Efter Alle Kunstens Regler

Samtalen med Simon og Snorre fortsætter og Nicolai bliver mere og mere begejstret jo længere vi kommer. For de to unge gallerister har ikke bare skabt deres egen dør ind til kunstverdenen, de har tænkt tingene helt grundlæggende igennem. Hvad kræver det egentlig at repræsentere en kunstner? Hvordan vælger man hvem man vil arbejde med og hvad skal kemien mellem galleri og kunstner kunne bære når det virkelig gælder? Vi taler også om hvorfor gallerier stadig kan føles så intimiderende at træde ind i og hvad man egentlig kan gøre ved det. Og til sidst åbner Nicolai op om sin egen start i 90'erne, hvor han hudløst ærligt fortæller om mødet med den rædselsfulde person fra Statens Kunstfond. Det var ikke rart. Men vi slutter heldigvis på en high.

Simon og Snorre mødte hinanden i skolen og i dag driver de galleriet Isaak Fangel i hjertet af Jægersborggade i København. Men vejen dertil var alt andet end lige. I dette afsnit får vi de herlige historier om hvordan det virkelig føles at åbne et galleri, både den store ferniseringsaften og den stille hverdag hvor døren ikke altid går op af sig selv. Og så fortæller de to fuldstændig uerfarne gallerister om hvordan de uden et øjebliks tøven ringede og skrev til alle de kunne komme i tanke om, fra Danmarks top 100 rigeste til Anders Matthesen og en stribe andre celebrities, bare for at sprede ét enkelt budskab: vi har åbnet galleri og vi har kunstnere du skal kende. Og ja, vi får også at vide hvem der faktisk svarede. En samtale fuld af beginner spirit, mod og begejstring og den urokkelige tro på at kunstverdenen ikke er et sted hvor man inviteres ind, men noget man selv skaber.

Vi fortsætter hvor vi slap og denne gang går vi efter den store fisk.Epstein-sagen afslørede noget, Nicolai og Jakob ikke havde forventet: De rige og magtfulde har forfærdelig smag. Ikke det mørke, mystiske, elegante, rituelle univers fra Eyes Wide Shut, men noget langt mere banalt og tarveligt. Hvad siger det om magten? Tog Jenny Holzer fejl?iPhonesene har allerede gjort os til cyborgs. Selfien foran kunstværket er blevet mere betydningsfuld end værket.Hvad laver Hieronymus Bosch i New Yorks subway, middelalderens mest paranoide og visionære maler. Og så det store konspiratoriske spørgsmål, Har Bellevue Teater egentlig vist andet end Folk og Røvere de sidste 20 år, og er det i så fald beviset på at vi lever i en simulation?

Kunstneren og forfatteren Jakob Boeskov, der til dagligt er bosat i New York, er hjemme på visit i København. Han inviterer Nicolai på kaffe på den genopståede 70er-legende Café Sommersko, men hvordan er cafeen i forhold til den oprindelige og er det overhovedet vigtigt?Nicolai har netop set en af Jakobs yndlingsfilm, My Dinner with André, og det rejser spørgsmålet: Hvad er stadigvæk autentisk? Hvad er iscenesættelse? Og kan man overhovedet skelne de to fra hinanden, hvis livet er blevet en performance og vi alle er blevet vores egen iscenesætter.Jakob kæmper i mellemtiden sin egen meget konkrete kamp. Er han ved at blive smidt ud af sin New York-lejlighed? Vi hører om fejden med udlejeren, hvad det vil sige at leve som kunstner i en by som stadigvæk inspirerer, men også fortærer sine egne og hvad Jakobs plan B egentlig er, hvis nu udlejeren vinder.Undervejs kommer vi forbi Fluxus-kunstnerne, der blev myrdet af deres udlejere - bogstaveligt talt. Vi taler om Rudolf Steiner, om Nietzsche på sindssygeanstalten og iPhonen som har udraderet det autentiske.Instrumentaliserede følelser kan være dødsensfarlige. De personlige følelser er knap så dramatiske, men de forurener vores dømmekraft. De nye diktatorer kommer ikke fra militæret. De kommer fra showbiz.

