Radiovagabond podcast

Radiovagabond

Palle Bo

Palle Bo er en radiomand, der har solgt sit hus, sin bil og alle sine møbler, for at rejse jorden rundt. Han har en ambition om at besøge alle lande i verden, og du kan tage med på rejsen i denne podcast. Tag med på i mødet med de lokale og oplev Palles begejstring og bekymring over livet som digital nomade.

318 episodios

  • Radiovagabond podcast

    261 SRI LANKA - Gensyn

    33:23

    SOLOPGANG OVER STRANDEN  Velkommen til en episode, der er en sammen blanding af to tidligere udsendte episoder fra Sri Lanka. Jeg besøgte den dråbeformede ø i 2019 lige inden pandemien lukkede landet ned. Og nu hvor det hele langsomt er ved at lukke op igen, synes jeg, at det var på tide, at dele nogle af mine største oplevelser derfra med dig igen. Hvor vi starter, er mens vi bor på et hotel på østkysten, der hedder Pigeon Island Beach Resort. Det ligger bogstaveligt talt på stranden lige nord for Trincomalee. Den næste morgen stod jeg op klokken 05, for at gå ned til stranden lave en timelapse af solopgangen. Til min irritation gik elleve unge mænd ind i mit skud. Så fandt så ud af, at de trak i et reb ude fra havet. De var i gang med at hive et fiskenet op fra havet. Og jeg gik derover og hjalp dem med at hive i rebet i et stykke tid. Nogen har sidenhen fortalt mig, at når turister gør det, deler de et par af fiskene med de mennesker, der har hjulpet dem. Jeg blev der dog ikke helt til slut, så jeg fik aldrig min fisk. Jeg skulle op og pakke og gøre mig klar til den næste dag med udforskning af Sri Lanka. Jeg vil meget gerne tilbage og tilbringe mindst en uge her på Pigeon Island Beach Resort. Især da jeg så, at de har et dykkercenter – og det er bare for længe siden jeg har været ude at dykke. Men tidsplanen gav mig ikke tid til det, så det giver mig blot en undskyldning til at vende tilbage til Sri Lanka. FAKTA OM, HVOR VI ER Det højeste punkt i Sri Lanka er Mount Pedro, der når 2.524 meter over havets overflade. Med over 400 vandfald har Sri Lanka måske det største antal vandfald i noget land i verden i sammenligning med dets størrelse. Bambarakanda Falls er det højeste vandfald i landet med en højde på 263 meter. Der er 22 nationalparker og 8 UNESCOs World Heritage Sites i Sri Lanka. JEG STYREDE EN OKSEKÆRRE I NÆRHEDEN AF HABARANA Vi kørte 100 km sydvest fra Trincomalee til Habarana. Det er her, vi skal overnatte i aften, og også hvor vi skal ud i naturen. Da vi kommer tæt på Habarana, drejer vi fra asfaltvejen ned på en grusvej, og kommer lidt efter til en lille lysning i skoven. Er skal dybt ind i skoven på små oksekærrer. Fire personer i hver vogn med to dovne hvide tyre, der trækker os. Jeg var foran sammen med ham, der styrede vognen og kontrollerede tyrene. Han havde kommando-råb for venstre, højre, stop og gå hurtigere. Tyrene virkede ret dovne, men han sad lige bag dem, og hvis han svingede benet lidt, ville han give dem et blidt spark i kuglerne. Og det ville få dem til at gå hurtigt. Halvvejs gav han mig kontrol over vognen og hoppede af. Så der var. Jeg kontrollerede en oksekærre på en grusvej i en skov i Sri Lanka. Det var en første jeg havde gjort det. Og nej, jeg sparkede ingen kugler. UDKIG OVER RISMARKERNE Vi havde stadig lidt af en gåtur, inden vi nåede vores destination. På vejen dertil så vi en træhytte tæt på et rismark. Denne hytte bruges til at holde vagt om natten og skræmme dyr væk med fyrværker og trommer. Vi krydsede floden i to kanoer, der var bundet sammen – en slags kano-katamaran, som de også bruger til fiskeri. Floden var ikke så bred, fordi det er “dry season” lige nu. I “wet season” vil vandstanden stige et par meter og gøre floden meget bredere. Derefter gik vi lidt mere langs rismarkerne ned til floden, hvor en “katamaran-kano” sejlede os over på den anden side. Og så efter lidt mere gåtur, kom vi til et lille hus med stråtag. Herinde var en smilende srilankansk kvinde ved at hugge en kokosnød over med en stor kniv. AUTENTISK LANDSBY FROKOST Jeg smager lidt af kokosmælken, og derefter begynder hun at male den indvendige del af kokosnødden. Hun bruger et stykke metal for enden af ​​en pind, som hun sidder på. Kokosmelet lander på et bananblad. Det ser let ud, og samtidig kan vi se, at hun gjort det her en million gange før. Vi går udenfor, hvor der er en stor sten. Her lægger hun lidt chili og salt og begynder at male med en anden sten på størrelse med et brød. Hun tilsætter den udtørrede kokosnød, løg og citron og maler lidt mere. Denne kokosnødepasta blev samlet tilbage på bananbladet og ville udgøre en lille del af det måltid, der venter os. Ris og kylling i karry simrede over åben ild uden for hytten. Og der var så meget lækker mad på denne autentiske srilankanske buffet, at vi spiste med hænderne. På vej tilbage til bussen sejlede vi lidt mere i katamaran-kanoer, efter floden videre til en sø. At besøge denne lille landsby i skoven og have den autentiske srilankanske frokost tilberedt som den er blevet i århundreder i en lille hytte med stråtag og at spise med hænderne var virkelig en oplevelse. ELEFANT SAFARI Eftermiddagen viste sig, at være en endnu større oplevelse: Vi skulle på en elefantsafari. I de næste par timer kørte vi rundt i et stort område, hvor tæt på hundrede elefanter strejfede frit. Som de bør gøre. Vi er i Minneriya National Park, bedst kendt for de mange elefanter i nærheden af ​​Minneriya reservoiret. Det ligger i øens syd-centrale område og består af græsarealer, tornede krat og mange spændende træer. Den yngste elefant kæmper i lang tid med at komme ned at sidde… Indtil hans mor kommer og siger “Du ka’ da ikke sidde her midt på vejen, ka’ du så rejse dig” Udover elefanterne er hjorte, vildsvin, vandbøfler og sjakaler nogle af de vilde dyr, der findes her. PALLE PÅ SÆBEKASSEN: RID IKKE PÅ ELEFANTER Hvis du har fulgt mig et stykke tid, og især hørt min episode fra Chiang Mai i Thailand, vil du vide, hvordan jeg har det med elefantridning. Det bør vi aldrig gøre. Elefantryggen er ikke bygget til det, og efter min mening er det dyremishandling at gøre det. En fyr fra det firma, der arrangerede turen til landsbyen og elefantsafarien gav mig sit visitkort, da vi spiste frokost. Jeg bemærkede, at det stod “Elephant Riding” på kortet, og jeg spurgte en af ​​vores guider, om dette var noget, de stadig gør. Han gik og spurgte ham og kom tilbage og sagde, at de havde gjort det, men var stoppet med det for mere end et år siden. De havde bare flere visitkort, de skulle have brugt. For mig var det en gyldig forklaring, og jeg forstod. Så vi tog på elefantsafari. Nu her mens jeg redigerer denne episode besøger jeg på firmaets hjemmeside og opdager, at de stadig har Elephant Riding på siden. Hvis de virkelig har stoppet med det (og selvfølgelig regner jeg med, at de gjorde det), så synes jeg det er underligt, at de ikke fjernede disse sider fra hjemmesiden. Da jeg ikke er sikker, vil jeg ikke nævne firmaets navn her – som jeg plejede at gøre, indtil jeg med sikkerhed ved, at de er stoppet med at ride på elefanter. Hvis du besøger Sri Lanka – og gør det, fordi dette er et fantastisk land; tag på elefantsafari, besøg landsbyen, men gør dit bedste for at sikre dig, at du ikke gør det med et firma, der tilbyder ridning på elefanter. Vær ansvarlig som rejsende. Det er måske en kulturel ting, og jeg respekterer den srilankanske kultur, og at de skal tjene penge på turisterne, men jeg kan simpelthen ikke støtte noget, der er dyremishandling. Jeg ville aldrig ride på elefanter, jeg ville ikke gå til tyrefægtning og jeg vil ikke svømme med delfiner (som jeg gjorde på Bahamas, før jeg vidste bedre). Alt dette er min egen ærlige mening. DEN ANTIKKE BY POLONNARUWA Den næste dag starter vi på et andet sted her på Sri Lanka med et navn, der er vanskeligt at sige, men værd at besøge. Den gamle by Polonnaruwa er et UNESCO World Heritage Site og det næstældste af Sri Lankas kongeriger. Chola-dynastiet etablerede Polonnaruwa som deres hovedstad i år 993. I dag er den antikke by Polonnaruwa stadig en af ​​de bedst planlagte arkæologiske relikviebyer i landet med et vidnesbyrd om disciplinen og storheden for landets første herskere. Og som en fun fact, så blev dette sted brugt som baggrund for Duran Duran-musikvideoen Save a Prayer i 1982. Det er et smukt sted, der også indeholder nogle smukke statuer. OVERRASKELSE PÅ HOTEL SIGIRIYA Herefter skulle vi var vi på vej til frokost nær Sigiriya Rock, da noget overraskende dukkede op i udkanten af ​​en skov. Frokosten var på Hotel Sigiriya – med en storslået udsigt over den ikoniske Sigiriya-klippe, som vi skulle klatre om eftermiddagen. Vi stopper i udkanten af ​​en skov og der står uventet flere tuk-tuks og venter på os, dekoreret med balloner og guirlander. Efter en kort køretur kommer vi til et luksushotel og bliver mødt af lokale musikere og dansere, der i parade passerer pool-området og danser os ned i baghaven. Her kunne vi igen opleve, hvordan de tilbereder den traditionelle mad, som vi spiste til frokost. Det er i stil med en traditionel landsby, som vi besøgte dagen før. Jeg bad direktøren for hotellet, Suresh, om at forklare, hvor vi er. “Vi er i centrum af den kulturelle trekant, på Hotel Sigiriya, med et dejligt pool-område, hvor man kan se Sigiriya-klippen, mens du ligger i poolen”. Han fortæller mig, at 90% af de turister, der besøger Sri Lanka, kommer til denne del af øen, selvom det ikke er nær stranden. De kommer her for vandreture, kigge på fugle og for at se Sigiriya-klippen. BESTIGER SIGIRIYA ROCK Om eftermiddagen vandrede vi op til toppen af ​​Sigiriya Rock. Det har en gammel klippefæstning og er næsten 200 meter høj. Denne unikke Rock Fortress eller “slottet i himlen” er en massiv monolit af rødsten. Det fik navnet Sigiriya eller på dansk: “Løve Klippen”, fordi indgangen til toppen ligner at man går mellem en løves poter. Det var lidt af en anstrengende tur at komme derop, men det hele værd. For mig var dette dagens højdepunkt. Jeg følte, at jeg stod på Sri Lankas tag, og vandrede rundt i ruinerne med en storslået udsigt, mens solen langsomt gik ned. DISCLAIMER:Turen til Sri Lanka er gjort mulig af Sri Lanka Tourism, men alt jeg siger i denne episode er min egen mening. LINKS:  Sri Lanka Tourism. UNESCO om Polonnaruwa.  Hotel Sigiriya. UNESCO om Sigiriya Rock.
  • Radiovagabond podcast

