Rodfæste

Jordiske Aftener blev mit første skridt at finde andre, der deler min længsel om at høre til – og finde forbundethed til jorden og mening i både fortidige og oprindelige folks visdomstraditioner.Dette er historien om, hvordan vi fandt hinanden – og hvordan vi sammen skabte det mødested, som vi selv savnede. Bare et sted, hvor vi kan mærke, at vi ikke er alene med vores længsler. Et sted, hvor vi kan minde hinanden om, at det ikke er os, der er sære. Det er blot fordi vi lever i sære tider.Hvis du vil have invitationer til kommende Jordiske Aftener og høre mere om muligheden for at blive medvært, så kan du tilmelde dig Jordiske Afteners nyhedsbrev her***Mit speciale var baseret på mit feltarbejde blandt open source-programmører, der arbejdede sammen online omkring styresystemet Ubuntu Linux.Vi var fire – Carina Lyall, Rune Hjarnø, Henriette Bachmann og jeg – der mødtes i foråret 2025 og udviklede konceptet og idéen til de Jordiske Aftener. I sidste ende var det dog primært Henriette og jeg, der påtog os værtskabet, eftersom Rune flyttede til Jylland og Carina i samme periode stod for samtale-rækken “Samtaler om forbindelse og forandring”, som fandt sted i Kulturhuset Islands Brygge umiddelbart inden hver Jordisk Aften. Og på den måde var hun også medvirkende til at trække folk med videre til fællesspisning og samtaler.Citatet fra Robin Wall Kimmerer stammer fra dette interview.Julebukparaden er et årligt tilbagevendende vinterkarneval med afsæt i nordisk animistiske traditioner.Du kan læse mere om “Gratitude Feasts” i Adam Wilsons kommende bog “This Food is a Gift”, der udkommer i begyndelsen af 2027.Du kan læse mere om tankerne bag Brian Eno begreb “scenius” i hans dagbog “A Year with swollen Appendices” (1996).***Til inspiration kommer her Samtalemenuen fra vores allerførste Jordiske Aften. Spørgsmålene er tiltænkt som inspiration til og afsæt for samtalerne. Det er ikke en check-liste, som man skal igennem. Man vælger bare lige det eller de spørgsmål, der vækker genklang. Og hvis der ikke lige er noget, der inspirerer, lægger man det bare menuen fra sig og snakker om noget andet.SAMTALEMENU fra Jordisk Aften, torsdag d. 23. oktober 2025 Hvorfor er du kommet i aften? Fortæl om en oplevelse du har haft, hvor du søgte eller oplevede forbundethed med den levende verden. Hvad gør du for at finde forbundethed? – Har du en praksis? Er der bestemte visdomstraditioner, som du er særligt optaget af eller nysgerrig på? – Hvorfor? Hvad ville du ønske, at nogen havde lært dig?***Den afsluttende sang hedder “Jeg synger mig ind”, og er skrevet og komponeret af Susanne Schmidt, der også går under kunstnernavnet Kraftkvinden.Du kan finde sangen med tekst og akkorder til download på hendes hjemmeside.Stor tak til Susanne for at lade mig bruge sangen og optagelsen her.***Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre. This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk

I sidste afsnit fortalte jeg historien om de fire bjerge. Om at finde sin medicin og finde sin vej i verden.I dette afsnit deler jeg mine egne refleksioner over, hvad historien har vakt i mig – og hvad jeg har lært om min medicin – og det arbejde, der ligger deri.Det handler ikke bare om det demokratiske værtskab, som jeg har arbejdet med at udvikle de seneste år. Det handler om et endnu bredere værtskab, der kan hjælpe både mennesker og mere-end-menneskelige væsener med at knytte bånd til hinanden – og til selve det landskab, som de deler…Jeg kan varmt anbefale Vanessa Machado de Oliveira’s bog “Hospicing Modernity” hvor jeg først stødte på historien om de fire bjerge. Det er en udfordrende, men meget tankevækkende bog, som er svær at opsummere. Men grundlæggende handler den om at give redskaber, sprog og indsigt, der kan hjælpe os til at lære at møde verden med ydmyghed og ansvarlighed.Min bog hedder “Følelsen af demokrati” og består af seks historier, der hver især udforsker forskellige sider af demokratiets