Bloom

Vi mennesker producerer affald som aldrig før. Men vi er også blevet bedre til at forvandle skrald til varme og elektricitet. Energisystemanalytiker Marie Münster guider til en af klimakampens store løsninger. Lossepladser, migrerende skraldeøer i havene, ubæredygtig afbrænding af affald, rumskrald, plastikforurening. Listen over menneskets mindre flatterende aftryk på planeten er lang. Men hvad hvis vi en dag i fremtiden ser på affald som en energiressource i stedet for et miljøproblem? Med Waste-to-Energy forsøger forskere og ingeniører at slå to fluer med et smæk og løse både affalds- og energiudfordringer. Metoden transformerer nemlig vores efterladenskaber til genanvendelig energi, der kan varme vores hjem og give os lys i lamperne. Men hvordan bliver affald egentlig til grøn energi? Og hvordan forhindrer vi, at forurenende stoffer fra det skrald, vi brænder af, ikke slipper ud i vores miljø? Energisystemanalytiker Marie Münster giver sit bud på, om løsningen kan være en af klimakampens helt store håb.

Kan vi få ren energi fra vores egen lille sol her på Jorden? En fusionsfysiker forklarer, hvordan fusionsenergi måske kan hjælpe os på vejen mod en grønnere fremtid. Seniorforsker i plasmafysik Søren Bang Korsholm forsker i fusionsenergi, som nogle betragter som den ultimative, grønne energikilde. Fusionsenergi opstår ved at genskabe stjerners (inklusive Solens) processer i særlige fusionsreaktorer, der kan forvandle gas til plasma og få lette atomkerner til at smelte sammen. Fusionen af atomkernerne frigiver enorme mængder energi uden CO2-udledning og med kun en brøkdel af den radioaktivitet, man ser ved den mere velkendte atomkraft fission, der spalter atomkerner. Men hvad vil det betyde, hvis vi en dag i en ikke så fjern fremtid, kan skabe vores egen lille sol her på jorden og få stort set uendelig ren energi? Og hvor tæt på er vi?

I 1621 voksede muskatnødtræet stadig kun på de indonesiske Banda-øer, som i kolonitidens Europa var blevet kendt som en del af de såkaldte Krydderiøer. For at få monopol på handel med muskatnød besluttede de hollandske handelsrejsende i Nederlandsk Ostindien Kompagni at fordrive og massakrere den lokale befolkning – og udpinte derefter øernes økosystemer i håbet om at øge produktionen. Det er denne dystre voldshistorie, den indiske klimaforfatter Amitav Ghosh i sin blændende nonfiktionsbog 'The Nutmeg's Curse' trævler op i en større kulegravning af sammenhængen mellem kolonihistorie, kapitalisme og klimakrise. Historien om muskatnødden – der i øvrigt er en frugtsten og slet ikke en "noot", som hollænderne kaldte den – er for Ghosh en anledning til at begynde at tænke på naturen som andet og mere end ressourcer, der kan udvindes. Gennem de seneste årtier har han markeret sig som en af tidens helt store essayister og som en romanforfatter, der som få favner videnskab og klima i sine bøger. 'The Nutmeg's Curse' lægger sig i forlængelse af det skelsættende klimaessay 'The Great Derangement' fra 2016, hvor Ghosh argumenterer for, at klimakrisen er en krise i vores forestillingsevne, som moderne skønlitteratur ikke har formået at skildre. Romankunsten har – lige så vel som kolonialismen og kapitalismen – været præget af et psykologisk verdensbillede, hvor det er mennesket, der handler, og naturen blot er en passiv omverden. Spørger man Ghosh, er der brug for nye fortællinger, der tillader naturkræfterne at træde i forgrunden i egen ret og som andet og mere end spejlinger af den menneskelige psyke.