    260 NEW YORK: Close to Home med Scott Gurian

    31:04

    Hey fra The Big Apple Jeg startede denne lørdags oplevelser i the Big Apple siddende i en park i Brooklyn, hvor både børn og voksne hyggede sig med at spille fodbold. Ja, fodbold, hvor man sparker til en rund bold med fødderne. Jeg venter på at møde min ven, Scott Gurian. Selvom vi på dette tidspunkt endnu aldrig har mødt hinanden i den virkelige verden, betragter vi hinanden som venner. Scott er (som jeg) en erfaren radio- og podcast-producer. Og efter min mening er han en af de bedste i branchen. Han er vært på podcasten Far From Home, som du sikkert har hørt mig nævne et par gange før. Han har lovet at tage mig rundt i Brooklyn, Queens og New York for at vise mig nogle spændende steder i sit nabolag, mens vi sludrer og lærer hinanden bedre at kende. Han bor selv i Jersey på den anden side af Hudson Floden, så i dag er Far from Home-værten ”Close to Home”. Vi sætter os ind i Scotts bil – en nyere pæn stor Toyota – og jeg joker med at det er en meget anderledes bil end den lille gamle bil, der spillede en stor rolle i den første sæson af hans podcast. FAR FROM HOME For fem år siden deltog Scott i “Mongol Rally”, hvor han kørte i en lille gammel Nissan Micra gennem Europa og Asien. Han gjorde det sammen med sin bror og to venner og denne lille bil kæmpede sig igennem 29.000 km – Oplevelserne fra Mongol Rally er dokumenteret i den første sæson af Far from Home, og jeg kan kun anbefale den på det varmeste. Du kan også se et par videoklip om et par af de udfordringer, der var forbundet med denne tur ved at klikke her. Naturligvis har han mange mindeværdige historier fra denne tur, så han har svært ved at pege på én enkelt, da jeg spørger ham. ”Åh, der er så mange. At køre gennem Iran var fantastisk, og det, jeg husker mest, er, hvor venlige iranerne var. Men også at køre gennem uberørte asiatiske lande som Kasakhstan, Usbekistan, Tadsjikistan, osv. var fantastisk. Jeg kunne også nævne luftballonerne i Cappadocia i Tyrkiet, og naturligvis Mongoliet med den store åbne vidder. Det tog os syv uger at køre fra London to Mongoliet, så du kan sikkert forestille dig, at der er masser af utrolige minder fra denne tur”. Scott ville gerne se lidt mere af verden, så i stedet for at flyve tilbage til Europa, som de fleste normale mennesker ville gøre, besluttede han sig for at lave en U-vending og køre en anden vej tilbage gennem Sibirien i Rusland, da de omsider ankom til Mongoliet (og de andre tog hjem). HALSESANG I SIBERIEN   THROAT SINGING IN SIBERIA I en af episoderne af Far from Home, sæson 2 besøgte Scott den fjerntliggende Republic of Tuva i det sydlige Sibirien for at lære noget om traditionelle instrumenter og den gamle kunst, hvor de synger langt nede i halsen, ”throat singing”. Scott kaster sig endda ud i at prøve at lære det selv. Du kan læse mere om dette besøg og se billeder og videoer ved at klikke her. ”Rusland er sådan et enormt land med mange forskellige religioner og vidt forskellige kulturer. Tuva er 12-timers væk fra alting, men meget specielt at besøge. Det er så tæt på Mongoliet, at personerne ligner mere mongolere end russere”. HALLUCINERER PÅ AYAHUASCA I PERU I en anden episode møder han en medicinmand i Peru, som inviterer ham til en Ayahuasca Ceremoni. Han drikker denne bitre drik, der ofte giver folk hallucinationer, med en mikrofon i hånden. Du kan høre denne episode ved at klikke her. CLOSE TO HOME På grund af Corona-pandemien har Scott ikke været i stand til at rejse så meget ud i verden. Men han er tilfreds og fortæller mig at der jo er meget at se og opleve i og omkring New York City. Han er begyndt at lave mere mad selv og har endda startet med at lave sin egen hjemmebryg. Han sørger for at komme ud og se sit eget område ”close-to-home” for at få tilfredsstillet sin oplevelses- og rejselyst. Da pandemien brød ud for alvor i marts 2020, talte vi at skulle mødes i Afrika for at rejse og rapportere sammen. Vi havde begge købt billetter til AfricaBurn, som er den sydafrikanske Burning Man lige udenfor Cape Town. Scott blev i Jersey og jeg strandede i mange måneder i Cape Town (husk at lytte til mine mange episoder fra Sydafrika). SCOTTS LISTE OVER STEDER AT SE I NEW YORK OMRÅDET En af de gode ting ved at have venner rundt omkring i verden er, at man har nogen til at vise sig de steder, man måske ellers ikke ville opdage. Og fordi jeg allerede havde været i New York et par gange før, ville Scott vise mig nogle af de steder. Her er Scotts liste over ”usædvanlige, men vigtige ting at opleve” i New York: DUMBO: aka “Down Under the Manhattan Bridge Underpass” er et trendy område at bevæge sig rundt i til fods fra Brooklyn Heights til Downtown Brooklyn. NEW YORK CITY TRANSIT MUSEUM: hvor de har 100-år gamle undergrundstogvogne I en gammeæ nedlagt undergrundsstation. WILLIAMSBURG: et hipster-område med masser af gadekunst og spændende gader. QUEENS MUSEUM OF ART: i området, hvor de engang havde The World Fair. Her har de blandet noget, der hedder The Panorama”, som er en model af hele området med gader og bygninger, som det så ud i 1960’erne. Meget imponerende. Vi gik rundt I Brooklyn og fandt det ikoniske Instagram sted med broen i baggrunden – som er udødeliggjort fra plakaten til gangsterfilmen ’Once Upon a Time in America’. Herfra fortsatte vi til et sted, hvor der er masser af madboder hver lørdag. De kalder det Smorgesburg, hvilket (så vidt jeg ved) kommer fra det danske ”smørrebrød”, som amerikanerne forsøger at udtale lidt som den svenske kok fra Muppet Show. Desværre fandt vi ikke noget smørrebrød på Smorgesburg. Og en anden ting, vi heller ikke kunne finde bagefter var … Scotts bil. Efter en heftig eftersøgning af bilen, som var pist væk (fordi vi ikke kunne huske, hvor vi parkerede den), fandt vi den med lidt hjælp fra politiet. Selv lokale kan fare vild i New York. Vores møde med mændene i blåt fra NYPD mindede mig om en af Scotts episoder fra Far from Home, hvor han havde et sammenstød med politiet i Tadsjikistan. ”Der er meget korruption i centralasiatiske lande som Tadsjikistan. Vores engelske venner i en anden Nissan Micra var blevet stoppet for at køre for hurtigt. Men det var purre opspind og blot et forsøg på at score noget bestikkelse. Min bror og jeg stoppede også og hørte, at de krævede 100 Dollars for at lade os slippe. Det er nærmest en månedsløn på disse kanter og helt vanvittigt – specielt når de var sikre på, at de ikke kørte for hurtigt. Desuden havde vi ikke lyst til at være med til at bestikkelser og korruption fortsætter med at eksistere. Efter lange forhandlinger lykkedes det os at få dem til at lade os køre, ved at give dem en flaske vodka”. Scott optog det hele og du kan høre det i episode 16 af Far from Home, sæson 1. De havde flere møder med politiet i Centralasien. For det meste var de dog venlige og hvis de fik bøder, var det fortjent. Det får os til at tale mere om de mange venlige mennesker vi har mødt på vores rejser. Scott fremhæver, hvad jeg også selv har oplevet, at de lokale i Iran er nogle af flinkeste og mest imødekommende mennesker i verden. Tusind tak til Scott Gurian for at vise mig rundt i New York området denne skønne lørdag i sen-august 2021. Vi håber (og regner) med at mødes igen et sted i verden og samarbejde med at producere episoder til hver vores podcast. Mit navn er Palle Bo og jeg skal videre.   MERE FRA NEW YORK Hvis du vil høre mere fra mine tidligere besøg i New York, kan du finde dem ved at følge dette link. COVID-19 REJSEREGLER TIL NEW YORK Denne episode er optaget I slutningen af august 2021, hvor det var muligt for mig, at komme til byen (da jeg ikke rejste ind fra Europa, som stadig her i oktober 2021 er lukket for indrejse. For at få de seneste regler opfordrer jeg dig til at besøge New York Citys officielle website. Vær sikker på, at du kan komme ind inden du booker din flybillet.
  • Radiovagabond podcast

