Bloom

Mennesket er blevet mørkeræd. Siden den industrielle revolution har vi dækket planeten i et tæppe af elektrisk lys fra gadelamper, projektører, butiksvinduer og skyskrabere.  Lys, som har overtaget kloden i et omfang, der har store konsekvenser for alt fra fugles navigationsevner og insekters jagtmønstre til menneskers søvn og udsigt til nattehimlen.  Denne teknologiske nyhed har forstyrret den ellers så stabile rytme af lys og mørke, som livet har tilpasset sig, siden de første cyanobakterier indtog kloden for godt 3 milliarder år siden. Med solen, stjernerne og månen som de eneste lyskilder, har rytmen skabt et indre ur i cellerne på alle levende organismer.  Dette biologiske urværk kaldes også den cirkadiske rytme, og den er sat til cirka 24 timer i os alle sammen.   Men ifølge den svenske flagermusforsker Johan Eklöf har vi mennesker skudt den rytme godt og grundigt ud af kurs og skabt store problemer for os selv og andre arter i processen.  Lysforurening er nemlig et overset problem i biodiversitetskrisen, hvis man spørger ham. Manglen på mørke fragmenterer arters levesteder, forstyrrer deres parringsmønstre og gør det sværere for rovdyr at holde sig skjult for deres bytte.  Hør Johan Eklöf i samtale med interviewer Victor Boy Lindholm, når han udfolder, hvorfor vi bør slukke lyset noget oftere og lære at blive venner med mørket.

Tilbage i 1802 stod den tyske videnskabsmand Alexander von Humboldt nær toppen af vulkanen Chimborazo i Ecuador og blev ramt af en erkendelse, som sidenhen har formet vores forståelse af, hvordan verden sammen: alt er forbundet.    På vejen op havde han krydset adskillige klimazoner og kæmpet sig gennem jungle, tågeskov og højslette til den gletsjerdækkede vulkantop.     Knap 200 år senere gentog makroøkolog Carsten Rahbek turen gennem det forunderlige landskab i de sydamerikanske Andesbjerge. Også for ham satte den friske bjergluft og det artsrige økosystem gang i tankerne.     For Rahbek blev det tydeligt, at biologerne hidtil havde undervurderet livet i bjergene, og hans opdagelser skulle sidenhen omskrive en af biologiens fundamentale love. Han har sidenhen forsøgt at komme tættere på at besvare på biologiens fundamentale spørgsmål: Hvordan fordeles livet på jorden?     Men der er stadig uforklarlige observationer fra verdens bjergkæder, som ikke passer ind i forskernes modeller. Så måske biologiens love skal omskrives endnu en gang?     Sammen med naturformidler Alexander Holm kaster Carsten Rahbek et nysgerrigt blik på klodens højest beliggende økosystemer. For hvilke nye svar skal findes i bjergene? Skal biologiens gåder ved hjælp af gummistøvler eller computerkraft? Og kan naturkrisen løses ved at tænke som et bjerg?

Fysiker Peter Ditlevsen forsker i tipping points og har sammen med sin søster, statistiker Susanne Ditlevsen, forudset, hvornår et af Jordens vigtigste natursystemer kollapser: havstrømmene i Atlanterhavet, også kaldet AMOC (‘The Atlantic meridional overturning circulation’).  AMOC-kredsløbet sikrer opvarmning af landmasserne her i Nordeuropa og nedkøling i området omkring Ækvator og har afgørende betydning for opretholdelsen af vejrforhold og vandstande verden over.  Systemet af havstrømme kommer ifølge de to forskeres beregninger til at nå sit tipping point omkring år 2057 – et faretruende kollaps, der kan sammenlignes med, hvis Amazonas blev til en ørken, eller hvis indlandsisen smeltede fra den ene dag til den anden.  Hvis ikke udledningen af drivhusgasser falder drastisk inden for de næste 5-10 år, vil AMOC-kredsløbets kollaps ifølge de to Ditlevsen-søskende sandsynligvis være uundgåeligt.   Hvad er konsekvenserne af sådan et kollaps? Og hvor mange andre tipping points skal vi samtidig være opmærksomme på?  Få greb om videnskaben bag forudsigelsen af tipping points, når de to Ditlevsen-søskende i selskab med videnskabsretoriker Frederik Appel Olsen dykker ned i klimamodellerne.

