134: DADA

“Ingen kan undslippe skæbnen. Ingen kan undslippe DADA”Men hvad er DADA? Og hvorfor DADA?  Som vært prøver jeg at gå kritisk og nysgerrigt til til DADA. Forbereder spørgsmål og gode passager. Men hurtigt viser det sig, at DADA ikke lader sig indfange af Brændende Bøgers sædvanlige fremgangsmåde. Og at programmet snart dekonstrueres yderligere af dagens gæst - den litterære blæksprutte Mads Joakim Skovgaard Holm - som på et tidspunkt i udsendelsen sender live fra en rundkørsel i Padborg. Lyt og DADA

I den græske mytologi finder vi fortællingen om Sisyfos, der vovede at udfordre guderne. Som straf blev han dømt til at skubbe en enorm rund sten op ad et bjerg til evig tid. Og hver gang han nærmede sig toppen, trillede stenen ned igen, og han måtte begynde forfra. Mange år senere, haha, I 1942, udgav den franske filosof og forfatter Albert Camus essayet Sisyfos-myten, hvor han bruger den græske myte som et billede på det moderne menneskes livsvilkår. For er vi moderne mennesker, ikke lidt som sisyfos, tvunget til at kæmpe videre, selvom livet ofte kan forekomme os ret absurd og uden den store klare mening? Men hvad nu, hvis Sisyfos ikke kun hører hjemme i den græske mytologi eller som metafor for det moderne menneske? Hvad nu hvis der fandtes en konkret nutidig pendant til hans straf, i form af et meningsløst fuldtidsarbejde på det danske arbejdsmarked? Det indtryk kan man få, når man læser en ny dansk kortroman ved navn ‘Detail’ hvor man følger en fortæller, der kæmper en, på mange måder, stejl kamp i detailhandlen.Lyt med, når vi taler med forfatteren til ‘Detail’ - Christine Lind Ditlevsen - om Sisyfos og det evige arbejde.

I den rablende koldkrigs-klassiker Cat’s Cradle, eller Da verden gik under, som den hedder på dansk, tager den amerikanske forfatter Kurt Vonnegut den kolde krigs vanvid helt bogstaveligt: Han lader simpelthen verden gå under ved at fryse den til én kæmpestor, isagtig masse.Mere præcist sker det gennem stoffet ice-nine, opfundet af en af fædrene til atombomben. Romanen udkom i 1963, kun et år efter Cubakrisen, da hele menneskeheden blev tvunget til at forholde sig til sin egen mulige udslettelse. Og selvom truslerne i dag ser lidt anderledes ud, føles de spørgsmål, Vonnegut stiller i romanen, mindst lige så relevante i vores tid med oprustning, frygt for AI og en klimakrise, vi tilsyneladende har svært ved at tage alvorligt. For hvorfor bliver vi ved med at opfinde teknologier, der kan slå os alle sammen ihjel? Og hvordan kan verdens ende være så sjov?Lyt med, når vi sammen med Nana Mille Nilsson dykker ned i Kurt Vonneguts satire over videnskab, religion og menneskelig dumhed.

Science fiction er den nye realisme, lyder titlen på et manifest, skrevet af et af Danmarks mest toneangivende mikroforlag, A Mock Book.Det er et manifest som argumenterer for science fiction som vores tids vigtigste litterære form eller genre, fordi den netop adresserer virkeligheden omkring os, som den rent faktisk er. En verden med uigenkaldelige klimaforandringer, krig, folkemord, teknologisk acceleration. Trods den alvorlige tone hører det til noget af den mest opløftende og håbefulde læsning, jeg længe har stødt på. De ser nemlig science fiction som intet mindre end en aktivistisk praksis, der hjælper os med at sanse, tænke og handle i en verden, der hele tiden forandrer sig. Og som en af de få genrer der tilbyder konkrete koordinater til en anden mulig fremtid. Velkommen til et metaafsnit af Brændende Bøger, hvor vi taler med forlægger Karsten Wind Meyhoff om den science fiction, som måske kan redde os fra en på mange måder skræmmende nutid.