    No te pierdas ningún episodio de Radiovagabond. Síguelo en la aplicación gratuita de GetPodcast.

    iOS buttonAndroid button
  • Radiovagabond podcast

    259 BALI: Dyr kaffe fra kattelort

    31:24

    OM SUASTIASTU FRA BALI Inden jeg fortæller dig om at drikke verdens dyreste kaffe lavet fra bønner, der har været inde i en kat, lad os starte med en lille sprogskole for at lære lidt balinesiske ord. RADIOVAGABOND SPROGSKOLE: BALINESISK Jeg forsøger altid at lære et par ord og sætninger, når jeg besøger et nyt sted. Derfor er det ny tid til Radiovagabond sprogskole, hvor vi lærer et par vigtige balinesiske ord: Goddag: Om suastiastu  Godmorgen: Rahajeng semeng Mit navn er Palle: Wastan tiang Palle Tak: Suksuma   JEG ER I BALI, BABY Bali er en smuk lille ø i Indonesien, så naturligvis taler de indonesisk, men de har også deres eget sprog: Balinesisk, som faktisk er ret forskellig fra, hvad de taler i resten af landet. Selvom jeg havde øvet mig på det helt basale (herover), lykkedes det mig stadig at sige tak forkert, da jeg sidder i en bil med den lokale, Putu, som er vores guide denne dag. Heldigvis gjorde han ikke grin med mig, da jeg sagde noget sludder. SJOV MED NAVNE Putu fortæller mig noget sjovt omkring navne her på Bali. De giver deres børn navne efter den rækkefølge de er født. Og de samme navne til både drenge og piger: Den førstefødte kalder de Wayan, Putu eller Gede. Nummer to får navnet Made eller Kadek. Den tredje kalder de Nyoman eller Komang. Og den fjerde kommer til at hedde Ketut – som den søde gamle mand i filmen Eat, Pray, Love (Ketut kan i øvrigt oversættes til ”lille banan") Så hvad kalder de så deres femte barn, spørger du? De starter såmænd bare forfra og kalder ham eller hende Wayan, Putu or Gede. Sammen med et par venner havde jeg bedt Putu (en førstefødt) om at tage os på en tur rundt på øen og se nogle interessante steder. Men inden vi tager på eventyr, så lad os få lidt fakta på plads. 7 INTERESSANTE FAKTA OM BALI  DIGITAL NOMADE HOTSPOT Bali er en smuk lille berømt ø i Indonesien i Sydøstasien. Hovedstaden, Denpasar, er den største by – og også stedet, hvor du finder den internationale lufthavn. Mest berømt er dog nok Ubud, der ligger centralt på øen og den lille strand-by Canggu på vestkysten. Begge disse steder tiltrækker mange digitale nomader som mig. HINDUER I ET MUSLIMSK LAND Bali er den eneste provins i det muslimske land, hvor der er et flertal af Hinduer. Hele 86,9% af øens befolkning er balinesiske Hinduer. BALI ER EN LILLE Ø Bali er bare 153 km fra øst til vest og 69 km fra nord til syd. Men den er tætbefolket med hele 4,3 millioner fastboende indbyggere. TOURISME ER MEGET VIGTIG Inden pandemien havde de besøg af 6,3 millioner turister om året. Så turisme er øens bankende hjerte, da omkring 80% af øens økonomi er afhængig af turisme. Som du sikkert kan forestille dig har det været et par svære år for Bali under COVID. De 6,3 milliioner besøgende i 2019 styrtdykkede til mindre end 1,1 million i 2020. SCHYY… DET ER NYTÅRSAFTEN I modsætning til de fleste andre steder på kloden er der ikke en stor fest nytårsaften på Bali. Dagen, som de kalder Nyepi er en dag med stilhed og meditation. Hele øen lukker ned; ingen arbejder eller rejser. Selv støj og musik er ikke tilladt. Da jeg hørte om det (efter mit besøg), tænkte jeg: ”Hvad? Sikke noget sludder. Jeg kan da huske (det meste) fra en stor fest nytårsaften, mens jeg var der”. Det er fordi Nyepi ikke fejres den 31. december. men for det meste i marts. BABYER RØRER ALDRIG JORDEN I de første få måneder af nyfødtes liv bliver balinesiske babyer betragtet nærmest som engle, der er i kontakt med ånderne. For at holde denne kontakt på de ikke røre jorden de første tre måneder. Når de så endelig får jordforbindelse, holder deres familie en stor fest for at markere dagen. DE HAR KUN TO ÅRSTIDER Vejret er moderat året rundt og de har kun to årstider: den tørre årstid fra april til oktober og regntiden fra oktober til april. SLUDRER MED ABER PÅ BALI Putu samlede os op I Canggu, og havde planlagt en masse spændende for os. Blandt andet et besøg på en kattelort-café (ej, ikke helt, men tæt på). Mere om det senere. På vej til kaffeplantagen kom vi gennem øens kulturelle hovedstad: Ubud. Vi kom blandt andet forbi den berømte Ajuna Statue, som ifølge Putu er en del af den Hinduistiske religion. Vi taler blandt andet om, hvordan tolerance og respekt for forskellige religioner er en stor del af Balis kultur. Vi kom også forbi den berømte Ubud Monkey Forest, som er en lille skov der er proppet med (ja, du gættede det) aber. Der er skilte, der siger, at man helst ikke skal have noget i hænderne, da frække hurtige aber sagtens kan finde på at springe ned og snuppe det. Jeg stod med mikrofonen i hånden, så jeg var lidt nervøs for at de skulle forsøge at hugge den og overtage podcasten. BALINESISK HUMOR Tilbage i bilen taler vi mere om det sjove med navnene på øen, og Putu beslutter sig for at fortælle en vits. Fire mennesker er i et fly. En fra Paris, en fra Danmark og to fra Bali, som hedder Putu og Made. ”Personen fra Paris taber parfume ud ad vinduet, men er ligeglad, da de har meget parfume i Paris. Danskeren taber chokolade, men er ligeglad da vi (ifølge Putu) har meget chokolade i Danmark. Og så smider Made Putu ud ad vinduet, men er ligeglad, da der er så mange Putuer på Bali”. Jeg er vild med balinesisk humor, selvom jeg ikke altid forstår det. Som da Ketut sagde noget sjovt til Julia Roberts i Eat Pray Love. Han sagde at ”Ketut kan ikke flyve i en flyvemaskine, for Ketut har ingen tænder”. Julia griner sit skønne grin, men jeg forstår den ikke. Hvis du gør, så skriv til mig og fortæl mig det. Apropos vitser, så er der kattelort-humor på vej: LUWAK KAFFE (AKA KATTEHØMHØMKAFFE) Endelig ankommer vi til kaffeplantagen, som laver verdens dyreste kaffe: Lowak kaffe – eller som de kalder det Kopi luwak. Den er lavet af delvist fordøjede kaffebær, som er blevet spist og skidt ud af et sky katte-lignende dyr, der hedder den Asiatiske palm civet. Herefter er der hårdtarbejdende kaffebønder, der graver sig igennem det for at finde kaffebærene, som de herefter vasker og laver til kaffe. Nu forstår man bedre, hvorfor kaffen er så dyr. På plantagen møder vi vores kvindelige guide, som sikkert hedder Putu, Kadek eller noget lignende, men kalder sig Monica. Hun fortæller os mere om, hvordan Luwak Kaffen bliver lavet. “De spiser alle slags kaffebær, så længe det er en god kvalitet. De tygger ikke i dem, så det er hele bær, der kommer ud i den anden ende”. Mens hun står der og taler om processen, så undrer jeg mig over, hvordan nogen på et tidspunkt overvejede, at dette var en god idé. Jeg mener, selvom jeg er MEGET glad for kaffe om morgenen, er der dog grænser. Monica forklarer: “Det blev nærmest opdaget ved et tilfælde i Sumatra i 1800-tallet. Bønder opdagede, at en del af deres kaffebær var forsvundet, og da de fandt dem igen i lort fra denne kat, ville de ikke lade det gå til spilde. Her opdagede de så, at kaffen smagte meget bedre – takket være kattenes mavesyre”. Den del af kaffeplantagen, der er åben for gæster, har et bur med et par Asiatiske Palm Civet katte, et smukt café-område med en forrygende udsigt og enkelte kaffeplanter. Monica fortæller os, at de har mange planter i et større område udenfor og at de kan høste hvert halve år. Og det foregår med håndkraft. Vi fik også lov til at lege katte og smage på de friske kaffebær direkte fra træet. ”Vi renser bærrene og lader dem tørre i solen. Herefter rister vi dem i 45 minutter og den bløde del bliver brændt væk og efterlader kun bønnerne”. SMAG PÅ SKIDTET Så var det tid til at smage på kaffen. Vi fik serveret 10 små kopper og én af dem indeholdt den specielle og superdyre Luwak Kaffe. Ville den være så god, som prisen indikerer? Og ja! Det var den. Den var endda rigtig god. BLIV RENSET I HELLIG (MEN MÅSKE BESKIDT) VAND Vores næste stop var et Hindu tempel, der hedder Tirta Empul Temple – på balinesisk: Pura Tirta Empul. Tirta Empul betyder “hellig kilde” på balinesisk. I tempelområdet er der et større bassin, der er besømt for en kilde, som balinesiske Hinduer betragter som hellig. Så de kommer her til for at blive renset og helbredt. Putu forklarer: ”Folk kommer her til for healing. Der er 14 forskellige kilder, og hver enkelt af dem har deres egen funktion. Et er til hjertet, en er til huden osv. Man skal gå igennem alle kilder en efter en. Inden man går ned i vandet, skal man bede for at blive healet. Og når man er i vandet, skal man give en lille gave til statuerne”. Der er rigtig mange mennesker, der står i kø for at komme ned i det hellige vand. De lokale har altid regnet med at disse hellige kilder har rent vand. Men en undersøgelse og en rapport i 2017 afslørede noget helt andet. Faktisk er vandet forurenet og det kan være forbundet med en helbredsrisiko at gå ned i vandet. Og det modsatte var jo ellers meningen. Så, hvis du hopper ned i vandet så luk munden. Det var det hele. Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses. - - - - - - - - - - - - - BALI FLASHBACK Hvis du vil høre mere fra Bali, skulle du gå tilbage og lytte til episode 228, hvor jeg tilbragte et par dage på et forrygende sted, der hedder Fivelements Ressort.   COVID-19 REJSEREGLER FOR BALI For de seneste COVID-18 indrejse-regler, kan du besøge Balis officielle turist hjemmeside. Vær sikker på at have styr på det, inden du booker din rejse til Bali. 
  • Radiovagabond podcast

    258 INTERVIEW: Mark Wolters Verden

    25:18

    Mød Mark Wolters fra Youtube kanalen, Wolters World. I 12 år har han givet os ærlige rejse-råd fra steder rundt omkring på hele kloden. Hvis du skal besøge et sted i verden, er der en god chance for at Mark har lavet en eller flere videoer om stedet.   woltersworld.com facebook.com/woltersworld twitter.com/woltersworld
  • Radiovagabond podcast