følelsesliv – den kropslige oplevelse af at engagere sig demokratisk – og bruge sin stemme i og med et fællesskab.Gennem de sidste år har jeg haft den store glæde at arbejde sammen med Paul Natorp, Kristin Birkeland og Morten Daus-Petersen fra Sager der Samler om at udvikle demokratisk værtskab som metode til at styrke hverdagsdemokratiet. Sager der Samler er et demokratihus i Aarhus, som jeg kun kan anbefale, at du tager hen og besøger, hvis du er i nærheden.En af de sager, der har hjemme hos Sager der Samler er Arternes Ambassadører, der arbejder for at give biodiversiteten en stærkere stemme i samfundsdebatten ved at være talspersoner for specifikke dyre-, plante- eller svampearter, der lever vildt i den danske natur. Citatet fra Wendell Berry om kærlighed og hengivenhed stammer fra hans “Jefferson Lecture” fra 2012 med titlen “It all turns on affection.”Citatet fra William Blake stammer fra hans bog “Jerusalem: Emanation of the Giant Albion” fra 1804 (som jeg på ingen måde kan påstå at have læst. Jeg har bare hørt lige denne godbid og tyvstjålet den).Citatet fra Adam Wilson med hans forklaring på, hvorfor han ikke længere kan tage imod betaling for det lammekød og den mad, han producerer, kommer fra hans nyhedsbrev “The Food Church” fra oktober 2023.Citatet fra Sharon Blackie stammer fra et fremragende interview i podcasten Forest of Thought (som jeg i øvrigt varmt kan anbefale).Citatet fra Martin Shaw om “at være en del af landskabet, der midlertidigt bevæger sig rundt i menneskeform” kommer fra dette nyhedsbrev. Citatet fra Tyson Yunkaporta kommer fra et interview i podcasten “The Mythic Masculine” fra november 2020.Citatet fra Zapatisterne (Ejército Zapatista de Liberación Nacional) kommer fra deres “Fjerde Erklæring fra Lacandón-junglen” fra januar 1996.Wendell Berry’s bemærkning om “den eneste sande og effektive “brugsmanual for rumskibet Jorden” stammer fra hans essay “The Work of Local Culture”. Den afsluttende sang hedder “Langebjerg”, og er skrevet af Andreas Lloyd med melodi af Sofie Marie Billekop. Sangen er indspillet og indsunget af Sofie Marie Billekop.Her er teksten:LangebjergLangebjerg Mægtig, bestandig Varm og forstandig Langebjerg Langebjerg Du har stået her i titusinde år Knejser stadig, trods tidernes sår Du skærmer alle os, som får din omsorg, varme og tryggere kår Dine vætter fylder landet med liv Her er du alle arters vært og viv Her får alle fuglene lyst til at bliv’ Her kan alle spirer vokse og giv’ Langebjerg Mægtig, bestandig Varm og forstandig Langebjerg Langebjerg Fra din top ser jeg både skov og hav Solen på sin rejse, lyn og tordenbrag Månen mellem skyernes lange drag Du taler sagte, men stiller dog krav I din favn kan jeg finde tiltrængt ro Hos dig kan jeg leve og bo Slå mine rødder, spire og gro Aldrig alene, altid mindst os-to Langebjerg Mægtig, bestandig Varm og forstandig Langebjerg Langebjerg Du er vor forfader og bedstemor Vi hylder dig med vores ydmyge kor Vi er så små og du er så stor Vi ærer dig med sang, gaver og ord Langebjerg Mægtig, bestandig Varm og forstandig Langebjerg LangebjergTak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre. This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk

Dette er en historie om fire bjerge, der repræsenterer fire stadier af livet. Omdrejningspunktet for historien er hvordan du kan finde din medicin – de unikke gaver, som du har at give til verden. Og hvordan du kan lære at tilberede og bruge denne medicin til gavn og glæde for folk omkring dig. Historien blev oprindeligt fortalt af en Cree-ældre ved navn John Crier til forskeren Vanessa Machado de Oliveira i 2015. Sidenhen har Vanessa fået lov til at videreformidle historien, dels igennem “Gesturing Towards Decolonial Futures” – det indfødte forskerkollektiv, som hun er en del af. Dels i sin bog “Hospicing Modernity.”Og nu genfortæller jeg den her.Dette afsnit er baseret på et nyhedsbrev, som jeg sendte ud i marts 2024. Illustrationerne