Kulturministeren har talt: Danmark mangler bronzestatuer af kvinder. Naturalistiske – og ikke mindst forbilleder for de unge piger.Men er en bronzekvinde på en sokkel virkelig det, 2026 har at byde på af feministisk fremskridt? Er vi tilbage til 1800-tallets måde at uddele ære og betydning på? Er det overhovedet kulturministerens opgave at spænde kunsten foran en politisk agenda? Og er det overhovedet kunst? Vil de unge piger, som kulturministeren ønsker at give rollemodeller, betragte en bronzestatue af en tidligere minister med beundring og inspiration?Bente Scavenius ved, hvad hun taler om. Kunstkritiker, forfatter og en af dansk kunstlivs mest skarpe stemmer gennem årtier – ikke fordi hun sagde ja til de faste stillinger, men netop fordi hun sagde nej. Hun byggede sit eget brand i en verden, der ikke ligefrem lå klar med røde løbere til kvinder med meninger.I denne episode får vi historier fra hendes inspirerende liv. Om samarbejdet og venskabet med punkgenerationens store guru, Poul Borum. Om Jens Jørgen Thorsen, den berygtede provokunstner, der blev lidt for glad for Bente i Per Arnoldis kunstquiz på monopoltidens DR i 80'erne. Og om hvordan man skaber sig en plads i dansk kunstliv uden at bede om lov.Og så tilbage til statuerne. For hvorfor er kvinder på sokler så tit nøgne – mens mændene får lov at beholde deres tøj på? Hvorfor er de nye forsøg enten ansigtsløse fremstillinger af prominente kvinder eller kitschede naturalistiske skildringer, der mest af alt ligner noget billigt kitsch fra en souvenirbutik? Hvilke af de nyeste statuer fungerer – og hvilke absolut ikke?Og frem for alt: Hvem fortjener egentlig en statue?Småkagebageren og industrialisten Karen Volf? Eller Barbie Girl, millionsælgeren og Danmarks måske mest eksporterede kunstneriske udtryk nogensinde – Aqua-Lene?Vi kan afsløre, at det var så sjovt og interessant at tale med Bente Scavenius, at vi alle tre – Bente, Andreas og Nicolai – besluttede, at det ikke er sidste gang, vi taler sammen.Vi ønsker alle en god 8. marts

Men samtalen tager sin begyndelse et helt andet sted: 90ernes upolerede New York, hvortil Kristoffer drog afsted for at opsøge resterne af Andy Warhols legendariske The Factory. Den var væk – men i stedet fandt han sit eget frirum som natportier på et skummelt hotel, hvor han blev venner med en gruppe dragqueens og rullede ned ad Broadway på rulleskøjter, når han ikke udforskede New Yorks gader som en karakter i en Paul Auster roman, iført sine specialfremstillede briller.Vi hører også om hans formative rejser som barn til Østblokken og senere til Rusland – oplevelser, der for alvor åbnede hans øjne for kunstens betydning og kraft, og om hans tid i Paris hvor han læste filosofi og holdt vilde fester hvor han uvidende havde Daft Punk som DJs.Det er en samtale om at miste sig selv i filosofi og finde sig selv i livet – og om hvad der sker, når man tør følge sin nysgerrighed.