    257 DOMINICA: Klap i røven og på hovedet i seng

    19:47

    Her er røvklappende ”hej” fra Dominica Inden vi starter denne episode, vil jeg foreslå en ting: På med lyttelapperne. 3D LYDOPTAGELSER Det er helt fint, hvis du foretrækker at læse om mine oplevelser i stedet for at lytte til min sprøde stemme. Men… du går glip af en del af den sande Radiovagabond-oplevelse. Når jeg producerer denne podcast, bestræber jeg mig hele tiden for at gøre den bedre og afprøve noget nyt. Og jeg har investeret i noget nyt udstyr, der gør det muligt for mig at optage lyd i 3D. Det fulde navn for denne teknik er ”binural audio”, men populært er det blot kendt som 3D. For at få den fulde oplevelse vil jeg derfor foreslå, at du tager hovedtelefoner på, når du lytter til denne episode. Okay. Er du klar? Mit navn er Palle Bo, og dette er Radiovagabond, episode 257. Velkommen til Dominica i det caribiske hav. STRANDENE I ANTTIGUA FRA EN NY VINKEL Inden jeg går i land på Dominica, genbesøger jeg en anden af mine caribiske favoritøer. Jeg har allerede tilbragt en uge her: Den smukke ø, Antigua i landet Antigua and Barbuda. Siden jeg allerede har set hvert et hjørne af denne ø, der er kendt for at have 365 strande, besluttede jeg mig for at se dem fra en ny vinkel: På en katamaranbåd, der sejler hele vejen rundt om øen. Turen var fantastisk, selvom bølgerne gik højt på den atlantiske side af øen (og flere blev søsyge). Vi havde et længere stop på en af strandene, hvor vi snorklede rundt koralrevet et par timer. Jeg havde næsten glemt, hvor meget, jeg elsker denne ø og de lokale. De er så skønne og har en fantastisk humor. Hvis du ikke allerede har hørt de tre episoder herfra, burde du gøre det. Men ikke lige nu, for først skal vi besøge Dominica. DEJLIGE DOMINICA Jeg må indrømme en ting: Da jeg så, at vi skulle til Dominica, troede jeg faktisk, at det var det samme som Den Dominikanske Republik. Men det gik op for mig, at det er to forskellige landet. Dominica er en anden ø og en uafhængig FN Nation mere end 1000 km væk i det østlige Caribien. Landets officielle navn er The Commonwealth of Dominica, men de fleste kalder den bare Dominica. Det var gode gamle Colombus, der gav den sit navn efter det spanske ord for søndag – den dag på ugen, hvor han som den første fik øje på den. Selvom det teknisk set nok var en yngre matros, der sad i toppen af skibets mast med en kikkert. Det første vi fik øje på fra vores skib, var hovedstaden Roseau på den vestlige kyst. Det er en lille ø: blot 47 km fra nord til syd og 26 km på det bredeste sted. I alt er den på bare 750 km2 og blot en smule større end Bornholm. I teorien kan du køre hele øen rundt langs kysten på 5-6 timer, men det er ikke en køretur for tøsedrenge. Af de 780 km landevej er næsten halvdelen ikke asfalteret. Og så kører de i venstre side. Jeg kørte ikke selv. Jeg bookede i stedet en tur i en bus med den lokale Alvin som guide, som vil tage os ind til midten af øen og besøge Jacko Falls, et af de mange smukke vandfald på øen. Her vil jeg tale mere med Alvin. Men først lad os kigge lidt mere på øen. 5 INTERESSANTE FAKTA OM DOMINICA Der er en flod til hver dag på året Mens Antigua og Barbuda har en strand til hver dag på året, har Dominica mindst 365 floder. Og med så meget vand, der løber rundt på denne lille ø, er det også en drømmedestination, hvis du er vild med vandfald. De har den næststørste kogende ø Dominica har en stor ”boiling lake” – kun New Zealand har en, der er større. Det er det mest berømte sted på øen, som kan ses efter en smuk hike. Men, du skal have kondien i orden, da det vil tage omkring 6 timer at vandre frem og tilbage. Der er ni aktive vulkaner på øen Dominica har verdens største koncentration af aktive vulkaner. Men du skal ikke være bekymret, for der har ikke været et større udbrud siden 1997 – og før det var det helt tilbage i 1880. Og når det er en vulkan-ø, har de også sorte øer (som Tenerife). To tredjedele af Dominica er dækket af regnskov Smukke tropiske regnskove dækker mere end 66% af øen. Og disse regnskove er hjemsted for end tusinde forskellige plantearter. Så igen: Er du til vandreture, er det et drømmested. The Pirates of the Caribbean er optaget her Dominica er et af de steder, hvor Pirates of the Caribbean 2 og 3 er filmet. Stedet hvor Will Turner og hænger i knogle-grotten, som de kalder ”Cannibal Island” i filmen) er lige her på Dominica. ALVIN, VORES DOMINICANSKE TOURGUIDE Da vi ankom til de smukke Jacko Falls, fik jeg lejlighed til at snakke med vores venlige (og sjove) turguide, Alvin. ”Disse smukke Jacko Falls er en del af Morne Trois Pitons National Park, som er et World Heritage Site. Vi er omkring 600 meter over havets overflade og tæt på rundkørslen på midten af øen”. Jeg fortalte Alvin, at jeg havde set en undersøgelse, som siger, at Dominica er den mindst besøgte blandt 22 caribiske øer. Men dette er en undersøgelse fra 2008 og det har ændret sig lidt siden da. ”Ja, tilbage i 2008 var der ikke mange krydstogtskibe, der besøgte Dominica. Men siden er det heldigvis ændret en del. På det tidspunkt var bananproduktion og eksport, den største industri her i landet, men siden er turisme blevet større. Naturligvis har vi set færre turister under pandemien, men vi regner med, at de kommer tilbage snart”. Alle på øen spiller en rolle i forhold til turister og tjener på turister. Det er ikke kun guider som Alvin, men også restauranter, barer, butikker og stort set alle andre, der tjener penge, når vi besøger øen. ”Vi er alle glade for de turister, der besøger vores land, og vi gør alle vores bedste for at gøre deres besøg så godt som muligt, så de forlader øen med de bedste minder”. DRONNINGEN OG DEN ENGELSKE INDFLYDELSE Alvin fortæller mig, at Dominica stadig er en del af det britiske Commonwealth, og selvom de har været et uafhængigt land siden 1978, har de stadig Dronning Elisabeth på deres penge. De kører som sagt i venstre side som i Storbritannien og mange andre tidligere britiske kolonier, og så er deres nationalsport cricket. Og med hensyn til sport, så havde Dominica kun to personer med til OL i Tokyo. Dennick Luke i 800 meter løb og Thea LaFond i kvindernes trespring. Nej, de vandt ingen medaljer. Mens vi kører tilbage til Roseau, kan vi se byen lidt fra oven, og også deres ret nye nationalstadion, Windsor Park Stadium. Det bliver brugt til lidt af hvert, men primært til cricket-kampe. Det kostede omkring 100 millioner kroner at bygge – og det var Kina, der betalte. De kaldte det ”en gave til det dominicanske folk”. DOMINICANSK MAD ER MEGET SUNDT Jeg har hørt, at restauranter på øen har meget sund mad, og beder Alvin fortælle mig lidt om det. ”Ja, den dominicanske mad er meget sund – som meget caribisk mad. Det er et godt sted for veganere, da vores mad er proppet med grøntsager og salat. Vi spiser også meget mere fisk end kød. Det er noget af det, der holder os sunde”. Men Alvin nævner også en anden vigtig ting… ”Det mest vigtige er dog nok, at vi gerne nyder en lille rom i ny og næ. Faktisk kalder vi det ikke rom. Min bedstemor kalder det ”Grandma Medicine”, men der er også dem, der kalder det en SMACK MY ASS AND TAKE ME TO BED”. Jeg er vild med dette sted. KLAP I NUMSEN OG LEV LÆNGERE Den gode blanding af sund mad og smæk bagi har sine fordele. Man lever længe her i landet. Da den gamle dominicanske kvinde, Elizabeth Pampo døde i 2003 var hun 128 år gammel og verdens ældste levende person. Næsten endnu mere interessant var at der på dette tidspunkt var 17 andre dominicanere over 100 år gamle (og fire af dem boede meget tæt på Ma Pampa). Og ud af en befolkning på 70.000 gav det Dominica titlen som det sted i verden med den største koncentration af mennesker over 100 år. Alvins egen bedstemor er en af dem. ”Min bedstemor er 105 år gammel. Hun er stadig meget aktiv – arbejder i sin have hver dag og elsker, at tilbringe tid med venner og familie. Og så tager hun en skarp rom hver dag”. BESØG DOMINICA OG MØD ALVIN Du kan få fat i Alvin hos Hibiscus Eco Tours ved at ringe til ham på +1 767-615-8281 eller ved at sende en  e-mail. Da jeg siger farvel til Alvin, siger jeg til ham, at jeg gerne ville have tilbragt et par uger her. Og jeg mente det. Dominica har et eller andet, som gør, at jeg har lyst til at tilbringe længere tid her. Jeg føler mig hjemme og er vild med den langsomme puls her. Jeg vinker til Alvin og tager tilbage på krydstogtsskibet med den faste beslutning om at slutte dage i pool-baren. For mit eget helbred vil jeg sørge for at få et ”klask i røven og på hovedet i seng”. Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses. COVID-19 REJSE-REGLER FOR DOMINICA (SEPT 2021) Er Dominica åben for indrejse? Denne episode er optaget i august 2021, hvor Dominica var (delvist) åben for turister. For at sikre dig, hvordan det ser ud lige nu, vil jeg anbefale, at du besøger deres officielle website inden du booker din billet.   PODCAST ANBEFALING Hvis du kan lide denne podcast, vil du bestemt også være vild med rejsepodcasten Far From Home. Den er produceret af Scott Gurian, som rejser rundt til nogle ekstreme steder.
  • Radiovagabond podcast

    256 NEW YORK: Husk den 11. september 20 år senere

    17:48

    Det er lige nu tyve år siden det tragiske terrorangreb på USA – og især Manhattan, New York. Da jeg besøgte New York for et par dage siden og mødte en fyr, der var der da det skete, besluttede jeg at optage hans historie og dele den med jer.  
  • Radiovagabond podcast

