Barakkerne del 2

Der er et magnetisk tiltrækningsfelt i Passagen, der bliver stærkere hen mod midnat. Juleaften. Det er der ikke noget at sige til, for man bliver rastløs, når julefedtet koagulerer i det brusende blod. Glædelig jul fra A6.

Velkommen til autofiktionens konfrontation mellem offer og bøddel. Velkommen til Barakkerne.

Jeg havde altid forestillet mig, at min barndom skulle forblive en hemmelighed. Og min ungdom. Men det er begyndt at gnave så meget i mig, og jeg skriver så meget rundt om det, og uden om det og samtidig så tæt på det, at jeg føler, at jeg på en måde lyver ved ikke at skrive direkte ind i det. Og jeg har ikke lyst til at være en, der lyver. Derfor har jeg besluttet at skrive om det. På min måde. På mine fragmenter. På min sandhed. For tiden rinder ud...

Der er en lampe, der oplyser broen nede fra. Der er ridset tegn ind i væggen i læskuret. Ifølge planen kører der ikke tog om natten. Men der står en skikkelse og skovler brevene ud. Så er det slettet. Der er ingen grund til noget, men så begynder den hylen i skinnerne, og lyskeglen i krumningen, det er deri faren ligger.

Når det er nat, og hovedvejen er for lang, er der banen. Sporene ligger boltet ned i svellerne. Det er den lige retning, med bløde overskuelige kurver. Men der er den hylen i skinnerne. Og der er den skikkelse, der materialiserer sig tre meter fremme.

Det bobler fra mosens bund. Hjelmen flyder på det urolige vandspejl. En glasfiberåkande. Det bobler fra mosens bund. Et fortidsdyr lever i dybet. Bider i motorcyklen, der drukner, mens luftfilteret kvæles i mosevand...

Det er en politisag. Det ses på den civile vogn, der kører ind ad vejen til ejendommen på en ubestemmelig, autoritær måde. Da køretøjet forlader ejendommen, er idyllen forsvundet. Lidt senere kører en cyklist ind til ejendommen. Han har en upassende opførsel. Det hindrer dog ikke, at der under den kejtede, næsten bizarre attitude, ligger et ønske om at være god.

Der er et hus.  Der er en kæde, men ingen hund. Det knaser i perlestenene. En engel åbner døren. Det er det eneste, der er konkret, resten er forbindelser mellem tiden og tre kroppe. Det ene øjeblik tætte og momentane. Det andet øjeblik borte. Det næste midlertidigt evige. Den gule cykel står låst op af et træ.

Der er alger på den sten, hvor gårdens navn stod, og på ydersiden af terrassedøren. Der er varmt. Der er et ur, der går. Theresa Rosasco har tolv kroner i mønter. To femkroner og to enkroner. Så er der altså en mening med det hele, og der kører en dueblå Volvo Amazon forbi.