er lavet af Peter Schulz Schovsbo særligt til denne historie. Stor tak til Peter for at bidrage med disse tegninger.Den afsluttende sang hedder “Pilgrim” , og er skrevet og komponeret af Fin Greenall, også kendt som Fink. Sangen er her fortolket af bandet Place on Earth i forbindelse med TV-programmet X-Factor i 2018. Stor, stor tak til Place on Earth – Katrine Ørnfelt, Mille Hassenkam og Andreas Falch Kruse. Og til Jan Lagermand Lundme fra DR og Kristian Ladegaard Pedersen fra BLU – produktionsselskabet bag X-Factor – for at give deres tilladelse til, at jeg må bruge sangen her. Her er teksten:Pilgrim af FinkCome a long way, come a long way Come a long way Not to work it out As cold comfort wraps around you in the dark Come a long way Come a long way not to ask the question that’s been on your lips all the way Spit it out The words come out, yeah it’s already not as heavy as before Come a long way Come a long way Come a long way Come a long way Just to say Doesn’t matter when it mattered yesterday And tomorrow ain’t too far Come a long way From small beginnings Come a long way From small beginnings Come big endingsTak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre. This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk

Efter jeg er blevet syg, er der flere og flere, der siger, at de vil bede for mig. Eller at de sender tanker eller god energi i min retning. De kæmper lidt med ordene, men intentionen er der. Det viser det mærkelige rum, som bøn og tro indtager i vores kultur i dag. Jeg har altid haft det svært med organiseret religion. Men gennem de senere år har jeg fundet min egen tro. Jeg har stykket den sammen, som en suppe lavet af ting, der har ligget bagerst i køleskabet, og nu trænger til at blive brugt.I dette afsnit fortæller jeg lidt om den gryderet af forskellige rester og stumper, som min tro af gjort af.Dette afsnit bygger på en morgensamling, som jeg holdt på Jyderup Højskole i foråret 2021.Efterhånden som min sygdom udvikler sig, har jeg mistet lungekapacitet og stemmekraft. Det smitter af på denne optagelse. Jeg håber dog, at det er til at holde ud at høre på.Jeg hørte Niels Lyngsø fortælle om intention og bøn til seminaret “Sangens Kraft” på Vartov d. 3. september 2026. Historiefortælleren Martin Shaw spørger ofte sine elever “I hvis tempel tjener du?”Billedet med at sammenstykke sin tro af gamle rester fra bagerst i køleskabet kommer fra digteren John Paul Davis’ digt Epigenetics fra samlingen Climbing a Burning Rope fra 2024.Kvækernes engelske hjemmeside rummer en god introduktion til deres værdier og praksis.Citatet fra Alan Watts kan blandt findes i denne utroligt peppy video. Jeg kan igen kun anbefale Robin Wall Kimmerers Braiding Sweetgrass.Den bedste, mest praktiske og konkrete introduktion til Nordisk Animisme er nok Anette Høsts bog Jorden Synger.Du kan høre Asgeir Trausti’s udgave af Hljóða Nótt her.Den afsluttende sang hedder “Kære Jord”, og er skrevet af Andreas Lloyd med melodi af Sofie Marie Billekop. Sangen er indspillet og indsunget af Sofie Marie Billekop.Her er teksten: Kære Jord Kære Jord, nu bli’r du atter grøn Rødder drikker fra livets brønd Knopper, blade lyser skoven op Alle deler vi den samme krop Vender sig mod solen Varme Jord, vi deler åndedræt når vi ligger i din sommernat Dufte, stemmer før dagen gryr Af den samme tråd vi alle syr Spiser himlens lys Hellig Jord, lyt nu til vores bøn Påkalder dig, både datter og søn Takker for alt, hvad du har givet os Overvinder vores unge trods Frugter falder ned Mørke Jord, stilheden sænker sig falmer, visner, frosten låser dig En dag løsnes vi fra dit bånd Forfædre bli’r vi i fælles ånd Men ikke endnu Nej, ikke helt endnuTak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre. This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk

En af de bærende modeller for, hvordan vi forstår menneskelige behov, blev udviklet efter et 6-ugers feltarbejde hos Siksika-Blackfoot-stammen i sommeren 1938. Men hidtil har vi kun hørt om resultatet – teorien og modellen – og ikke om, samfundet og kulturen, der rent faktisk inspirerede den.For det viser sig, at Siksika’ernes egen forståelse af deres behov, og den måde de indrettede deres samfund på, på mange måder står i fuldstændig modsætning til den model, som Abraham Maslow udviklede. I dette afsnit af Rodfæste fortæller jeg historien om hans feltarbejde, og om det fletværk af menneskelige behov, som han mødte hos Siksikaerne (og som han mente lå for langt fra vores vestlige kultur til, at han kunne bygge en universal model om menneskelige behov på den).Dette afsnit bygger til dels på et Rodfæste-nyhedsbreve ved navn “Demokratiets Behovshierarki” fra d. 15. januar 2024. Jeg kendte slet ikke til historien om Abraham Maslows feltarbejde hos Siksikaerne, før jeg stødte på denne artikel af aktivisten og iværksætteren Teju Ravilochan, der er dykket dybt ned i hele historien, og udfolder den nye, indfødte kritik af Maslows behovsmodel.Maslow beskriver sin behovsmodel og sin definition af selvaktualisering i sin videnskabelige artikel “A theory of human motivation” i tidsskriftet Psychological Review fra 1943. Ryan Heavy Head præsenterer sin kritik af Maslow i en forelæsning, der kan findes i Blackfoot Digital Library.Citatet fra Dana Arviso kommer fra Edgar Villanueva’s bog “Decolonizing Wealth”, som Teju Ravilochan citerer i sin artikel.Cindy Blackstock beskriver sin alternative behovsmodel i artiklen “The Emergence of the Breath of Life Theory” i Journal of Social Work Values and Ethics.Citatet fra Tyson Yunkaporta kommer fra side 15 i hans bog ”Right Story, Wrong Story” Den afsluttende sang hedder “Owl Dance”– sunget og spillet af Siksika Ramblers live til en Pow-wow i slut-1990erne. Stor tak til høvding Samuel Crowfoot fra Siksika Nation, der har givet mig tilladelse til at bruge sangen her. Som han siger: “Disse sange er blevet optaget, så hele menneskeheden kan blive rørt af dem!”Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre. This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk

Hayao Miyazaki’s film Prinsesse Mononoke er et komplekst eventyr, hvor mennesker og ånder mødes og strides. Men Miyazaki siger selv, at historiens sande hovedperson er skoven, historien finder sted i: Den skov, der har levet i alle japaneres hjerter siden oldgamle dage.For selvom Japan nu er et af de mest højteknologiske og industrialiserede lande i verden, så ligger tilknytningen til landskabet stadig lige under overfladen. Med Shinto – den oprindelige, indfødte religion i Japan – er landet fyldt med templer, altre, ceremonier, traditioner. Det er ikke bare gamle sagn. Det er levet hverdagsliv.I Danmark ligger vores animistiske traditioner meget dybere begravet. De har overlevet i folketroen, i myterne, og i sproget – som sølverne svampetråde i undergrunden af vores fælles ubevidste. Der er stadig en skov i vore hjerter. Og selvom den ikke længere dækker vores bakker og dale, så kan den vækkes til live igen.Det handler dette afsnit af Rodfæste om.***Dette afsnit af Rodfæste er baseret på nyhedsbrevet “Skoven i vore hjerter”, som jeg udgav d. 21. oktober 2024.Du kan se Prinsesse Mononoke ganske gratis på Filmstriben.dk.Citaterne fra Hayao Miyazaki kommer fra dette interview om arbejdsprocessen omkring Prinsesse Mononoke.Du kan læse mere om Rune Hjarnø Rasmussen og hans arbejde med nordisk animisme på hans hjemmeside Nordicanimism.com.Rune fortæller også om Ragnarok-myten og Ask Yggdrasil og meget mere i afsnit 10 af Danmarks Naturfredningsforening glimrende nye podcast Livets Kilde.Jeg stødte først på begrebet biofoni og optagelsen af “Kvinder samler svampe” i BBCs science fiction-podcast-serie Forest 404. Det er en enormt vel-tilrettelagt fortælling fra en fjern fremtid, hvor livets balance er slået helt i stykker (og dog. Ikke alt er tabt, for noget lever videre – i glemte sprækker. Life finds a way).Det jeg især godt kan lide ved serien er, at hvert afsnit er delt i tre: Dels selve historien, der fortælles, dels et interview bagom nogle af de idéer, der udfoldes i historien, dels et lydbillede, der vækker historie og idéer til live på en helt tredje og overraskende måde. I forbindelse med det første afsnit er der et glimrende, kort interview med musikeren Cosmo Sheldrake, der fortæller om biofoni, “Kvinder samler svampe” og om, hvordan menneskeskabt lydforurening påvirker livets kredsløb omkring os.Citatet fra Cosmos bror Merlin Sheldrake kommer fra dette indlæg fra nyhedsbrevet Full of Noises.