    255 GUATEMALA: Amerikansk forfatter, Andrés driver et guesthouse

    26:38

    Velkommen tilbage til anden halvdel af min dag med Andrés, hvor vi besøger forskellige steder omkring Lake Atitlán i Guatemala. Hvis ikke du har hørt den første halvdel, skulle du næsten gå tilbage og lytte til den først. Vi er i Panajachel i den nordlige del af søen, hvor vi (mens vi venter på vores ven Siobhan) spiser en langsom frokost. Det viser sig, at hendes bus var forsinket, så det var først efter mørkets frembrud, hun ankom – og efter at den sidste normale lancha-båd var sejlet. Men Andrés kender jo folk, og det lykkedes ham at ringe til en af sine mange lokale venner og skaffe en special-båd til os. Mens vi sidder på kajen og venter på båden, fortalte Andrés om, hvordan han endte med at drive en Airbnb i Guatemala. GUESTHOUSE I GUATEMALA “Det hele begyndte i 1987, da jeg besøgte Honduras for første gang, efter en invitation fra en præst, som var kritisk over USA's opførsel i Centralamerika. Han inviterede os til at protestere ved den amerikanske ambassade i Honduras ved at hælde blod på bygningen, som et symbol for den blodige politik USA havde haft i Centralamerika op gennem 80’erne. Jeg var selv meget kritisk over USA's politik i Syd- og Centralamerika, og min egen fætter var blevet dræbt af Ronald Reagan Contra’er i revolutionen i Nicaragua”. Efter at have været med i en anden protest i Guatemala året efter, blev han fanget og sendt tilbage til USA. Ved et foredrag i Washington DC, mødte han Narda, en kvinde fra Honduras, som var en af foredragsholderne. De to havde et langdistanceforhold (on-and-off) i 13 år. Inden Andrés kommer frem til, hvordan han endte her i Guatemala, ankom båden, og vi måtte fortsætte historien senere. ET HUNDELIV Efter en tur på båden over søen var vi tilbage i San Lucas Tolimán og det guesthouse, som Andrés driver. Han kalder det Casa Catzij, og det er opkaldt efter hans skønne hund. Hun var engang en gadehund, og fandt et hjem her, da det gik op for hende, at hun både fik kærlighed, opmærksomhed og god mad her hos Andrés. Man kan jo tage hunden ud af gaden, men man kan ikke rigtigt tage gaden ud af hunden, så hun strejfer ofte rundt i byen på egen pote, og det virker til at alle i byen kender hende. Hun var også med os både på denne tur og hver gang vi gik rundt i byen – og sjældent er hun i snor. En dag da vi gik tur, kom en af Andrés venner kørende forbi. Hun stoppede og rullede vinduet ned for at sige hej, og da Catzij også kender hende hoppede hun ind gennem det åbne vindue på skødet af kvinden. Og Catzij er ikke en lille hund. CASA CATZIJ Andrés, Siobhan, Catzij og jeg ankom omsider til Casa Catzij, hvor vi møder Alexa, en af de andre gæster, som flere gange har boet her i måneder ad gangen. Der er masser af hygge her på stedet – og Andrés kender ordet. Han har endda bogen om Dansk Hygge stående i sin bogreol. Vi sætter os i den nedsunkne pejsestue med masser af levende lys og ild i pejsen. Og med et glas vin i hånden fortsætter Andrés sin fortælling. ”Desværre mistede jeg mit livs kærlighed, Narda efter hjerteproblemer, hvilket virkelig knuste mit hjerte. Men Narda havde introduceret mig for Chati, som jeg nu har kendt i omkring 25 år. Chati arbejdede som et af de bedste hoteller her i San Lucas Tolimán. For to år siden kom jeg her til byen for at skrive sammen med min Guddatter, Erica. Jeg faldt pladask for den lille by, og efter et kort besøg hjemme i Californien, tog jeg tilbage hertil. Chanti var på jagt efter et hus og inviterede mig med for at se det. Hun var ikke interesseret – og jeg var slet ikke på udkig efter et hus. Men lykkedes mig at lave en aftale med ejeren – og nu er det lavet om til en Airbnb”. HVAD JEG LÆRTE I GUATEMALA Jeg er så glad for at have lært nye venner at kende i min tid i Casa Catzij i San Lucas Tolimán i Guatemala. At møde Alexa, Siobhan og Andrés er det bedste, der er sket for mig i meget lang tid. Andrés evne til at tale med alle og enhver og virkelig blive en del af lokalsamfundet var så inspirerende, at være vidne til. Når vi går rundt i byen, kan jeg se, at han kender så mange mennesker, og at utrolig mange kender ham (og Catzij). En kort gåtur til markedet kan derfor tage meget lang tid. Det er tydeligt, at han ikke blot er den amerikanske outsider. Han er en af de lokale og det er så inspirerende. Ja, det hjælper, at han er flydende på spansk, men selv jeg ikke er det, har jeg lært en masse af min tid med Andrés. Blot et par enkelte sætninger og det at gøre sig umage med at huske navnene på dem, jeg møder, kan gøre meget. BESØG CASA CATZIJ Skal du til Guatemala vil jeg anbefale, at du overvejer at leje et værelse hos Casa Catzij og også lærer Andrés og Catzij at kende. I øvrigt flyttede også to små killinger ind i huset, mens jeg var der. Hvis du besøger dem, så hils fra mig. Jeg hedder Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.   COVID 19 INDREJSE TIL GUATEMALA, AUGUST 2021 For de seneste COVID-19 rejse-restriktioner vil jeg anbefale, at du besøger denne hjemmeside, så du er sikker på, at Guatemala er åben for indrejse inden du booker din billet.
  • Radiovagabond podcast

