The Stories of Our Climate – Andri Snær Magnason, Amitav Ghosh & Lotte Folke

Afhængighed er ifølge førende psykiatere den moderne pest. Den moderne verden byder på et overflødighedshorn af stimulanser, og det er ikke længere kun klassiske stoffer som kokain, alkohol og nikotin, som gør os afhængige. Også sociale medier, træning og spil kan have stærkt vanedannende effekter på os. Hjerneforskning peger i dag på, at det ikke er selve substanserne, der gør os afhængige. Afhængighed skal snarere ses som en slags ‘forventningens glæde’, som opstår, når vi tænker på kagen, kaffen eller kontanterne. Den berømte neurotransmitter dopamin, som længe er blevet kaldt belønnings- eller lykkehormonet, udløses nemlig ikke først, når vi får det, vi vil have – den udløses ved udsigten til det. Og det er det, der giver os troen på, at næste gang kommer til at føles lidt bedre end sidste gang. I denne samtale kigger hjerneforsker Claus Løland og psykolog Jakob Linnet sammen med videnskabsredaktør på Politiken Lasse Foghsgaard på afhængighedens komplekse sammenhænge – fra den molekylære dans mellem hjerneceller og dopamin til de vanemønstre, der præger vores liv fra dag til dag. For hvordan reagerer hjernens nerveceller egentlig, når de udsættes for stoffer som kokain og amfetamin? Hvordan kan en uskyldig hverdagsvane som styrketræning blive til en altopslugende besættelse? Og hvorfor kan vi ikke lade være med at spise og gamble, når vi godt ved, at det er dårligt for os?

På Bloom 2025 var det svært at overse kunstner Stine Dejas kunstinstallation ‘Last Survivors’, som tog form af tre gigantiske bjørnedyr krydset med menneskeligt DNA. Bjørnedyrsforsker Nadja Møbjerg har været Dejas videnskabelige sparringspartner og vejviser i bjørnedyrenes ekstreme verden. De to mødtes igen på scenen for at tale om bjørnedyrenes mærkværdige overlevelsesevne. Det mikroskopiske og ualmindeligt hårdføre dyr kan overleve i højradioaktiv stråling, på ydersiden af et rumskib, midt i den grønlandske indlandsis og et væld af andre ekstreme naturmiljøer. Bjørnedyrene har nemlig en helt særlig evne til at lukke ned for vitale systemer og reparere deres celler efter at være blevet udsat for ekstremstress. En proces der er kendt som kryptobiose, hvor de sætter alle livsprocesser på pause i op til flere årtier – for derefter at genoptage deres ellers relativt korte liv, når leveforholdene igen bliver gunstige. For biologer som Nadja Møbjerg udfordrer bjørnedyrenes dvale vores forståelse af, hvad det overhovedet vil sige, at noget er levende eller dødt – og det er også her, Dejas kunstneriske spekulation over evigt liv sætter ind. For hvordan formår de helt præcist at vende tilbage fra de døde efter at være blevet frosset ned til –270 grader eller blive sendt en tur i rummet? Kan de vise sig at rumme svaret på menneskets drømme om at opnå evigt liv? Og ville en krydsning mellem bjørnedyrsgener og menneskelige stamceller hjælpe os til at blive mere modstandsdygtige over for fremtidens forandringer? Bliv klogere på bjørnedyrene og kom med bag om Stine Dejas kunstneriske proces med at skabe ‘Last Survivors’.

Spættet bredpande, brun pletvinge, isblåfugl og sørgekåbe. Det er blot et udpluk af nogle af de poetisk navngivne, 64 hjemmehørende sommerfuglearter i Danmark. På en af årets mørkeste dage besluttede forfatter og journalist Lea Korsgaard, at hun ville se dem alle sammen på bare ét år. Denne ambition blev startskuddet til en rejse gennem de danske sommerlandskaber, fra blomsterenge og haver til ældgamle havbunde og fossildækkede bakkedrag, som hun beskriver i bogen ‘Inden året er omme’. Resultatet er en håbefuld og sansemættet fortælling, der går ud over ren og skær observation af sommerfugle. I løbet af sin rejse allierer Korsgaard sig med nogle af landets førende sommerfugleeksperter, sideløbende med grundige studier af sommerfuglenes rolle i alt fra græsk filosofi og evolutionsbiologi til skønlitteratur og billedkunst. Der er god grund til, at sommerfugle har fascineret tænkere, kunstnere og videnskabsfolk siden tidernes morgen. En sommerfugl gennemgår en af naturens mest fascinerende transformationer fra æg til larve, fra puppe til fuldvoksent flyveinsekt – en metamorfose, som har fungeret som symbol på genopstandelse og livskraft i årtusinder. Men vi lever samtidig i en tid, hvor det kan være nemt at tage sommerfuglene og naturen i sin helhed for givet. På grund af klimaforandringer og forsvindende levesteder flakser sommerfuglene ikke i vores haver og i den åbne natur lige så meget, som de gjorde for bare få årtier siden. Og hvem har lyst til at leve i en verden uden sommerfugle? Hør Lea Korsgaard i samtale med Victor Boy Lindholm på Bloom og bliv klogere på, hvordan sommerfuglejagt kan være nøglen til at se verdens foranderlige natur med nye øjne.

