# 6 Afskedens fred

Marco har ADHD. Men man behøver ikke en diagnose for at føle sig anderledes - eller for at længes efter at passe ind. Måske det ligefrem er et grundvilkår for os mennesker. I sær, når vi er teenagere. Denne episode handler om at føle sig fremmed. Uden at være forkert af den grund. For ingen mennesker er forkerte.

I denne episode bliver vi klogere på den måske mindst kendte del af Marcos virke: Designet. Og heller ikke her, er noget uden bagtanke, omtanke eller anledning til eftertanke. 

I denne episode skulle det egentlig handle om traumer. Men lige inden optagelse, gider Marco det ikke alligevel. Han vil freestyle. Og han har en gave med til Marie, som tager pusten helt fra hende. Det kommer til at handle om kærlighed. Igen. Om den uforklarlige genkendelse, der kan opstå på et splitsekund, om længslen efter samhørigheden, om det livslange parforhold - og om at sabotere noget, inden det nok alligevel forlader en. Og så kommer det også til at handle om kram. Som helst skal vare i mere, end tredive sekunder. 

Marco har mistet. Og han har mistet mange gange. Så mange, at han i dag er vant til afskeden. Nærmest tryg ved den. Men er den også blevet en lidt for god ven? I denne episode går Marie tæt på den fred, Marco oplever, når kærligheden smutter. Og spørgsmålet er, om accept er det samme som at give op, eller om den sande fred virkelig findes der, hvor smerten er størst, og man kun har sig selv at holde i hånden. 

Marco påstår, at han elsker ensomheden. Men er det snarere fordi, han er bange for tosomheden og den uundgåelige frygt for at miste den, man elsker? I denne episode kommer Marie lidt tættere på kunstneren, som først for nyligt har opdaget, at han aldrig er alene. For den lille Marco er altid med ham. Og måske er det ligefrem med hans uskyldige, undrende øjne, at han betragter verden - og får en uimodståelig lyst til at ændre den. 

Som børnehjemsbarn i Chile blev Marco hverken set, hørt eller elsket. Så det banale svar på, hvorfor han larmer med sit kunstneriske virke, vil være, at det alene er for at få opmærksomhed. I denne episode dykker vi ned i det, der driver Marco Evaristti. Og det kommer både til at handle om hykleri, politik, krig og censur. Men også om den lille forældreløse dreng, som blev til en råbende mand med dybe traumer. 

"Der findes en sødme i det, der gør ondt". Sådan lyder en af linjerne i det digt af Marco, denne episode tager udgangspunkt i. Og han følger op med at udtrykke et ønske om at suge blod fra levende mennesker og at kysse selveste djævelen på panden. Han mener ligefrem, at det er frækt. Det bliver en samtale om synd, begær, smerte, frygt og længsel. Om at tvivle, at vakle, at falde og at være misundelig på de troende. Det bliver i det hele taget umuligt at komme udenom Gud. 

Marco gør med sit nyeste kunstprojekt, BIOBRIDGE sig selv til mellemmand på et marked, hvor menneskelig desperation er overskrift for både udbud og efterspørgsel. Det handler om ulovlig handel med organer. Om ulighed, hykleri, dobbeltmoral, ansvar, etik og samvittighed. Men det handler mest om strukturer. Og måske også om at rykke tættere sammen. For som Marco siger: "I sidste ende er vi alle sammen resultater af, at Adam og Eva kneppede." 

Marco føler sig fremmed. Og han kender både flugten og tilflugten særdeles godt. Både den helt konkrete - men også den mere åndelige. I denne første episode bliver spaden stukket direkte ned i den eksistentielle ensomhed. Der, hvor det gør ondt. Men måske også der, hvor selve skaberkraften bor.