Er vores univers kun ét blandt mange parallelle universer? I moderne populærkultur støder man på forestillingen overalt – fra Marvel-film og animationsserier som 'Rick and Morty' til Oscar-vindende film som 'Everything Everywhere All at Once'. I videnskabens verden er idéen kendt som multivers-teorien, og i årtier har diskussionen om, om vi lever i et multivers, splittet de videnskabelige vande. Nogle mener, at vi helt bør afvise idéen om et multivers ganske enkelt, fordi vi ikke kan hoppe fra vores univers til et andet og tjekke efter. Men flere forskere inden for både matematik, kosmologi og kvantefysik tager stadig idéen om et multivers alvorligt som en teoretisk mulighed. Statistisk set er sandsynligheden for, at vores univers overhovedet eksisterer, forsvindende lille – medmindre det er ét af mange, lyder et af argumenterne for. Selv bittesmå ændringer i de såkaldte naturkonstanter, som tyngdekraft og lysets hastighed, ville føre til et univers, hvor biologisk liv ikke kunne opstå. Så måske lever vi bare i efterdønningerne af ét ud af mange Big Bangs, som tilfældigvis finindstillede vores univers til at huse mennesker, træer og hundehvalpe. Kan det betyde, at der findes andre universer, hvor betingelserne for liv måske er endnu bedre? Også kvantemekanikken åbner døren til mange verdener. Teoretisk set kan der eksistere uendelige versioner af Jorden, universet og os selv i andre virkeligheder, der som kvantepartikler konstant splitter og forgrener sig. Rejs med, når statistiker Jakob Stoustrup, kvantefysiker Klaus Mølmer og astrofysiker Tina Ibsen tester teorien om multiverset og de mange verdener.

"Det er blændende indlysende, at vi er dyr, og alligevel er der en del af os, der ikke tror på det." Livet som isbjørn, havørred eller lus er ensbetydende med at leve i konstant fare for at sulte – eller blive spist af andre dyr. Og gennem historien har mennesket gjort alt for at benægte, at vi skulle være en del af dyrenes barske og usikre verden. Den britiske videnskabsforfatter Melanie Challenger daterer vores hukommelsestab til, da de første filosoffer, videnskabsfolk og religiøse tænkere placerede mennesket øverst i livets hierarki og gravede en kløft mellem os og naturen. Om det er løfter om en guddommelig himmel eller en teknologisk fremtidsutopi, hvor vores kroppe smelter sammen med maskiner, så lever idéen om menneskelivet som adskilt fra dyrenes skæbne i bedste velgående. I sin bog 'How To Be Animal' forsøger Challenger at bygge en bro over kløften til naturens verden – eller endnu mere præcist: at minde os om, at der slet ikke er nogen kløft til at begynde med. I et imponerende ridt gennem videnskabelige discipliner som evolutionshistorie, filosofi og bioetik forklarer hun, hvordan idéen om menneskets særstatus har formet sig. Hun trækker tråde fra antikkens menneskesyn til Darwins evolutionsteori og moderne teknologi og understreger, hvorfor vi i dag gør klogt i at huske på, at det at være menneske også er at være dyr. Mennesket er nemlig ikke en enestående skabning, der står uden for naturen og betragter dyrene på afstand. Vi skal også spise og sove, blive syge og dø. Til forskel fra de andre dyr gør vores bevidsthed dog, at vi bliver overraskede over vores skrøbelige kroppe og har svært ved at acceptere naturens usikre vilkår. Men hvad hvis livet som dyr ikke kun er en konstant kamp for overlevelse? Challenger foreslår, at vi begynder at hylde det skønne ved at være et dyr, og at vi må vænne os til en ny måde at definere, hvad det vil sige at være menneske – og dermed hvad det vil sige at være et dyr. "Mange af de ting, vi værdsætter mest – vores relationer, de romantiske følelser af tiltrækning og kærlighed, graviditet og fødsel, glæden ved foråret, ved at spise et måltid – er fysiske, i høj grad ubevidste og tydeligvis dyriske." Ved at omfavne vores dyriske ophav går vi altså ikke et skridt tilbage i evolutionen – for vi er allerede dyr. Og i den erkendelse ligger måske en af nøglerne til at føle en stærkere forbindelse med den naturlige verden, som vi mennesker hele tiden har været en del af.