Den amerikanske biolog Rob Dunns originale forskningseksperimenter viser, at der efterhånden finder lige så meget evolution sted i vores kornmarker, vores vægge og vores kropsbehåring, som der gør i den vilde, uberørte natur. Der er en livlig mangfoldighed af bakterier og mikroorganismer på og omkring os – fra bakterierne på vores hud og gæren i surdejen til stankelbenet på badeværelset og svampen på husmuren.   I sin bog ‘Belly Button Biodiversity’ beskriver Dunn et eksperiment, hvor han fandt intet mindre end 2.300 arter i menneskelige navler. Og i hans undersøgelser af biodiversiteten i amerikanske hjem fandt han og kollegerne næsten 200.000 arter – alene på første sal.  Men hvis vi skal have blik for vores bofæller, kræver det, at vi vænner os af med trangen til at sterilisere vores nære omgivelser og holde naturen ude af vores hjem.  For evolutionen finder sted, om vi vil det eller ej – og hvis vi smider de gode organismer ud med badevandet, skabes der gunstige forhold for antibiotikaresistente bakterier, skadedyr og parasitter.  Oplev Rob Dunn på årets Bloom, når han giver sit bud på fremtidens naturhistorie og vores sameksistens med mikroberne.

2024 blev året, hvor techmilliardæren Elon Musks firma Neuralink for første gang succesfuldt indopererede en hjernechip i et menneske, som gjorde patienten i stand til at kontrollere sin telefon – kun ved tankens kraft.     Det lille, bioteknologiske vidunder har potentiale til at lindre symptomer fra neurodegenerative sygdomme, kurere mennesker med kropslammelser og få blinde til at se. Og det er bare begyndelsen.     Målet med chippen er en dag at opnå en komplet symbiose mellem menneske, internet og kunstig intelligens, som kan øge hjernens kognitive funktion og potentielt gøre os alvidende fra den ene dag til den anden.     Men drømmen om menneske-maskine-symbioser er også et moralsk minefelt. For der er stadig meget, videnskaben ikke ved om vores komplekse hjerner.    Hjernekirurg Jens Christian Hedemann Sørensen og hans team har på dansk allerede haft held koble en gris på nettet. Og han mener, at det i vores levetid vil blive muligt at sammensmelte menneske og computer.     I selskab med lektor i filosof og etik Jens Christian Bjerring og moderator Lasse Foghsgaard tackler de nogle af de store spørgsmål, som den nye bioteknologi rejser.

2023 blev året, hvor de danske farvande oplevede det værste iltsvind i 20 år.    Iltsvindet skaber et feedback-loop af voldsomme konsekvenser for havbundsmiljøet – planter forsvinder, fisk søger væk, og den manglende ilt lader giftig svovlbrinte og metan stige op fra undergrunden, som dræber det tilbageværende liv.     Verdens havbunde er – med alt fra dybhavets sletter og undersøiske vulkaner til ålegræsskovene og stenrevene i de danske farvande – hjemsted for et væld af liv, som i dag trues af landbrugsudledninger, minedrift og klimaforandringer.    Hvordan ser fremtiden ud på havets bund? Hvad sker der, hvis landbruget bliver ved med at udlede kvælstof, hvis temperaturerne stiger, og hvis vi begynder at høste mineralerne i dybhavet? Og ved vi overhovedet nok om, hvad der foregår dernede?    Dybhavsforsker Ronnie Glud og marinøkolog Dorte Krause-Jensen har forsket i, hvad der gemmer sig på verdenshavenes dybeste dybder og i de nære danske farvande.    Sammen med moderator Daniel Flendt Dreesen tager de to forskere os en tur med under overfladen for at gennemskue, hvad konsekvenserne er af menneskets aktiviteter på havets bund. 

“Det siges, at alt i universet forfalder. Det siges, at mennesket er et destruktivt væsen. Men mennesket er også et ordnende, organiserende fænomen i universet.” Sådan lyder det i forfatter Theis Ørntofts seneste storroman ‘Jordisk’. I et årti har han undersøgt planetens store kriser og taget livtag med de eksistentielle spørgsmål, der følger med. I hans litteratur lurer enden altid lige om hjørnet. Naturen, mennesket og civilisationen befinder sig i en tilstand af kaos og forfald – det, naturvidenskaben har døbt entropi. Men Ørntoft er nået til en skillevej. Han er begyndt at spørge til, om de planetære krisers altoverskyggende nærvær har skabt en brist i vores kollektive forestillingskraft. Har vi – måske mere end nogensinde før – nemmere ved at forestille os undergang end overgang? For at slippe ud af dommedagssaksen må vi skabe nye forestillinger om vores fremtid på kloden. Ifølge Ørntoft har vi behov for nye genfødselsmyter og overgangsritualer, der kan give os troen tilbage på menneskets evne til at genopbygge og reparere. For hvad kommer efter kaostilstanden? Skal svarene findes i litteraturen, videnskaben eller i naturen selv? Eller måske hinsides det globale nord – for eksempel i Den Tibetanske Dødebog? 