Den japanske forfatter Sayaka Murata er kendt for at skrive om mennesker, som har svært ved at tilpasse sig samfundets normer og opskrifter på det rigtige menneske. Og måske især på den rigtige kvinde. Og måske endda især, når det kommer til det med at skabe familier og have sex.Og på mange måder virker hendes bøger til at reflektere over eller spejle den faktiske virkelighed i Japan, hvor fødselsraten hører til blandt verdens laveste. Så lav endda, at en regering nogle år tilbage erklærede en decideret sexkrise, afledt igen af det, de betegnede som ‘cølibatsyndromet’. Som et eksempel på, hvor slemt det står til, svarede næsten halvdelen af de adspurgte 16-24-årige kvinder i en nyere undersøgelse, at de ikke var interesserede i eller ligefrem følte sig frastødte af sex. Og samtidig er der åbenbart i Japan de seneste år vokset en trend frem, hvor man tager konsekvensen heraf og i stedet for en romantisk og seksuel partner indgår såkaldte venskabsægteskaber.Alle sammen tendenser, som efterlader nogle store spørgsmål: Hvordan kommer Japans samfund til at se ud i fremtiden, hvis familiestrukturen bliver opløst? Hvad sker der med et menneske, når sex og kærlighed ikke længere forekommer dragende? Og hvad ligger mon til grund for, at så mange mennesker har mistet interessen for noget, som burde være så naturligt?Præcis det virker Murata til at undersøge i bogen ‘En svindende verden’. Og præcis det taler vi om med digter, Tom Kampmann. 

I maj 1933 blev et af Europas mest progressive centre for seksualitet og seksuel frigørelse stormet i Berlin. Det såkaldte Institut für Sexualwissenschaft blev grundlagt i 1919 af lægen og sexologen Magnus Hirschfeld.Her forskede man i seksualitet, arbejdede for homoseksuelles rettigheder og forsøgte at skabe et samfund med større frihed for mennesker, hvis seksualitet og kønsidentitet brød med tidens normer.Men da nazisterne kom til magten blev instituttet, dets bibliotek og arkiver beslaglagt, og få dage senere blev bøger og materiale fra instituttet brændt på det store bål på Opernplatz i Berlin.Et stærkt symbol på det opgør, nazisterne indledte mod den seksuelle frigørelse, der havde præget dele af Weimarrepublikken. Tænk Babylon Berlin, Cabareter, fester, der aldrig stoppede.Men hvor omfattende var den frigørelse egentlig? Var denne såkaldte “dekadente” periode virkelig med til at bane vejen for nazisterne? Og hvad fortæller historien om forholdet mellem seksualitet og politik, stadig den dag i dag?Lyt med, når vi sammen med Johanna Thiery Aresvik taler om bogen, "Sex and the Weimar Republic."

Jeg tænker, at I også har hørt fortællingen om det Danmark, som især i 60’erne og 70’erne var kendt for sit store frisind. Et gæstfrit og åbent samfund, der omfavnede forskellighed. “Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her,” synger Gnags i deres kendte sang, Danmark.Men hvis du, ligesom jeg, er født i 90’erne eller senere, har du måske også haft lidt svært ved at genkende det billede i det Danmark, du selv er vokset op i. Et Danmark, hvor hele det politiske spektrum over mange år har bevæget sig længere og længere mod højre. Hvor indvandringsreglerne er blevet strammet, så Danmark i dag er blandt de lande, der stiller flest krav til mennesker, der ønsker at slå sig ned her. Og hvor racisme desværre stadig er en del af hverdagen for rigtig mange mennesker.I dagens afsnit af Brændende Bøger skal vi tale om en bog, der følger nogle af de første fremmedarbejdere, der rejser fra Pakistan til Danmark. Også selvom de nok ikke så sig selv fremmedarbejdere, men i stedet som individer på jagt efter succes, frihed, og muligheder.En drøm og et liv, som de i mange år lykkedes med at leve i den roman. Indtil racismen langsomt tager til. Og indtil deres hjemland og kultur igen begynder at trække i dem. Alt imens de efterlader et liv, og nogle børn, som på mange måder er splittet i midten mellem de to lande og kultur.Lyt med, når vi taler med forfatter Ayaz Shah om hans roman, De fremmede.