Den tusindmeter tykke is på Islands største gletsjer, Vatnajökull, er lige så gammel som landets historie. Men efter klimaforskningens prognoser står alle de islandske gletsjere til at forsvinde i de næste 100 til 200 år. Den første af de store gletsjere – med det ironisk klingende navn 'Ok' – er allerede væk. Og måske er gletsjeren Snæfellsjökull, hvor de nysgerrige forskere i Jules Vernes 'Rejsen til Jordens indre' steg ned, en af de næste. Den islandske forfatter Andri Snær Magnason er det litterære hovedvidne til klimaforandringernes tag i det islandske landskab. På mindetavlen for 'Ok' skrev han et brev til fremtiden med en klar indrømmelse: "Vi ved, hvad der sker, og hvad der skal gøres. Kun I ved, om vi gjorde det." Gletsjerne er ikke længere geologiske symboler på evigheden. De er tegn på en planet, der er ude af balance. I sin store klimafortælling 'Tiden og vandet' har Magnason skrevet en dybt personlig historie om de store ismassiver og deres plads i vores kulturelle bevidsthed. Magnason væver på eminent vis sin egen familiehistorie sammen med klimavidenskaben, de gamle, islandske Edda-digte og sine møder med Dalai Lama i Himalaya-bjergenes gletsjer-rige højder. "Gletsjerne er frosne håndskrifter, som fortæller historier, ligesom årringe i træer og sedimentlag, og ud fra isprøverne kan man indsamle oplysninger og danne sig et billede af fortiden. Gletsjere kan fortælle om tidligere vulkansk aktivitet, de gemmer på pollen, regnvand og luftbobler, som afslører atmosfærens kemiske sammensætning for tusindvis af år siden. Men nu er næsten alle gletsjere, overalt i verden, på samme tid ved at forsvinde." Derfor er det for Magnason på tide at finde en ny måde at tænke på vores tid på Jorden. Hør den islandske forfatter og klimaaktivist Andri Snær Magnason give sit bud på, hvad vi kan lære af gletsjernes liv og død.

Ved årtusindeskiftet troede man, at biologien var færdig. I 2003 lykkedes det at kortlægge det menneskelige genom – et komplet katalog over menneskekroppens mange genetiske byggeblokke. Endelig havde biologien en måde at svare på, hvorfor livet ser ud og opfører sig, som det gør. Livets brugsanvisning var skrevet. Men ifølge den britiske videnskabsforfatter Philip Ball står vi midt i et afgørende paradigmeskift, der viser os, at generne ikke bestemmer alt. I sin bog 'How Life Works' introducerer han til den såkaldt 'nye biologi', som vender op og ned på idéen om, at alle livets aspekter skulle kunne forklares ud fra genomet. "At kigge på genomet efter en forklaring på, hvordan livet fungerer, er lidt ligesom at kigge i en ordbog for at forstå, hvordan litteratur fungerer." Ball viser med sit unikke overblik over den nyeste forskning, hvordan livet ikke kan reduceres til sekventeringen af DNA-molekylets fire bogstaver a, c, t og g. Alligevel hjemsøges biologien af idéen om, at et levende system er en form for computer, der kører ved hjælp af en sofistikeret kode. Med den nye biologis briller ser vi, at livet er langt mere dynamisk og kontekstafhængigt, end vi troede. Et levende system er nærmere som et højhus med utroligt mange etager. Liv opfører og udtrykker sig forskelligt, alt efter hvilken etage vi kigger på – fra genernes og cellernes mikroskopiske niveau til organernes og hele kroppens niveau. Ball er med til at skrive et helt nyt sprog frem til at beskrive, hvordan liv egentligt bliver til og fungerer på de forskellige niveauer – et sprog, der bedre tager højde for fænomener som kognition, bevidsthed og kontekst. Lyt til en af Europas skarpeste og mest dybdegående videnskabsjournalister folde livets gåde ud i al sin videnskabelighed, da Philip Ball for første gang slog vejen forbi Bloom i maj.