To af klimalitteraturens mest markante forfattere mødtes på Bloom 2025 : Andri Snær Magnason, der i maj udgav fortællingen ’Jötunstein’, og den indiske romanforfatter og essayist Amitav Ghosh, der er aktuel på dansk med ’Den store vildfarelse’. Ghosh er berømt og berygtet for sin kritik af den moderne roman, som er tynget under et psykologisk verdensbillede, hvor det er mennesket, der handler, og naturen blot er en passiv omverden. Derfor har romankunsten ifølge Ghosh aldrig fået greb om klimakrisen, og der er brug for nye, vilde fortællinger, der tillader naturkræfterne at træde i forgrunden i egen ret og som andet og mere end spejlinger af den menneskelige psyke. Det forsøger han selv og Magnason på med greb fra både videnskab, mytologi og det levede liv. Ghosh har givet videnskab, natur og klima en plads i forgrunden i bøger som den spekulative videnskabsroman ‘The Calcutta Chromosome’ om en malariaparasit, der er genvejen til evigt liv, og klimaromanen ‘The Hungry Tide’ om Irrawaddy-delfinerne i Sundarban-mangroveskovene i Indien og Bangladesh. Magnason brød isen med ’Tiden og vandet’, hvor han på eminent vis væver sin egen familiehistorie sammen med klimavidenskabens data, de gamle, islandske Edda-digte og sine møder med Dalai Lama i Himalaya-bjergenes gletsjer-rige højder. Vær med til et stort kulturmøde i klimaets tegn, når Ghosh og Magnason tager en status på fortællekunsten – og afgør, om det er et tilfælde, at de indiske og islandske skabelsesmyter minder så meget om hinanden, som de gør.

Evolutionshistorien har en blind vinkel: kvindekroppen. Den amerikanske videnskabsforfatter Cat Bohannon fortæller evolutionshistorien på ny og trækker tråde tilbage til vores glemte formødre blandt evolutionsbiologiens mange ”Eva’er”. “Vi skal have kvindekroppen tilbage i billedet. Hvis ikke vi får det, er det ikke kun feminismen, der bliver kompromitteret. Både den moderne lægevidenskab, neurobiologien, palæoantropologien og selv evolutionsbiologien tager skade, når vi ignorerer det faktum, at halvdelen af os har bryster.”  Derfor har Bohannon genskrevet evolutionshistorien og sat kvindekroppen og dens særlige egenskaber i forgrunden.  I stedet for den bibelske Eva sporer Bohannon kvindekroppens historie tilbage til en række evolutionsbiologiske ”Eva’er”.   Fra ‘Morgie’, der som det første pattedyr producerede mælk, over det egern-agtige væsen ‘Donna’, der var først til at udvikle en livmoder, og frem til de tobenede hominider ‘Ardi’ og ‘Lucy’, der med tidlige værktøjs- og omsorgsevner lagde grundlaget for Homo Sapiens’ mange teknologiske og sociale fremskridt.    Oplev Cat Bohannon på årets Bloom, når hun med videnskabeligt klarsyn og oprørsk humor understreger kvindekønnets evolutionære – og revolutionære – betydning for, hvordan mennesket er endt med at blive planetens dominerende og teknisk mest succesfulde dyreart.

Mennesket er blevet mørkeræd. Siden den industrielle revolution har vi dækket planeten i et tæppe af elektrisk lys fra gadelamper, projektører, butiksvinduer og skyskrabere.  Lys, som har overtaget kloden i et omfang, der har store konsekvenser for alt fra fugles navigationsevner og insekters jagtmønstre til menneskers søvn og udsigt til nattehimlen.  Denne teknologiske nyhed har forstyrret den ellers så stabile rytme af lys og mørke, som livet har tilpasset sig, siden de første cyanobakterier indtog kloden for godt 3 milliarder år siden. Med solen, stjernerne og månen som de eneste lyskilder, har rytmen skabt et indre ur i cellerne på alle levende organismer.  Dette biologiske urværk kaldes også den cirkadiske rytme, og den er sat til cirka 24 timer i os alle sammen.   Men ifølge den svenske flagermusforsker Johan Eklöf har vi mennesker skudt den rytme godt og grundigt ud af kurs og skabt store problemer for os selv og andre arter i processen.  Lysforurening er nemlig et overset problem i biodiversitetskrisen, hvis man spørger ham. Manglen på mørke fragmenterer arters levesteder, forstyrrer deres parringsmønstre og gør det sværere for rovdyr at holde sig skjult for deres bytte.  Hør Johan Eklöf i samtale med interviewer Victor Boy Lindholm, når han udfolder, hvorfor vi bør slukke lyset noget oftere og lære at blive venner med mørket.