I 1930 udgiver den amerikanske forfatter William Faulker en bog ved navn As I lay dying, eller Da jeg lå for døden, på dansk.Ultrakort fortalt handler den om en fattig sydstatsfamilie, og deres tragiske rejse og strabadser for at få deres hustru og mor begravet. Hun har nemlig bedt om at blive begravet i sin hjemby Jefferson, og tiden er derfor meget knap, inden liget begynder at lugte og gå i forrådnelse i den trykkende varme. Der er omkring 60 kilometer derhen, og turen foregår med hestevogn.Alt synes imidlertid at arbejde imod deres mission: Floderne går over deres bredder, folk vender sig i afsky, når de kommer forbi, og undervejs begynder familien selv at gå i opløsning. Lyt med, når vi sammen med forfatter og litteraturanmelder Bo Heimann rejser gennem Syden i Faulkners udødelige klassiker. 

Forestil dig et menneske, der føler sig splittet i to.På den ene side finder vi en dannet, civiliseret mand med kærlighed til kunst, filosofi og klassisk musik. På den anden side er der så et dyr, en ensom ulv, som foragter det pæne borgerskab og længes efter at rive sig løs fra det hele.Sådan ser Hermann Hesses hovedperson Harry Haller sig selv i Steppeulven, der udkom i 1927. Det er en roman, som på mange måder virker til at være skrevet i skyggen af Første Verdenskrig, midt i en tid, hvor mange måske oplevede, at Europas gamle værdier ikke var gældende mere, en tid, som i bogen kaldes for syg.Steppeulven er derfor ikke kun en roman om et menneske i krise. Den er også et forsøg på at forstå identitet, ensomhed, kunst, begær og hvad der egentligt skete med det gamle Europa, efter krigen nulstillede alt.Og med tiden blev romanen faktisk til en af det tyvende århundredes mest indflydelsesrige bøger. Den blev omfavnet af bl.a. hippiebevægelsen, inspirerede musikere, kunstnere og tænkere – og bliver stadig i dag læst som en bog, der både diagnosticerer og forsøger at helbrede en sygdom i den moderne tilværelse.Lyt derfor med, når vi med forfatter Viggo Bjerring dykker ned, hvad der måske er Hermann Hesses mest berømte og indflydelsesrige roman. 

Har du nogensinde læst en bog, der forestiller sig et land regeret af kvinder?Nej?Jeg har i hvert fald ledt længe og bredt, men uden at finde særlig mange. Egentlig skulle man tro, at det var et oplagt udgangspunkt for spekulativ fiktion – især for forfattere, der er trætte af flere århundreders patriarkat.Om det netop var drivkraften bag, skal jeg ikke kunne sige. Men i 2010 udgav den nicaraguanske forfatter og poet Gioconda Belli romanen El país de las mujeres, som nu for første gang er udkommet på dansk under titlen Kvindernes Land.I romanen undersøger Belli, hvad et gynokrati – et samfund, hvor kvinder sidder på magten – ville betyde. Ikke bare for økonomien og politikken, men også for hverdagslivet, mændenes selvværd og selvforståelse, børnene og ikke mindst kvinderne selv. Hvordan ville et sådant magtskifte forandre samfundet? Og ville det – kort sagt – gøre det lykkeligere?Handlingen udspiller sig i det fiktive land Faguas, som minder slående meget om Nicaragua, hvor Belli selv som ung kæmpede som revolutionær for en bedre virkelighed.Lyt derfor med, når vi taler om en utopisk vision skrevet af en digter, der gjorde sine vers til et politisk våben.