    254 GUATEMALA: Smuk sø, hovedløs vulkan og kooperativer

    27:00

    Buenos días from Guatemala. Efter en kort Uber-køretur fra Zone 10 i Guatemala City til busstationen, tog en spinkel fyr min kuffert på nakken og kravlede op på taget af en bus. Herefter ventede en 3,5 timers bustur vest på til Lake Atitlán. MØDER ANDRÉS Som du kunne høre i interview-episoden med Siobhan i sidste uge, så lærte vi hinanden at kende da hun arrangerede en online konference, hun kaldte Digital Nomads Beyond 50. Her var jeg en af talerne, og en af de andre var Andrés, en amerikansk forfatter, som også har arbejdet med radio i mange år. Nu møder jeg ham for første gang i virkeligheden i en lille by ved Lake Atitlán søen. Andrés er i gang med at skrive en bog – eller rettere: et litterært projekt, for det bliver så meget mere end bare en bog. Andrés kalder det selv ”bogen, der skriver ham”. Han bor i San Lucas Tolimán ved Lake Atitlán, hvor han driver et lille guesthouse, og da jeg vidste, at jeg skulle til Guatemala, besluttede jeg mig for at tilbringe noget tid her. Vi ”klikkede” med det samme, og jeg føler, at jeg har fået en ven for livet. ANKOMMER TIL SAN LUCAS TOLIMÁN San Lucas Tolimán er en lille by med 17.000 indbyggere, på den sydøstlige del af Lake Atitlán – Lago de Atitlán. Der er 11 små byer rundt omkring søen, og den bedste måde at besøge dem, er ved at tage en lille båd – en "lancha". Det er billigt og klart den hurtigste måde. Et par dage senere ville Siobhan også komme og blive en del af vores lille nomade-hjem. Det var en smuk søndag, og hun ville ankomme med bus fra Guatemala City. Da hun ville komme til Panajachel på den anden side af søen, tilbød vi at komme og hente hende – og vi besluttede os for at besøge lidt flere steder inden vi mødte hende sidst på eftermiddagen. Sammen med hans hund, Catzij (som følger ham overalt) sprang vi ombord på lancha. MED VANDTAXA PÅ LAKE ATITLÁN Det var en fantastisk tur. Vi så en masse lokale, der nød deres fridag ved søen – der var endda nogen, der tog en dukkert. Andrés fortæller mig, at vandet er lidt koldt heroppe i bjergene, men der er et par enkelte steder med varme kilder, på grund af vulkanerne i området. Vores første stop var San Antonio Palopó, en lille by med et par små kooperativer, hvor de lokale går sammen om et firma. Det første var lige ved den lille havn, hvor vi gik i land – en chokoladefabrik. Her møder jeg Elias, som fortæller mig om, hvordan de forvandler de lokale kakaobønner til lækker chokolade. ELIAS & CHOKOLADEFABRIKKEN “Her producerer vi kærlighed og glæde”, siger Elias. Han fortæller mig, at kakaoen gror i tre regioner i landet. Han fortæller mig, at de gærer de hvide frø i fem dage ved hjælp af bananblade i kasser og skaber på den måde en naturlig gær. Ifølge Elias skaber det en alkohol på 70%, som er forbudt I Guatemala (5-12 bønner svarer til en tequila shot). Derefter tørrer de kakaobønnerne i op til 90 dage, hvorefter de rister dem i 25 minutter. Så viser Elias mig, hvordan man maler kakaoen. Efter rundvisningen kom jeg til at købe meget mere chokolade, end jeg kunne konsumere. Blandt andet nogle runde plader med forskellig smag til at lave en varm kakaodrik. Virkelig ”yummi-yummi”, som Elias kalder det. Herefter gik vi lidt rundt i byen, og besøgte også en lille butik, der sælger tøj og andre tekstikprodukter. Dette er en del af et kvinde-korporativ, og jeg møder Flor, som er en af kvinderne. FLOR, EN GUATEMALANSK KUNSTHÅNDVÆRKER ”Der er 16 kvinder, der er en del af dette korporativ og hver af dem arbejder på deres eget produkt. En familie laver skjorter, en anden tasker, og i min familie arbejder vi med traditionelt guatemalansk tøj”, fortæller Flor. Hun viser også mig en dug og fortæller, at en det tager omkring tre uger, at lave den på en stor væv. Butikken er gemt lidt af vejen og kan være svær at finde, så de sælger også deres produkter på markeder og i små boder ved havnen. Flor er en skøn kvinde, og det var meget interessant at høre om, hvordan de fremstiller disse smukke farbestrålende tekstilprodukter. SANTA CATARINA PALOPÓ Som planlagt hoppede vi op på ladet af en lille ”pick-up-truck-taxa” og hørte videre fra San Antonio Palopó til Santa Catarina Palopó. Eller som vi begyndte at kalde dem: San Antonio Palle Bo og Santa Catarina Palle Bo. Mens vi går igennem den lille Santa Catarina Palopó, bevægede vi os ned mod havnen i en smal gade med masser af spændende boder. En af dem blev betjent af en meget lille pige, som virkelig forstod at sælge. I boden var der masser af tøj, der lignede noget, der kunne være fremstillet af Flor og de andre i kvinde-korporativet. Lake Atitlán er en af de smukkeste søer, jeg nogen sinde har set. Vandet glimter i sollyset og er omkranset af smukke bjerge og vulkaner, der er dækket med farvestrålende vilde blomster. Den ligger i Sierra Madre bjergene og er 1.562 over havets overflade. Da vi star på bredden kan vi se over på, hvor vi bor i San Lucas Tolimán. Vi kan også se tre vulkaner: vulkanen Atitlán, vulkanen Tolimán og længere ude til højre, vulkanen San Pedro. Man kan også se en stor klippe i Cerro de Oro, tæt ved San Lucas, og Andrés fortæller mig, at den (en lokal myte) er ”hovedet” af en af vulkanerne. ”Legenden siger, at der var en kamp mellem guderne Atitlán og Tolimán, og det endte med at Atitlán huggede hovedet af Tolimán, som landede nede ved Cerro de Oro”. PANA-TASTISKE PANAJACHEL Vi fortsatte til vores sidste stop Panajachel – eller blot Pana, som de lokale kalder byen. Vi er stadig i den nordlige del af søen, og Pana er kendt som den mest turistede by, der har meget at byde på for både lokale og expats. Den har en god blanding af naturlig skønhed, gode ressourcer, billige priser, gode rejseforbindelser og en masse tur-arrangører, der tilbyder aktiviteter og ture på søen. Det er her i Panajachel, at vi skal møde Siobhan om et par timer. Da hun omsider ankommer (en del forsinket) beder vi Andrés om at fortælle, hvordan han endte med at drive et guesthouse i San Lucas Tolimán. Og siden Andrés er en forrygende historiefortæller, kan han ikke fatte sig i korthed. Derfor er der ikke plads til den historie i denne episode. Den gode nyhed er, at du får historien allerede i morgen. Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.   COVID 19 REJSE- OG INDREJSE TIL GUATEMALA, AUGUST 2021 For de seneste COVID-19 rejse-restriktioner vil jeg anbefale, at du besøger denne hjemmeside, så du er sikker på, at Guatemala er åben for indrejse inden du booker din billet.
  • Radiovagabond podcast