Tilbage i 1802 stod den tyske videnskabsmand Alexander von Humboldt nær toppen af vulkanen Chimborazo i Ecuador og blev ramt af en erkendelse, som sidenhen har formet vores forståelse af, hvordan verden sammen: alt er forbundet.    På vejen op havde han krydset adskillige klimazoner og kæmpet sig gennem jungle, tågeskov og højslette til den gletsjerdækkede vulkantop.     Knap 200 år senere gentog makroøkolog Carsten Rahbek turen gennem det forunderlige landskab i de sydamerikanske Andesbjerge. Også for ham satte den friske bjergluft og det artsrige økosystem gang i tankerne.     For Rahbek blev det tydeligt, at biologerne hidtil havde undervurderet livet i bjergene, og hans opdagelser skulle sidenhen omskrive en af biologiens fundamentale love. Han har sidenhen forsøgt at komme tættere på at besvare på biologiens fundamentale spørgsmål: Hvordan fordeles livet på jorden?     Men der er stadig uforklarlige observationer fra verdens bjergkæder, som ikke passer ind i forskernes modeller. Så måske biologiens love skal omskrives endnu en gang?     Sammen med naturformidler Alexander Holm kaster Carsten Rahbek et nysgerrigt blik på klodens højest beliggende økosystemer. For hvilke nye svar skal findes i bjergene? Skal biologiens gåder ved hjælp af gummistøvler eller computerkraft? Og kan naturkrisen løses ved at tænke som et bjerg?

Fysiker Peter Ditlevsen forsker i tipping points og har sammen med sin søster, statistiker Susanne Ditlevsen, forudset, hvornår et af Jordens vigtigste natursystemer kollapser: havstrømmene i Atlanterhavet, også kaldet AMOC (‘The Atlantic meridional overturning circulation’).  AMOC-kredsløbet sikrer opvarmning af landmasserne her i Nordeuropa og nedkøling i området omkring Ækvator og har afgørende betydning for opretholdelsen af vejrforhold og vandstande verden over.  Systemet af havstrømme kommer ifølge de to forskeres beregninger til at nå sit tipping point omkring år 2057 – et faretruende kollaps, der kan sammenlignes med, hvis Amazonas blev til en ørken, eller hvis indlandsisen smeltede fra den ene dag til den anden.  Hvis ikke udledningen af drivhusgasser falder drastisk inden for de næste 5-10 år, vil AMOC-kredsløbets kollaps ifølge de to Ditlevsen-søskende sandsynligvis være uundgåeligt.   Hvad er konsekvenserne af sådan et kollaps? Og hvor mange andre tipping points skal vi samtidig være opmærksomme på?  Få greb om videnskaben bag forudsigelsen af tipping points, når de to Ditlevsen-søskende i selskab med videnskabsretoriker Frederik Appel Olsen dykker ned i klimamodellerne.

Den amerikanske biolog Rob Dunns originale forskningseksperimenter viser, at der efterhånden finder lige så meget evolution sted i vores kornmarker, vores vægge og vores kropsbehåring, som der gør i den vilde, uberørte natur. Der er en livlig mangfoldighed af bakterier og mikroorganismer på og omkring os – fra bakterierne på vores hud og gæren i surdejen til stankelbenet på badeværelset og svampen på husmuren.   I sin bog ‘Belly Button Biodiversity’ beskriver Dunn et eksperiment, hvor han fandt intet mindre end 2.300 arter i menneskelige navler. Og i hans undersøgelser af biodiversiteten i amerikanske hjem fandt han og kollegerne næsten 200.000 arter – alene på første sal.  Men hvis vi skal have blik for vores bofæller, kræver det, at vi vænner os af med trangen til at sterilisere vores nære omgivelser og holde naturen ude af vores hjem.  For evolutionen finder sted, om vi vil det eller ej – og hvis vi smider de gode organismer ud med badevandet, skabes der gunstige forhold for antibiotikaresistente bakterier, skadedyr og parasitter.  Oplev Rob Dunn på årets Bloom, når han giver sit bud på fremtidens naturhistorie og vores sameksistens med mikroberne.

2024 blev året, hvor techmilliardæren Elon Musks firma Neuralink for første gang succesfuldt indopererede en hjernechip i et menneske, som gjorde patienten i stand til at kontrollere sin telefon – kun ved tankens kraft.     Det lille, bioteknologiske vidunder har potentiale til at lindre symptomer fra neurodegenerative sygdomme, kurere mennesker med kropslammelser og få blinde til at se. Og det er bare begyndelsen.     Målet med chippen er en dag at opnå en komplet symbiose mellem menneske, internet og kunstig intelligens, som kan øge hjernens kognitive funktion og potentielt gøre os alvidende fra den ene dag til den anden.     Men drømmen om menneske-maskine-symbioser er også et moralsk minefelt. For der er stadig meget, videnskaben ikke ved om vores komplekse hjerner.    Hjernekirurg Jens Christian Hedemann Sørensen og hans team har på dansk allerede haft held koble en gris på nettet. Og han mener, at det i vores levetid vil blive muligt at sammensmelte menneske og computer.     I selskab med lektor i filosof og etik Jens Christian Bjerring og moderator Lasse Foghsgaard tackler de nogle af de store spørgsmål, som den nye bioteknologi rejser.