Mennesket skylder planterne sin eksistens. Den italienske filosof Emanuele Coccia har mere end nogen anden tænker i nyere tid taget konsekvensen af vores dybe forbundethed til planter. I sin poetiske plantefilosofi har han flyttet mennesket væk fra centrum af det hele og på en original måde vist, hvordan planter skaber grundlaget for vores verden. "Hver eneste dag suger vi næring af gasser udledt af planter: Vi kan ganske enkelt kun leve i kraft af de andres liv." Uden planternes fotosyntese ville livsformer som vores ganske enkelt ikke findes. Planterne er naturens eget, store aircondition-system, som vi er udviklet til at bo i, og man glemmer let, at Jorden oprindeligt slet ikke var til at ånde på, før cyanobakterier og planter begyndte at omdanne CO2 og ilte atmosfæren for milliarder af år siden. Åndedrættet kan minde os om vores afhængighed af planterne, men for Coccia er det også en anledning til at gentænke hele vores verden og eksistens. I sit ambitiøse og nyklassiske essay 'Planternes liv – blandingens metafysik' – der af blandt andre den danske sociolog Nikolaj Schultz er blevet kaldt en ny, mere grøn og fællesskabsorienteret eksistentialisme – foreslår han at se på verden som flydende frem for opdelt. Vi er vant til at tænke på os selv som organismer adskilt fra vores miljø, men når vi trækker vejret, ophæver vi konstant grænsen mellem organisme og omgivelser, indre og ydre. Sådan er det også for planterne, der lever i en grænseløs og flydende virkelighed, hvor der ikke er skarpe skel mellem dem selv og verden. Vi kan lære meget ved at lade tænkningen udspringe fra planteriget. Planten er for Coccia det perfekte billede på et væsen, der er helt og aldeles forbundet med naturen og kosmos – fra rødderne i jorden til blomsterne, der strækker sig mod himlen. Med sine filosofisk nytænkende studier af planternes betydning for livet på Jorden giver Coccia nyt perspektiv på de aktuelle klima- og biodiversitetskriser, vi står over for. Oplev en af vor tids store økologiske tænkere, når Emanuele Coccia for første gang slår vejen forbi Bloom til maj.

I 1800-tallet forestillede læger sig, at kræft var en konsekvens af modernitetens forandringer. Af dampmaskiner, fabriksarbejde og livet i storbyen. Og i dag taler vi ofte om kræft som en livsstilsygdom, der knytter sig til rygning, madvaner eller en stillesiddende hverdag. Men kræft er en af menneskets ældste sygdomme. En genetisk fejl, som har fulgt livet i millioner af år. Og fordi den ofte først rammer sent i livet, skulle lægevidenskaben først udrydde en række dødelige sygdomme, før alvoren blev tydelig. Efter et hårdt kræftforløb satte arkæolog og forfatter Jeanette Varberg sig for at undersøges kræftens dybe historie. Ved hjælp af gamle dinosaurskeletter, papyrusruller, mumier og renæssancemalerier har hun genfortalt historien om den frygtede sygdom i bogen 'Onkos'. På Bloom tager Varberg i selskab med kræftforsker Per thor Straten på en tour de force igennem palæopatologi, behandlingshistorie og frem til de nyeste videnskabelige kvantespring i kræftforskning.

I dag står vi muligvis på tærsklen til at forstå dyr lige fra pattedyr til padder med hjælp fra kunstig intelligens. Spørgsmålet lader ikke længere til at være, om det kan lade sig gøre, men snarere hvornår det lykkes. Forskere har allerede haft held med at afkode slagtegrises grynt og hvin, og teknologien har også givet værdifuld indsigt i dyrenes følelsesliv, som har vist sig at være langt rigere og mere komplekst end hidtil antaget. Men hvor tæt er vi på en Dr. Dolittle-fremtid, hvor vi ikke blot forstår chimpansens, hundens eller hvalens følelser, men også kan føre meningsfulde samtaler med dem? Og hvilke etiske spørgsmål melder sig, hvis det lykkes? I dette symposium vil zoolog Jakob Christensen-Dalsgaard og zoologisk direktør i Københavns Zoo Mads Frost Bertelsen i selskab med Line Friis Frederiksen undersøge, hvor tæt på – eller langt væk – vi er fra at kunne tale med dyrene. Og hvis det lykkes – hvad skal vi så snakke med dem om?