    253 DE AMERIKANSKE JOMFRUØER: Var engang Dansk Vestindien

    27:21

    Jeg gik ombord på det gode skib Equinox i Fort Lauderdale, Florida, sammen med min nye ven Siobhan, som jeg skulle dele kahyt med. Du kan møde hende i den seneste episode. Mit navn er Palle Bo. Velkommen tilbage til nye episoder af Radiovagabond. Dette er sæson 7, episode 253, og i dag skal vi til et stykke Danmarkshistorie på de Amerikanske Jomfruøer, som vi måske bedre kender som Dansk Vestindien. PÅ KRYDSTOGT I EN PANDEMI Denne episode er optaget for kort tid siden, da krydstogtskibe begyndte at sejle igen efter pandemien. Og den er jo stadig ret nærværende – specielt i Florida, hvor vi starter, så Celebrity Cruises har taget rigtig mange forholdsregler for at forhindre, at der er smitte på skibet. Alle skal være vaccinerede og alligevel skal vi alle møde op med en frisk Corona-test. De har ændret på ruten (som jeg fortalte om i den seneste episode), og så er der stop på turen, hvor vi ikke må gå i land, medmindre vi køber en af deres ekskursioner, hvor de har mere styr på, at sikkerheden er i top. Så jeg føler mig ret sikker på, at der ikke bliver smitteudbrud ombord – selvom det nok ville være med til at denne podcast ville gå viral. VELKOMMEN TIL SAINT CROIX Da vi sætter fod på den første af seks caribiske øer, bliver vi mødt af dansende piger, en DJ og et par fyre på stylter. Og jeg har glædet mig meget til at komme netop hertil. Som dansker, der har lidt historisk nysgerrighed er dette et spændende sted at besøge. Men lad os starte med lidt fakta om hvor vi er: MAN KAN STADIG SE NOGET DANSK HER Der er stadig noget dansk at se her. Her på Saint Croix så jeg både en Kongensgade, en Kirkegade og i dag besøger jeg både Frederiksted og Christiansted. Jeg gik også en tur på kirkegården og så mange danske …sen-navne. For eksempel var der gravsted for ”Frederik Jøgen Christensen fra Køge”. Ja, der står Jøgen, men jeg mistænker, at det er gravsten-manden, der har lavet en stavefejl efter han havde brugt meget energi på at finde ud af at lave et Ø. EN MEGET STOR EJENDOMSHANDEL De Amerikanske Jomfruøer (eller US Virgin Islands) hed Dansk Vestindien indtil Danmark solgte øerne til USA tilbage i marts 1917. Prisen var 25 millioner dollars i guld, hvilket vil være omkring 554 millioner dollars i nutidens penge. Jeg tror, at Trump ville kalde dette en ”meget stor ejendomshandel”. Bemærk, at dette var tilbage, hvor vi solgte dele af vores kongerige. Grønland er ikke til salg. HOVEDSTADEN ER IKKE PÅ DEN STØRSTE JOMFRU-Ø Saint Croix er den største af øerne, men hovedstaden Charlotte Amalie ligger på Saint Thomas. DEN SIDSTE JUMFRU De fleste kender de tre øer, St. Jan, St. Thomas og St. Croix, men der er faktisk kommet en fjerde til – for ikke så mange år siden. Det er den lille ø ”Water Island”, som ligger tæt ved St. Thomas. Men den er også meget lille: Kun omkring to kvadratkilometer. USA købte øen for bare 10.000 dollars. De lokale kalder den ”The Last Virgin”. HALVDELEN AF BEFOLKNINGEN BOR PÅ SAINT CROIX Der bor lidt mere end 50.000 mennesker på Saint Croix, hvilket er næsten halvdelen af den samlede befolkning i dette territorie. ØEN HAR ET LILLE BJERG Selvom øen er lille, så har de faktisk et bjerg, der er omkring dobbelt så højt som Himmelbjerget. Det højeste punkt på St. Croix, Mount Eagle er 355 meter højt. TO HOVEDBYER HAR GIVET ØEN SIT KÆLENAVN St. Croix har kælenavnet ”Twin City” efter de to byer, Frederiksted i den vestlige del (hvor vores skib ligger til) og den lidt større, Christiansted, i den nordøstlige del af øen (hvor jeg skal til senere i dag). EN KAFFE OG TO SAMTALER, TAK Jeg starter min dag i Frederiksted inden jeg tager på byvandring i Christiansted. Jeg gik lidt rundt i byen og endte på en café, med navnet, Polly's at the Pier. Her ville jeg nyde både en kop kaffe og noget Wi-Fi, der var en del hurtigere end det skibet kan præstere.   Her falder jeg i snak med ejeren, Susan, som fortæller mig, at hun valgte at forlade Colorado for at finde et sted med lidt varmere klima efter hun gik på pension. Og til sin egen store overraskelse, så ”kom hun til” at købe en café midt i en pandemi. Og efter den første måned, der var langsom, er det faktisk gået rigtig godt. Hun nyder livet her, og har ingen planer om at forlade Saint Croix – selvom der både er det, de kalder ”island-time” og at man godt kan få lidt økuller ind i mellem. Vi sidder I caféens baggård med høns rendende rundt mellem bordene. Der er også et sted heromme, hvor man kan leje cykler, og her møder jeg Rebecca, som er født og opvokset her. Du bliver nødt til at lytte til episoden for at høre, hvad de to skønne kvinder har at sige. Og så vil du også høre, at min alarm pludselig ringer for at minde mig om, at jeg skal gøre mig klar til at tage på tur til Christiansted. CHRISTIANSTED OG MANDEN PÅ 10-DOLLAR-SEDLEN Inden byvandringen starter vores guide med at læse en lang besked, hun har fået fra Celebrity Cruises. Den handler om alle de ting, vi skal huske omkring, hvordan man opfører sig i en pandemi. Med andre ord, ting vi alle har hørt 200 millioner gange før de seneste 18 måneder. Vi skal vaske hænder, holde afstand og bære maske. Man bliver lidt træt – selvom det naturligvis er rart at vide, at de tænker på vores sikkerhed. VORES HIMMELSKE TURGUIDE Guiden på denne tur er en lidt ældre kvinde med de himmelske navn ”Heavenly Petersen”. Ja, hendes fornavn er virkelig Heavenly. Og hendes efternavn er Petersen – stavet på den danske måde. Hun bekræfter min mistanke om, at hun har danske rødder, men reagerer slet ikke da jeg fortæller hende, at jeg er fra Danmark. Jeg havde ellers forventet ee “wow, virkelig?” eller noget i den dur, men intet. Jeg tænkte, at hun nok ikke havde hørt mig, så jeg gentog mig selv. Og Heavenly