For nogle år siden lancerede DR et nyt og anderledes kulturprogram: Kunstnerkolonien.Et program, der blandede kunstnerportrætter og reality-tv på en måde, vi aldrig før havde set på dansk tv. Over flere afsnit fulgte vi en gruppe kunstnere, der i to intense uger boede og arbejdede sammen i Skagen – med alt, hvad det indebærer af kunstnerisk skabelse, samarbejde, glæder og frustrationer – og som kulminerede i en fælles udstilling.Værten på Efter Alle Kunstens Regler, Nicolai Wallner, blev straks grebet af det originale format, som gav seerne en sjælden adgang til kunstnernes arbejdsproces, deres kampe, glæder og de relationer, der opstod undervejs. For Nicolai blev Kunstnerkolonien hurtigt et fast ritual – en serie, han har fulgt trofast og med stor entusiasme gennem alle fem sæsoner.I dette afsnit tager vi dig med bag kulisserne, når vi sammen med seriens skaber og producent, Christian Vorting, hører om programmets tilblivelse og nogle af de mange uforglemmelige øjeblikke, der har gjort Kunstnerkolonien til et must-see for mange kunstelskere. Vi får også historien om, hvordan idéen voksede frem under coronanedlukningen, hvordan kunstnerne bliver castet, og hvordan Christian gik fra reality-hits som Robinson Ekspeditionen til at skabe kunst- og kultur-dokumentar.Vi taler også om det fantastiske og ret vilde spin-off program, Uden Filter, med Frederik Næblerød, hvor kunstneren gik kreativt bananas i Italien og samtidig blev et stort navn i den danske kunstverden.Vi ser også på, hvordan serien har været med til at udbrede kendskabet til både etablerede og unge kunstnere og givet et unikt indblik i den danske kunstscene.
Glæd dig til en samtale fuld af herlige anekdoter, skarpe refleksioner og masser af kærlighed til kunsten og dem, der skaber den.

Martin Kongstad er kendt for meget – han er forfatter, musiker, skuespiller, journalist og manden bag den succesfulde podcast Béarnaise er Dyrenes Konge. Men for 12 år siden skrev han en roman, der tog udgangspunkt i den danske kunstscene – en verden, han selv har fulgt tæt som en hang-around med et vidensbegærligt blik for kunstscenens mekanismer.I denne episode taler vi med Martin om, hvordan kunstverdenen er interessant materiale til en roman – fyldt med karrierer, succeser, intriger, store ambitioner og bristede illusioner. Vi hører om hans oplevelser med kunstnere, gallerister og samlere og ser på, hvad han opfatter som de evigt fascinerende dynamikker i kunstmiljøet.Vi vender også blikket mod 90’erne og Magasin Schäfer, som han var med til at skabe – et projekt, der satte sin helt egen humoristiske dagsorden i datidens kulturmiljø.Lyt med til en samtale om kunst, litteratur og insiderfortællinger fra en af dem, der har betragtet det hele fra sidelinjen – med både skarphed og humor.

I de senere år har vi set en bølge af kunstudstillinger dedikeret til kvindelige kunstnere – oversete kvinder, fantastiske kvinder og kunstens kvinder – mod alle odds, som udstillingerne proklamerer. Men hvordan skal vi forholde os til disse udstillinger, og hvad er det, museerne ønsker at fortælle med de mange kvindeudstillinger? Risikerer vi, at kunstnere reduceres til deres køn frem for deres kunstnerskab? Samtidig ønsker kulturministeren flere kvindelige statuer i bybilledet, så unge kvinder kan spejle sig i forbilleder. Men er bronzestatuer virkelig svaret? Og mens debatten om ulighed og kønskvoter fortsætter, har vi nu fået et officielt maleri af 30 kvinder i Folketinget. Et stærkt signal om kvinders rolle i politik i dag – eller endnu et forsøg på at rette op på fortidens diskrimination med et penselstrøg? Men hvad er en kvinde? Og hvorfor er kvinder egentlig seje? Dette er en samtale med kunstskribent på Dagbladet Information, Bodil Skovgaard Nielsen.

Hvordan bliver man kunstanmelder, og hvad kræver det at skrive om kunst på det intelektuelle Dagblad Information?Vi har besøg af Bodil Skovgaard Nielsen, der som student fik det højeste gennemsnit på Roskilde Katedralskole, valgte at læse litteraturvidenskab og i dag er en markant stemme i kunstkritikken. Vi taler om vejen ind i faget, hvad det vil sige at bedømme kunst, og hvordan man som anmelder håndterer den magt og indflydelse, der følger med. Hvordan forvalter man ansvaret over for kunstnerne, publikum og kulturinstitutionerne? Og hvad bringer fremtiden for kunstanmeldelsen i en tid, hvor meninger flyder frit og endeløst på sociale medier?