-heavy” dominerer stadigvæk i 1989, hvor Alice Cooper får et stort comeback hit med “Poison”.
- Koncertmæssigt topper den melodiske 80’er hard rock med to mindeværdige dobbeltkoncerter i KB Hallen i efteråret ‘89: Først Motley Crüe og Skid Row, dernæst Aerosmith og The Cult. Studieværten og Steffen Jungersen sætter turbo på tidsmaskinen.
- “Kings of Metal” hedder årets album fra Manowar. Men er de så dét, Steffen Jungersen?
- Et forholdsvist stille udgivelsesår for de store, klassiske heavy metal-navne, men sørme om ikke Accept omsider finder en ny sanger i amerikaneren David Reece, som præsenteres på “Eat The Heat”.
- Obituary debuterer med albummet “Slowly We Rot”, som giver endnu mere growler-gødning til den nyligt såede death metal-genre.
- Michael Stützer og Steffen Jungersen runder året og årtiet af i den særdeles thrashede afdeling. Ekspert-duoen diskuterer således årets udgivelser fra Sepultura, som også afholder en dobbelt dundrende Danmarkspremiere i ‘89, Kreator, Exodus og Testament.
- I den sidste del af metalåret ‘89 blinker også 90’erne forude: der er funky metalrock fra Mordred og Faith No More og dunkel elektronisk debut-lyd fra Nine Inch Nails. Og så er der autentisk garagerock fra Seattle via Soundgardens andet album “Louder Than Love” og Nirvanas debutalbum “Bleach”.
- Og som nævnt, så kommer afsnittets sidste lydtoner fra Tony Iommi…
Afslutningsvis: Stor tak til hele vores hårde 80’er hold, d’herrer studiegæster Steffen Jungersen, Michel Stützer og Michael Denner, og producer Jan Eriksen, og til alle jer, der har været med os i denne podcastserie.
Vi håber at kunne lancere den næste podcastserie om metal-90’erne efter nytår, formentlig i løbet af februar/marts 2026. Hold øje!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen
Flere episoder fra "POV International"



Gå ikke glip af nogen episoder af “POV International” - abonnér på podcasten med gratisapp GetPodcast.