gentog sin larmende stilhed. Det er måske slet ikke så specielt at være dansker i Caribien, som jeg havde troet, men jeg må indrømme, at jeg synes, at det var så underligt, at jeg fortsat ikke troede, at hun havde hørt mig. Men senere, da vi står foran indgangen til Fort Christiansværn og ser et Skilderhus, nævner jeg, at der også står den slags foran Amalienborg i København. Og så siger hun: ”Nå ja, du er herren fra Danmark”. MIT NAVN ER ALEXANDER HAMILTON " How does a bastard, orphan, son of a whore and a Scotsman, dropped in the middle of a forgotten spot in the Caribbean by providence, impoverished in squalor, grow up to be a hero and a scholar?" Disse ord er fra den berømte Broadway musical om Alexander Hamilton. Og det var en nyhed for mig, at han faktisk voksede op her på Saint Croix – inden han blev en af USA's ”Founding Fathers” og fik sit ansigt på den amerikanske 10-dollar-seddel. Vi går indenfor på Fort Christiansværn og hører mere om ham og især om hans mor, Rachel Faucett Lavien, som tilbragte tid i en fængselscelle her. HISTORIEN OM HAMILTON OG HANS MOR, RACHEL Heavenly fortæller os om Rachel og Alexander, da vi står i hendes celle, som de i dag kalder ”Rachel’s Room”. Her tilbragte hun seks måneder bag lås og slå, fordi hendes mand fik hende anholdt. En mand, som Heavenly kalder ”ældre mand”, den 32-årige John Michael Lavien. Ifølge Heavenly blev hun anholdt for at havde opført sig flirtende. Jeg har researchet lidt, og det lader til at hun vist havde gjort mere end at flirte. Mens hun var gift med den ”gamle mand” blev hun taget med bukserne nede sammen med en anden mand. Hun og Cronenberg blev taget på fersk gerning – nøgne i et soveværelse og som det stod i retsprotokollen, ”med omstændigheder der tilstrækkeligt demonstrerer deres skamløse samleje og skandaløse opførsel”. Så, det er nok derfor, at Lin-Manuel Miranda kalder Alexander Hamilton ”son of a whore” i den populære musical. Både Rachel og Cronenburg tilbragte flere måneder bag tremmer for deres utroskab – og Rachel tilbragte seks måneder her på Christiansværn. Da de blev løsladt, blev Cronenburg udvist fra øen og han dukkede senere op på St. Thomas. Rachel blev løsladt da hun lovede at tage tilbage til sin mand, at hun ville opføre sig pænt og gøre alt, hvad han bad hende om. Men hun snød ham. Så snart hun kunne forlod hun også Saint Croix og tog tilbage til Nevis, hvor hun kom fra. Nevis er en anden caribisk ø og en del af det lille land Saint Kitts and Nevis. Her mødte hun skotten, James Hamilton, og sammen fik de to sønner mens hun stadig var gift med Lavien: James Hamilton Jr og den yngste, som de valgte at opkalde efter hans farfar, Alexander Hamilton. I 1759, bad Lavien om skilsmisse. På dette tidspunkt var James Jr seks år og Alexander to (eller måske fire – der er lidt usikkerhed om, hvornår han var født). Da James Hamilton Sr fandt ud af, at hun faktisk allerede var gift, forlod han hende, og hun måtte forsørge de to drenge alene. Det gjorde hun ved at drive en lille butik her tilbage i Cristiansted. Det var i en bygning, som vi også besøgte, der i dag kaldes Hamilton House. Kort tid efter fik hun dog gul feber og døde i 1768. Så i en alder af 13 (eller måske 11) var Alexander forældreløs. NOT THROWING AWAY MY SHOT Så hvordan bliver denne horeunge, forældrelæse, søn af en hore-kælling og en skotte en af USA's fædre og ti-dollar-ansigtet? (frit oversat fra Lin-Manuel Mirandas engelske tekst) "He got a lot farther by working a lot harder. By being a lot smarter. By being a self-starter. And by fourteen, they placed him in charge of a trading charter. " Selvom han kun var teenager, var han dygtig nok til at have ansvaret for et firma i fem måneder, mens ejeren var til søs. Han læste meget og begyndte også at skrive en del. Og så begyndte han at drømme om et liv ovre på fastlandet. Han spildte bestemt ikke sine chancer. Hvis du vil have resten af historien, foreslår jeg at du tager en tur til New York og ser Hamilton musicallen. Hvis du kan få billetter. MEGET MERE PÅ SAINT CROIX END BARE HISTORIE Selvom øens historie er meget spændende – og jeg har kun kradset lidt i overfladen, så er der meget mere at opleve her på Saint Croix. Der er bogstaveligt hundrede ting at se og gøre her. Her er en liste med titlen 100 things to do on St. Croix. Men det var, hvad jeg havde valgt at opleve, de få timer, jeg tilbragte her i Dansk Vestindien. Jeg kunne sagtens finde på at komme tilbage og prøve de andre 99. Jeg hedder Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.
  • Radiovagabond podcast

    252 INTERVIEW: Siobhan er en digital nomade over 50

    31:04

    Velkommen tilbage til helt nye Radiovagabond episoder. Jeg håber, du har nydt de daglige flashback-episoder, jeg har givet dig i august, men ny er vi på nippet til at starte Sæson 7; og den bliver anderledes end tidligere, hvor vi har fokuseret på ét kontinent. De næste fire måneder tager jeg dig med kloden rundt. Vi skal til Andorra, Bali, Brasilien, Chile, Dominica og Saint Lucia i Caribien, El Salvador, Guatemala, Jordan, Uruguay, et par steder I USA, og vi starter St. Croix – en af de tidligere Jomfruøer i Dansk Vestindien. Som altid får du rejse-episoder om onsdagen og så kommer der også en del interview-episoder i weekenden. Og vi starter med et interview. I dag kan du møde Siobhan Farr, som jeg skal dele kahyt med på et krydstogt gennem Caribien. Hun er, hvad hun selv kalder “spark originator” – eller grundlægger af en konference og et community, der hedder Digital Nomads Beyond 50.

Descubre los mejores podcast en la aplicación gratuita de GetPodcast.

Suscríbete a tus podcast favoritos, escucha episodios cuando estés sin conexión y déjate sorprender por las recomendaciones personalizadas.

iOS buttonAndroid button