***Den afsluttende sang hedder “Kvinder samler svampe” – og kan findes på pladen The Music Of The Bayaka: Volume I – sammen med mange andre af Louis Sarno’s optagelser fra Bayaka-folket.Stor og dybfølt tak til Bernie Krause og hans forlag Wild Sanctuary for at give mig tilladelse til at bruge optagelsen i sin fulde længde her. Jeg kan varmt anbefale at gå udforskning i deres store katalog af optagelser af biofoniske lydbilleder fra hele verden.***Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre. This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk

Biologerne laver ofte flotte diagrammer over økosystemer, der viser sammenhængene og relationerne mellem jordlagene, mikroorganismerne, planterne, insekterne og dyrelivet. Men i alle disse diagrammer er der altid én art der mangler: Os.For biologerne ser aldrig os mennesker som en del af de økosystemer, de kortlægger og beskriver. Måske er det derfor, at vi har så svært ved at se os selv spille en positiv rolle i alle de kredsløb, der findes i den levende verden omkring os.Men det er på ingen måde umuligt for os at skabe gensidigt fordelagtige relationer mellem os og andre arter. Det kræver blot, at vi tager ved lære af nogle af de andre arter, der spiller afgørende, positive roller i deres økosystemer.Det udforsker jeg nærmere i dette afsnit af Rodfæste.***Dette afsnit bygger på to tidligere Rodfæste-nyhedsbreve: “Den sidste sten i buen” fra d. 17. december 2024, og “Hun må vakle for at holde sig oppe” fra d. 25. januar 2025.Historien om Bob Paines forsøg på stranden på Makah Bay kommer bl.a. fra Ed Yongs fine portræt i Nature Magazine fra 2013.Bob Paine og Boris Worms tanker om mennesket som hyper-nøgleart kommer fra deres videnskabelige artikel om “Humans as a Hyperkeystone Species” i journalen Trends in Ecology & Evolution fra august 2016.Robin Wall Kimmerers historie om hendes studerendes svar på hendes spørgeskema kan læses i det allerførste essay “Skywoman Falling” i hendes fantastiske bog “Braiding Sweetgrass” fra 2013.Lucas Buchholz fortæller om sine erfaringer hos Kogi-folket i sin TedX-talk “How to become indigenous to earth again”.Historien om lokale oprindelige australieres små kontrollerede afbrændinger, der sikrer mod skovbrande, bliver bl.a. fortalt i dette fine indslag fra ABC Australia.Adam Wilsons smukke beskrivelse af “at se vores liv som afspejlinger af den vedholdende gavmildhed, der kommer til os hver eneste dag fra landskabet omkring os – at udvirke agtelsens mildhed” kommer fra hans nyhedsbrev fra d. 16. december 2024.***Den afsluttende sang hedder “Vi kan ikke leve alene” med tekst af Anne Dorte Michelsen og musik af Michael Bruun og Klaus Kjellerup. Denne udgave er sunget af Vodskovs Kirke Pigekor i et arrangement af Tine Ohrt. Stor tak til korleder Martin Kjeldgaard for at give mig lov til at bruge optagelsen her.Her er teksten:Stranden kan man ligge påhavet og himlen kan man kigge på skoven og fuglenes vingeslag luften og jorden skal vi leve af vil vi bevare det må vi forsvare det Solen og græsset under træerne lykke som vi får forærende alt det der ikke kan tale selv det må vi lytte til alligevel blomsterne dyrene markerne skyerne det er den chance vi har For vi kan ikke leve alene nej vi kan ikke sige farvel for den verden vi misbruger nu er i os selv Vinter med is på alle søerne og så et forår så forførende***Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre. This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk

Jeg bor i en lille landsby, hvor vi hele tiden gør hinanden tjenester: Kigger efter katten. Vander blomsterne. Låner værktøj. Passer hinandens børn. Låner en bil. Hjælper med at løfte tunge ting. Når man bor et lille sted er det meget tydeligere, at man er afhængig af hinanden.Vi gør hinanden tjenester, fordi det er sådan vi bygger relationer. Du gør aldrig regnskabet op, fordi du hele tiden ønsker at forblive i relation. Der skal hele tiden været lidt ubalance.Men det kræver, at vi ikke bare er gode til at give – men også er gode til at bede om hjælp – og til at tage imod. Det er at at nabo’e – naboskab som verb.Her fortæller jeg om hvordan vi er naboer, der naboer.***Dette er det første Rodfæste-afsnit, hvor jeg taler uden et egentligt manuskript. Det frie ord gør det hele lidt langsommere og mere eftertænksomt. Min stemme var heller ikke så stærk denne dag, men jeg kan godt lide resultatet. Håber, at I har det på samme måde.Shekufe Tadayoni Heiberg har påbegyndt opslagsværket “Livets Verber” – en ordbog med en ny form for verber, som skal vise os mennesker muligheden af at opfatte verdens dyr, planter osv. på andre måder, end vi er vant til. Nemlig med værdi i sig selv og som livsformer, som vi stadig har uendeligt meget at lære af. “At nabo’e” vil passe lige ind i bogen, hvis det ikke allerede er der.Adam Wilson skriver et ugentlig nyhedsbrev under titlen The Peasantry School, som jeg varmt kan anbefale.Desuden er Adam netop nu ved at samle 8 års erfaringer med radikal gavegivning og naboskab i bogen “This Food is a Gift: Practical Experiments in Neighborly, Non-Market Farming and Feeding”, som udkommer i foråret 2027. Du kan læse mere og støtte Adam og bogens udgivelse og udbredelse på hjemmesiden www.thisbookisagift.org.Den svenske filmskaber Mattias Olson besøgte Adam Wilson sidste år, og lavede en lille film om Adams arbejde med naboskab. Den er en rigtig god introduktion, hvis du er nysgerrig på at høre mere om Adams arbejde og tanker:Bjergsted Beboerforening har udgivet to bøger med titlen “Bjergsted – en landsby fortæller” med vidnesbyrd og erindringer fra gamle Bjergsted-borgere. Det er påfaldende, hvor meget disse historier minder om dem, som Adam Wilsons gamle naboer fortæller.Jeg har ikke kunnet genfinde interviewet med præsten, der taler om de to forskellige slags bisættelsestaler.***Den afsluttende sang hedder “The Ballad of Old Sally”, og er skrevet, komponeret, spillet og indsunget af Sam Bliss – her i en live optagelse fra Bremen Cafe i Milwaukee, d. 15. januar 2026 (og ikke, som jeg vist kom til at sige, i en kælder i Vermont 🙈):Her er teksten, så du kan læse med.Stor og dybfølt tak til Sam for at lade mig bruge sangen her.***Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre. This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk

Tech-moguler som Elon Musk, Mark Zuckerberg er præget af de samme historier, som jeg voksede op med. Computerspil, der alle gav mig rollen som den afgørende figur, der vender slagets gang og redder verden. Jeg tror, at vi er mange (mænd?), hvis selvforståelse er blevet præget af disse heltefortællinger. Men i modsætning til os andre har tech-mogulerne formået at udleve denne higen efter at være helten gennem en utålmodigt og arrogant udviklingstrang, der nok bedst er opsummeret i Facebooks mantra "Move fast and break things"Men vi kan ikke løse problemerne med de samme historier, der har skabt dem. Vi har ikke brug for mere “move fast and break things.” Vi har brug for “move slow and mend things” – langsomme, omhyggelige lapninger… Dette afsnit er en revideret og udvidet version af mit indlæg “Move slow and mend things” fra februar 2025. Tak til Paul Natorp, Ida Burchardi, Kåre Wangel og Jan Aksel Harder Klitgaard for gode og indsigtsfulde kommentarer, der har været med til at skærpe det, jeg gerne vil sige.Joseph Campbell