En dag vil historien om menneskeheden være skrevet i sten. I sin bog ‘The Earth After Us’ spørger den britiske geolog Jan Zalasiewicz ind til, hvad nysgerrige væsner millioner af år fra nu vil finde, når de begynder at grave i jordlagene efter tegn på hedengangne civilisationer. Men hvordan vil mindet om menneskeheden tage sig ud, når vi ikke længere blot er en geologisk kraft – men faktisk geologi, indlejret i Jordens skorpe? Vil fremtidige forskere være i stand til, som vi har gjort med dinosaurerne, at rekonstruere vores kroppe – og hvad med vores kulturer og sprog? Og vil en anden art – en abe, måske, eller ligefrem en forvokset, opretgående rotte, som Zalasiewicz er kendt for at overveje – kunne udvikle evner, der gør den i stand til at træde i vores sted? Hvis vi gerne vil efterlade et godt indtryk af os selv til fremtidens geologer, skal vi til at overveje, hvor mange biler, mikrobølgeovne og plastikkopper vi efterlader som fossiler. For de aftryk, vi sætter nu, vil kunne aflæses i Jordens geologi millioner af år fra nu.

Siden de gamle grækere har det både i videnskab og hverdagsliv været en grundantagelse, at følelser er naturlige reflekser, der udløses af ydre påvirkninger – tænk bare på Pixar-filmen ‘Inside Out’. Vi har bildt os ind, at de er medfødte, hører hjemme bestemte steder i vores hjerner og er færdigformede fra evolutionens side. Og så har vi troet, at følelser kan afkodes helt umiddelbart af vores ansigtsudtryk og stemmeføring. Men det beror ifølge Feldman Barrett på en helt forkert beskrivelse af, hvad der foregår i vores fleksible hjerner. Som hun skriver i bogen ’How Emotions Are Made’: ”Følelser er ikke indbyggede, men varierer fra kultur til kultur. De udløses ikke – du skaber dem. De opstår i kombination mellem din krops fysiske egenskaber, en fleksibel hjerne der programmerer sig selv alt efter, hvilke omgivelser den udvikler sig i, og den kultur og opvækst, der tilbyder de omgivelser.” Feldman Barretts teori om følelser er et paradigmeskift, der gør, at vi skal gentænke følelsernes biologi og kultur og genoverveje alt det, vi tror, vi ved om deres rolle i alt fra personlige forhold til den måde, vores samfund er indrettet på. Oplev en af vor tids vigtigste hjerneforskere, når Lisa Feldman Barrett på Bloom vender det menneskelige følelsesliv på hovedet.

I årtusinder har filosoffer, videnskabspersoner og kunstnere forsøgt at finde frem til kærlighedens væsen. Men hvad er kærlighed egentlig? Hvad sker der i vores hjerner, når vi elsker – og mister? Er det et eksklusivt, menneskeligt fænomen at blive ramt af amors pil? Og hvordan har kærligheden udviklet sig evolutionært fra savannens sletter til nutidens hyperdigitaliserede samfund? Det satte vi til Bloom 2024 to af årets hovedtalere til at forsøge at svare på. Hjerneforskeren Lisa Feldman Barrett, hvis forskning lærer os, at kærlighed udspringer af vores hjerners sociale forbindelse og deres særlige evne til at påvirke hinanden på tværs af geografi, tid og kultur. Og videnskabsforfatteren Cat Bohannon, som undersøger kærlighedens dybe, evolutionshistoriske betydning – fra vores tidligste formødres første omsorgsevner til nutidens komplicerede landskaber af lyst, afhængighed og tryghed. Oplev to af tidens skarpeste videnskabelige stemmer, når de i selskab med kulturjournalist Felix Thorsen Katzenelson forsøger at svare på et af menneskehedens ældste spørgsmål: hvad er kærlighed?