introducerer sine tanker om helterejsen i sin bog The Hero With a Thousand Faces.Kurt Vonnegut fortæller om forskellige narrative strukturer og “manden i hullet” i denne fine forelæsning.Denne artikel udfolder Mark Zuckerbergs forhold til computerspil og kejser Augustus.Her er et eksempel på Elon Musks brug af computerspilsbegrebet “NPC’ere” til at gøre grin med sine modstandere.Ursula Le Guin’s tekst om bærepose-teorien kan findes her på originalsproget. Den findes også i en smukt oversat dansk udgave fra Forlaget Virkelig.Artikel fra Scientific American med ny forskning der viser, at teorien om, at mænd var jægere og kvinder var samlere, er forkert. Desværre er artiklen bag betalingsmur. Men den er er værd at læse, hvis man kan få fat i den!Der findes mange eksempler på “udligningsmekanismer” blandt oprindelige jægere-samlere for at sikre social lighed og sammenhængskraft. Her er et eksempel fra Ju/’hoansi-folket i Kalahari-ørkenen. I en klassisk antropologisk artikel fra 1969 forklarer en af de lokale det sådan her: “When a young man kills much meat, he comes to think of himself as a chief or a big man – and thinks of the rest of us as his servants or inferiors. We can’t accept this ... so we always speak of his meat as worthless. This way, we cool his heart and make him gentle.”Vi slutter med sangen “Noget om Helte”, med tekst af Halfdan Rasmussen og musik af Robert Normann. Her smukt, smukt fortolket af Bjørn Fjæstad. Stor tak til Bjørn for at lade mig bruge hans udgave af sangen her. Her er teksten: Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor. Der står krokus i min have, der står øller på mit bord. Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø. Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj. Jeg har sået kruspersille, og et brev med pure løg. Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot, jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt.Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk. Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk. Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak. Jeg vil ikke slås med bisser, jeg vil så og ikke slå. Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på. Der er nok af danske helte som er danske hele dag’n, og går rundt og spænder bælte, mens de råber; Fy for Fan. Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd. Jeg reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd. Jeg får nerver og migræne blot jeg skær’ mig på en dolk, og vil hell’re slå min plæne, end slå løs på pæne folk. Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord. der er øller i min mave, der står krokus på mit bord. Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre. This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk

Den største last, jeg har haft i mit liv, har været computerspil. Det lyder ikke så farligt som alkoholisme eller ludomani. Men det ødelægger dog alligevel noget indeni én. Og det har taget mig mange år at finde ud af, hvad det er.Her fortæller jeg min historie – om hvorfor jeg blev så optaget af computerspil. Hvordan det prægede mig. Hvordan jeg stoppede igen. Og hvad vi sammen kan gøre for at bryde med skærmflugten.***Den afsluttende sang hedder “Falder nu.” Den er skrevet og komponeret af Stephan C. Krabsen. Og indspillet af Stephan med sit band Bjergtaget. Du kan finde Bjergtaget på alle gode streaming-tjenester.Her er teksten:Falder nuDu hører mig, du hører kun min stemme forføre dig Fald så lang du er Giv dig hen, bliv kun opslugt af dit sind Stol på mig Stol på mig For vi falder nu, ja nu falder vi sgu Jeg er her, driver dig til vanvid Mere og mere Slip og fald med mig For vi falder nu, ja nu falder vi sgu Giv dig hen igen igen igen Du vil mere end det***Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️, skriver en kommentar eller det med andre.Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre. This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk