Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Ligesom fysikken har palæoantropologien også en standardmodel. I stedet for partikler og kvantefelter handler den om udviklingen af mennesket, som grundlæggende går på, at mennesket har udviklet sig fra trælevende aber i det centrale Afrika. Denne teori har været et indiskutabelt dogme i årtier. Men nu er den blevet udfordret af en ny teori. Teorien er kontroversiel og vil sikkert møde stærk modstand, hvis ikke den bliver ignoreret som uden fagligt grundlag. Artiklen er udgivet i tidsskriftet Academia Biology, som ikke rangerer særligt højt internationalt. Men jeg mener alligevel, den er værd at omtale, fordi det altid er sundt, når gældende dogmer udfordres på et fagligt acceptabelt niveau. I den nye artikel har et hold af forskere fremsat en teori, der flytter menneskets oprindelse fra landjorden i det indre Afrika til de lavvandede områder mellem det afrikanske og det eurasiske kontinent. Forskerne fra Belgien, Grækenland og Australien har forskellige faglige baggrunde som antropologi, geologi, arkæologi og zoologi. De tager udgangspunkt i nogle store pladebevægelser, der skete for mellem 23 og cirka 5 millioner år siden, som skabte Tethyshavet. Et hav, der stort set gik fra Middelhavet gennem Den Persiske Bugt og ned i Det Indiske Ocean. Tethyshavet havde langs kysterne af Europa, Arabien og Nordafrika lavvandede skovområder, og det var i disse områder, at der i denne periode skete en adskillelse af aber og menneskeaber, hævder den nye teori. Dem, der blev i træerne, førte abelinjen videre, mens dem, der blev til menneskeaber, udnyttede ressourcerne og tilpassede sig de nedre dele af våd- eller sumpskovene. Her blev menneskeabernes fælles forfader udviklet med en større og mere oprejst krop og tab af hale. Forklaringen er, ifølge forfatterne til den nye teori, at halen forøgede friktionen ved bevægelse i vand og kunne være mål for rovdyrangreb eller infektioner. Mere generelt synes det, som om pattedyr, der bevæger sig i vand, enten udnytter bagbenene til fremdrift, hvorved halen reduceres, eller udnytter halen, hvorved bagbenene reduceres. Da hominiderne (altså arter, der er beslægtet med os mennesker) også skulle bruge bagbenene på land og til klatring i træerne, mistede de halen. Alt i alt skete der ifølge forskerne bag artiklen en tilpasning til et liv, hvor menneskeabernes forfader kunne klatre lodret op i træerne og vade gennem skovene og de lavvandede områder. De evner ses stadig hos orangutangen og gorillaen. For cirka 2,58 millioner år siden havde homininerne ifølge den nye teori udviklet en livsform, der byggede på indsamling af skaldyr, smådyr og planter i lavvandede områder. I den klassiske teori om menneskets oprindelse er den berømte Lucy og Homo habilis – med deres abehjerner, lange arme og abeagtige gang – tidlige led på menneskelinjen. I den nye teori er de varianter af fortidige chimpanser eller gorillaer. Det er en mulig løsning på den gåde, at man ikke har fundet fossiler efter tidlige chimpanser og gorillaer. Det er hidtil blevet forklaret med, at det fugtige tropiske miljø har nedbrudt dem. Men det er ifølge forfatterne til den nye teori i uoverensstemmelse med, at der under tilsvarende forhold i Asien er fundet mange fossiler efter orangutangens forfædre. Forskerne hævder, at udviklingen til menneske ikke har været en lige og fremadskridende bevægelse. De forskellige træk har gennem udviklingen varieret enormt gennem tiden, hvor de er gået både den ene og den anden vej. Det kan lyde utroligt, at menneskearter engang skulle have levet i vand. Ifølge den nye teori er der dog flere træk ved menneskekroppen, der kan pege på den våde oprindelse. Blandt andet manglen på pels, som ville være en bremse under svømning og dykning, samt et solidt lag hvidt fedt, der hjælper med at holde varmen i vandet. Mens fedtprocenten for mænd er på 12-23 procent og hos kvinder 25-35 procent, er den hos chimpansehanner på 5 procent og hos chimpansehunner 5-8 procent. Derudover er menneskets fødder meget mere flade end h...

En lille blød robotfrø, der kan svømme ved hjælp af seks lysaktiverede kunstige muskler. Det er dét, som forskere fra Aarhus Universitet har skabt med en 3D-printer, skriver universitetet i en pressemeddelelse. Og selvom den bestemt ikke er nogen hurtig svømmer - den tilbagelage kun otte centimeter på knap to minutter - så er den ret interessant. Den lille robotfrø har nemlig hverken motor, batterier eller ledninger, men svømmer udelukkende ved hjælp af sine kunstige benmuskler. Musklerne er lavet af materialer, der kaldes flydende krystal-elastomerer, tilsat et molekyle, der kan absorbere infrarødt lys og omdanne det til varme. Det gør, at de trækker sig sammen, når de bliver belyst og opvarmet, og vender tilbage til deres oprindelige form, når de køler af igen - lidt ligesom naturlige muskler. Bløde robotter, der kan bevæge sig uden ledninger, er ikke nogen ny opfindelse, men det interessante i AU-forskernes forsøg er metoden, altså 3D-printning. "I en almindelig 3D-printer smelter man typisk en hård plasttråd. Vores materiale minder snarere om meget tyk sirup eller glasur, som man presser ud af en sprøjtepose, når man pynter kager. Vi bruger bare en printer til at placere materialet helt præcist," forklarer ph.d.-studerende Cecilie Ryberg, der har fremstillet frøen. For at udvikle kunstige muskler, der kan 3D-printes, er det altså ikke nok at finde materialer, som kan trække sig sammen. De skal også have den rette konsistens. Derfor har Cecilie Ryberg systematisk undersøgt, hvordan forskellige kemiske ingredienser og længden af molekylekæderne påvirker 'blækkets' egenskaber under 3D-printningen og de færdige musklers bevægelser, skriver universitetet.

Tidligere var kreatin især populært blandt fitnessentusiaster, men på kort tid er det blevet et af de mest udbredte kosttilskud i verden. Der er videnskabelig dokumentation for, at kreatin kan øge muskelstyrken og forbedre den fysiske præstationsevne. Men kosttilskuddet bliver i stigende grad også anbefalet på grund af dets mulige gavnlige effekt på den mentale sundhed. Et nyt forskningsreview peger endda på, at kreatin muligvis kan bruges til behandling af depression. Der er flere grunde til, at kreatin ser ud til at kunne gavne hjernen og den mentale sundhed. Men før du begynder at tage kreatin for at styrke din mentale sundhed, er det værd at se nærmere på, hvad forskningen faktisk viser, og hvad vi endnu ikke ved. Kreatin er et stof, som kroppen selv danner. Det findes også naturligt i både lyst og mørkt kød og i visse fisk, blandt andet laks, tun, torsk og sild. Kreatin spiller en vigtig rolle i kroppens energiforsyning og hjælper især med at levere energi til musklerne, når vi er fysisk aktive. Langt det meste af kroppens kreatin findes i musklerne, men en mindre del findes også i hjernen. Hjernen er et af kroppens mest energikrævende organer. Selvom den kun udgør omkring to procent af vores samlede kropsvægt, står den for cirka 20 procent af kroppens energiforbrug. Det gælder især, når vi tænker intensivt eller løser komplicerede opgaver. Hvis hjernen mangler energi, kan det påvirke de vigtige signalstoffer, som er med til at regulere vores humør. Forskere mener desuden, at nedsat energiomsætning i hjernen kan spille en rolle ved forskellige psykiske lidelser, herunder depression, bipolar lidelse og skizofreni. Forskning har også vist, at personer med depression kan have et lavere niveau af kreatin i den forreste del af hjernen, som blandt andet spiller en central rolle i reguleringen af vores humør. Derfor har forskere foreslået, at kreatin måske kan bruges i behandlingen af psykiske lidelser, herunder depression. Allerede for 40 år siden fandt forskere en sammenhæng mellem selvmordstanker og et lavt niveau af kreatin. Siden har adskillige studier undersøgt, om der er en forbindelse mellem kroppens kreatinniveau og den mentale sundhed. Store befolkningsundersøgelser har vist, at personer, der får mere kreatin gennem kosten, sjældnere har depression. Forskere har også fundet, at unge med depression, som ikke havde haft tilstrækkelig gavn af almindelig behandling, fik det bedre psykisk, når de tog kreatin som supplement til deres sædvanlige medicin. Noget tilsvarende er set hos personer med bipolar lidelse, hvor kreatin som supplement til den almindelige medicinske behandling var forbundet med en bedring af symptomerne. For at få et bedre overblik over kreatins mulige effekt på den mentale sundhed har forskere for nylig gennemført et systematisk review. Her gennemgik de fem kliniske forsøg med i alt 238 deltagere. To af forsøgene viste en gavnlig effekt af kreatin, mens de tre øvrige ikke gjorde. Det er dog vigtigt at understrege, at alle fem forsøg var små, og at de undersøgte forskellige spørgsmål. Nogle af forsøgene undersøgte effekten af kreatin alene, mens andre så på, om kreatin havde en effekt, når det blev givet sammen med antidepressiv medicin. Andre forsøg undersøgte, om kreatin kunne forbedre effekten af psykoterapi. Der var også store forskelle på, hvor meget kreatin deltagerne fik, og hvor længe de tog tilskuddet. Det gør det vanskeligt at drage sikre konklusioner. Derfor er der behov for flere og bedre kliniske forsøg. Forskere undersøger også, om kreatin kan gavne andre sider af hjernens funktion, især hukommelsen. Hjernens evne til at bearbejde og anvende information er meget afhængig af en stabil energiforsyning. Hvis energiforsyningen bliver forstyrret, kan det gå ud over vores evne til at behandle og huske information. Vi ved for eksempel, at søvnmangel påvirker en lang række kognitive funktioner, blandt andet opmærksomhed og hukommelse. En mulig forklaring er, at hjernen kommer til at mangle energi...

Elon Musks rumfartsvirksomhed SpaceX har planer om, at den gigantiske Starship-raket skal spille en afgørende rolle i fremtidens rumfart. Tonsvis af satellitter og datacentre står i kø for at blive sendt i rummet, og Starship skal sågar lande på Månen med astronauter ombord allerede i 2028. Det haster således med at få raketten gjort helt flyvefærdig, og det seneste døgn har SpaceX udsat den for den hidtil mest ambitiøse test. Med stor succes, melder SpaceX selv. For første gang nogensinde lykkedes det Starship at lande intakt, efter rumskibet havde været i kredsløb om Jorden. Den 52 meter høje hoveddel af rumskibet blev grebet sikkert af to store stålarme – også kaldet 'spisepinde' – ved affyringstårnet hjemme på Starbase i Texas 14. november kl. 22:20 dansk tid. "Det var rumfartens hellige gral," sagde SpaceX' talsmand Dan Huot under firmaets livestream af Starships testflyvning nummer 15. "Vi fangede Starship, og nu ændrer alt sig." Forud var gået 22 timers rejse, hvor Starship nåede at flyve 14 gange rundt om Jorden, hvilket også er en ny milepæl. Undervejs blev Starlink-internetsatellitter sluset ud i rummet og sat i drift. At landingen af selve rumskibet lykkedes, er at stort skridt frem mod SpaceX' mål om at gøre Starship til en genbrugelig raket, for det vil sænke omkostningerne ved flyvningerne markant. Det samme er lykkedes med SpaceX' mindre raketter Falcon 9 og Falcon Heavy, og det er grunden til, at SpaceX de seneste år har stået for at sende langt størstedelen af verdens satellitter i rummet. Alt var dog ikke fryd og gammen. For det var meningen, at Starships løfteraket også skulle være landet på rumbasen. Men den manøvre måtte opgives på grund af for lavt brændstofniveau. I stedet omdirigerede SpaceX løfteraketten, så den plaskede ned i havet i Den Mexicanske Golf. SpaceX har således til gode at vise, at begge dele – både løfteraketten og hoveddelen af Starship – kan lande sikkert i én og samme flyvning.

To af psykologiens mest berømte eksperimenter, Stanford-fængselseksperimentet og Stanley Milgrams lydighedsforsøg, er af journalister og forskere blevet beskyldt for at bygge på ikke-erkendt manipulation manipulation og vildledende fremstillinger af resultaterne. Eksperimenterne er blevet kaldt for et bluffnummer, en løgn og svindel. Retraction Watch, et website, der holder øje med tilbagetrukne forskningsartikler, har bragt et indlæg, som argumenterer for, at artiklen om Stanford-eksperimentet bør trækkes tilbage. Psykologer har ligefrem fået at vide, at næsten alt, hvad de troede, de vidste om Stanley Milgram, er forkert. Alligevel er interessen ikke aftaget. I denne måned har Netflix udgivet seks afsnit af The New Stanford Prison Experiment, som igen har sat forsøget fra 1971 i søgelyset. Hvorfor bliver vi ved med at vende tilbage til disse stærkt kritiserede eksperimenter? En del af forklaringen er, hvor opsigtsvækkende de oprindelige resultater var. De stammer fra en periode, der ofte bliver kaldt 'den amerikanske socialpsykologis guldalder', som fandt sted fra 1950'erne til begyndelsen af 1970'erne. I løbet af disse år gennemførte forskere dramatiske eksperimenter, der undersøgte, hvordan grupper og autoriteter påvirker almindelige menneskers adfærd. I 1950'erne undersøgte socialpsykologen Solomon Asch gennem en række eksperimenter eksempelvis, hvordan gruppepres påvirker menneskers dømmekraft og tilbøjelighed til at rette ind efter flertallet. Forsøgspersonerne skulle løse en enkel opgave: at vurdere længden af forskellige streger. Hvad de ikke vidste, var, at de øvrige deltagere i gruppen var instrueret i at give det samme åbenlyst forkerte svar. Resultaterne viste, at når forsøgspersonerne skulle vurdere stregernes længde på egen hånd, svarede de korrekt i 99 procent af tilfældene. Men når de blev konfronteret med gruppens svar, faldt andelen af korrekte svar til 63 procent. Psykologiske lærebøger fokuserede naturligt nok på denne dramatiske stigning i fejlvurderinger. I begyndelsen af 1960'erne på Yale University fik Stanley Milgram frivillige forsøgspersoner til at tro, at de deltog i en undersøgelse af hukommelse og indlæring. De blev bedt om at give en mand i et andet rum elektriske stød, hver gang han svarede forkert på et spørgsmål. Stødene skulle gradvist øges i styrke, helt op til et niveau, der var mærket som: "Farligt" og: "XXX". Stødene var ikke ægte, og manden var skuespiller, men det vidste forsøgspersonerne ikke. I den mest kendte version af eksperimentet fortsatte 65 procent helt op til den højeste styrke på skalaen, når en mand i en grå laboratoriekittel bad dem om at fortsætte. I slutningen af 1960'erne undersøgte psykologerne John Darley og Bibb Latané, hvorfor mennesker så ofte undlader at hjælpe i nødsituationer. I et af deres eksperimenter hørte frivillige over et samtaleanlæg, hvad der lød som en anden forsøgsperson, der fik et epileptisk anfald. Jo flere, de troede, der også kunne høre anfaldet, desto mindre tilbøjelige var de til selv at hente hjælp. En anden fremtrædende forsker fra denne periode var Philip Zimbardo, der var psykolog ved Stanford University og senere blev formand for American Psychological Association. I august 1971 omdannede han kælderen under Stanfords psykologiske institut til et kunstigt fængsel. Han fordelte tilfældigt 24 mandlige studerende i rollerne som henholdsvis fængselsbetjente og indsatte, i et forsøg der efter planen skulle vare to uger. Men allerede efter seks dage måtte han afbryde eksperimentet, fordi nogle af fængselsbetjentene var blevet ekstremt brutale, mens en del af fangerne havde fået psykiske sammenbrud. I en analyse fra 2019 af arkivmaterialet fra Stanford argumenterede den franske forsker Thibault Le Texier for, at Philip Zimbardos forskerhold havde givet fængselsbetjentene instruktioner om, hvordan de skulle opføre sig. Deres adfærd var altså ikke spontan ifølge gennemgangen. Nogle af fangerne har senere fortalt, at de overdrev deres psykiske rea...

Efter 378 dage i isolation vender deltagerne fra NASA's CHAPEA 2-mission hjem fra 'Mars' igen - eller skulle vi sige ud igen? De fire deltagere har nemlig ikke opholdt sig på Mars, men i NASA's 158 kvadratmeter store, hyperrealistiske og 3D-printede Mars-kulisse i Johnson Space Center i Houston, Texas. Her skulle de bo, alt imens de foretog simulerede marsvandringer, robotoperationer, vedligeholdt habitatet, trænede og levede af de afgrøder, de selv dyrkede. Formålet med det, der mest af alt lyder som et vildt socialt eksperiment, er ifølge direktøren for Johnson Space Center, Vanessa Wyche: " (...) at forberede os på de udfordringer, der er ved menneskelig udforskning uden for Jordens atmosfære, at samle den viden, vi har brug for, for at beskytte besætningens sundhed og præstationsevne, og at bane vejen for fremtidige missioner til Månen og – en skønne dag – Mars," siger hun i en pressemeddelelse. NASA har da også store ambitioner for den røde planet, og deres håb er at kunne sende de første mennesker til Mars allerede i løbet af 2030'erne, skriver Reuters. Og at sende mennesker til Mars er på ingen måde noget uopnåeligt mål, mener testpilot og leder af CHAPEA 2 holdet, Ross Elder. "Risikoen er stor (...) men at sende mennesker til Mars er ikke blot opnåeligt – det er uundgåeligt," sagde han, som han forlod isolationen. Inden der skal sendes mennesker til Mars, ønsker NASA at sende mennesker til Månen igen. Her tror Vanessa Wyche også, at CHAPEA-holdets erfaringer kan hjælpe med at bane vejen mod det mål, skriver Reuters.

Hver morgen gentager mennesker over hele kloden det samme ritual: Går i bad, børster tænder og reder hår, lægger makeup og tjekker looket efter i spejlet, inden dagen for alvor går i gang. På nogle punkter er det et moderne ritual. På andre er det noget, du har til fælles med dine slægtninge utallige generationer tilbage i tiden. Det findes der et hav af beviser på i de mange danske middelalderbyer. Her finder arkæologerne jævnligt genstande, der viser, at vores forfædre i middelalderen (cirka 1050-1536) gerne ville holde sig rene og pæne, velsoignerede og præsentable. "Også dengang var de forfængelige og gik op i deres udseende. Så de havde bestemt også toilet- og skønhedsrutiner, som i større eller mindre grad minder om dem i dag," fortæller middelalderarkæolog Kirstine Haase. Videnskab.dk har bedt to eksperter fra Museum Odense og Københavns Museum om hjælp til at samle fem eksempler på middelalderens 'toilettaske': Når man taler om middelalderens hygiejne og toiletsager, er der ét spørgsmål, der dukker op igen og igen. "Folk vil altid gerne vide, hvordan man tørrede sig, når man havde været på toilettet," siger Kirstine Haase og griner. Hun leder Museum Odenses forskningscenter for arkæologi og historie, CENTRUM. Det mest oplagte sted at søge efter svar er selvfølgelig direkte nede i toilettet. Eller i hvert fald i det, der er tilbage af de tønder, man gravede ned i for eksempel Odense og brugte som latriner, formentlig med en form for toiletbås ovenpå. "Vi finder mange organiske materialer som mos og tekstiler, som har en god sugeevne, dernede," siger hun. "Og så finder vi også en hel masse pinde på cirka 20 centimeter, der er spidsede en smule til i den ene ende." En pind kan jo bruges til mange ting, og der findes ikke klare beviser for, hvad de er blevet brugt til. Men eftersom man har smidt mange af dem i toilettet frem for på bålet, mener Kirstine Haase og hendes kolleger, at man kunne komme mos eller tekstiler på pindene og tørre sig bagi. "I middelalderen var man meget opmærksom på 'ond' lugt, så man ville formentlig gerne tørres eller renses efter et toiletbesøg. Hvis man ikke ville bruge fingrene, er pinde med mos eller tekstil på en oplagt løsning." Et andet spor i toiletterne er små såkaldte stavbægre, som også er smidt i toiletterne i massevis. "Igen må man jo spørge sig selv, hvorfor de blev smidt i toilettet. Det er nærliggende at tro, at man havde vand i dem til at hjælpe med at rense sig bagi," siger Kirstine Haase. Hvad har dine ører, tænder og negle tilfælles? De skal selvfølgelig renses, hvis du gerne vil gøre lidt ud af dig selv. Så hvorfor ikke bruge ét redskab, der kan rense alle tre ting? Svaret i middelalderen var den spidse øreske: I den ene ende en lille ske til at grave ørevoks ud, og i den anden ende en spids, der kunne bruges som tandstik eller neglerenser. "Man kan kalde det for et middelalderligt multiværktøj til kropspleje. Det er jo lidt bizart med vores moderne forståelse af hygiejne, men dengang var det ret smart," siger Niels Henrik Andreasen. Han er museumsinspektør på Københavns Museum, hvor man blandt andet har udstillet en øreske af guld. Men mindre fine versioner kunne bestemt også gøre det. "Vi kender mange eksempler på fund af øreskeer af forskellige former for metal fra især 12-1300-tallet. Det har været et relativt udbredt redskab." Begge arkæologer, Videnskab.dk har talt med, fortæller om en udfordring med at registrere 'hverdags-redskaber' fra middelalderen. For hvordan kan de være sikre på, hvad en pind eller en spids genstand, de har udgravet, egentlig blev brugt til? Det problem har de ikke med kammen. "Det er jo nok den mest genkendelige genstand, og den finder vi overalt," fortæller Niels Henrik Andreasen. Den kan være fremstillet af forskellige materialer såsom ben, gevir, horn eller træ, men også af noget så dyrebart som elfenben. Med andre ord kunne kamme både produceres til den jævne befolkning og til de rige. Mange af kammene ligner moderne lusekamme: Én side...

De fleste katteejere er udmærket klar over, hvem der er husets boss, og det er selvfølgelig hverken din ægtefælle eller dine børn, der er tale om her. Men nu tyder et nyt studie på, at katte faktisk forsøger at kommunikere deres ordrer til deres menneskelige butlere i endnu højere grad end tidligere antaget, skriver Phys.org. Her forsøgte en gruppe forskere ved universitetet i São Paulo i Brasilien at finde frem til, om katte rent faktisk bruger deres miaven til at kommunikere med. Det gjorde de ved at rekruttere 38 katte og deres ejere til et adfærdsstudie. Her placerede ejerne deres kats yndlingsmad i en plastikboks med huller i, som katten ikke selv kunne åbne, hvorefter de med hver kat og ejer udførte to tests på hver ét minut. I den første test skulle ejeren sidde stille i rummet sammen med katten og boksen, og i den anden skulle ejeren forlade rummet og lukke døren efter sig. "Kattene miavede markant oftere, når der var et menneske til stede, hvilket tyder på, at miaven tjener et kommunikativt formål – og ikke blot er en reflekspræget reaktion på deres indre drift," skriver forskerne i studiet. Kattenes sandsynlighed for at miave blev faktisk målt til at være omkring 16 gange højere, når ejerne var til stede i rummet, end når de ikke var. Omkring 56 procent af kattenes miaven fandt sted, mens de kiggede på deres ejere, og flere gange skiftede de mellem at se på ejeren og madboksen – som for at indikere, at ejeren skulle åbne den. I det minut, hvor kattene var alene i lokalet, brugte de i stedet det meste af tiden på at sidde og kigge på døren, og de miavede mindre. Forskerne peger dog på, at antallet af katte og ejere, der indgik i forsøget, var relativt lavt, og at alle de medvirkende katte havde en tendens til at miave omkring fodringstid. Derfor kan de ikke med sikkerhed bevise, at kattene bevidst forsøger at sige noget til deres ejere – eller hvad det i så fald er, de prøver at sige.

Hvor lang er verdens længste slange? Hvilken er verdens giftigste? Og er det rigtigt, at stålorme og havslanger ikke er rigtige slanger? Fredagen er endnu engang kommet rullende, og i denne uges udgave af Weekendquizzen skal det handle om slangernes forunderlige verden! Weekendquizzen er et fast indslag på Videnskab.dk, hvor vi hver fredag markerer weekendens komme med en nye, fascinerende quiz om et nyt, fascinerende emne. I sidste uge handlede quizzen for eksempel om sorte huller, og ugen før markerede vi Halloween med en quiz om historiske hekse. Du kan som altid finde alle tidligere udgaver af Weekendquizzen - og alle vores andre quizzer, for den sags skyld - i vores omfattende quizarkiv. Tilbage er der kun at sige god weekend, knæk og bræk, og vi ses igen på fredag!

I en verden, hvor misinformation er blevet en af de mest alvorlige globale trusler, har god formidling af videnskab aldrig været vigtigere. Men hvordan får vi den bedste viden ud til almindelige mennesker? Hvilke udfordringer møder forskere, som blander sig i den offentlige debat? Og hvordan får unge forskere lov til at få en stemme i medierne? Onsdag blev forskere, kommunikatører, journalister og andre formidlere samlet til en konference om videnskabsformidling på Syddansk Universitet i Odense. Konferencen var arrangeret af Unge Videnskabsformidlere, Videnskab.dk og forsker og formidler Anton Pottegård. "Jeg er fuldstændig høj over, at den her konference er blevet taget så godt imod. At så mange vil videnskabsformidlingen," siger Anders Høegh Lammers, redaktør for Forskerne Formidler på Videnskab.dk og medarrangør af konferencen. "For vi har brug for endnu flere forskere, der ikke kun er gode forskere, men også er gode formidlere, så alle vi andre kan få gavn af og blive inspireret af deres univers." Under konferencen fangede Videnskab.dk seks deltagere og bad dem videregive deres bedste råd til folk, som gerne vil formidle forskning. Anton Pottegård, formidler, forsker og klinisk farmaceut på Syddansk Universitet og vinder af Forskningskommunikationsprisen 2026: "Mit bedste råd, som faktisk har udkrystalliseret sig endeligt for ganske nyligt, er at dyrke sin empati. Som ny formidler fokuserer man alt for meget på sig selv. Hvordan bliver jeg opfattet? Hvad får jeg sagt? Hvad tænker folk om mig?" "Men tænk over: Hvem er det, du snakker til, og hvad skal de bruge din information til? Find et helt konkret svar på det, og tænk på det, når du formidler. Så når du meget længere." Sabine Færge, medicinstuderende, medstifter af foreningen Unge Videnskabsformidlere: "Formidl ikke kun, hvad forskningen kan forklare, men vær også nysgerrig på begrænsninger og blinde vinkler. Giv plads til de mennesker og perspektiver, der kan udfordre og nuancere den viden, vi allerede har – herunder de unge forskere og formidlere." Sabrina Vitting-Seerup, adjunkt i science communication på Københavns Universitet, indehaver af Ren Snak, tidligere vinder af World Public Speaking Championship: "Jeg vil gerne bygge bro mellem teori og praksis, så derfor vil jeg gerne give to råd i et." "Nummer ét er tænk over konteksten, før du gå i gang. Hvem skal du snakke med, og hvad er de interesserede i? Hvad har du selv på hjerte, og hvor møder I hinanden? Hvorfor lige et oplæg, en artikel, en podcast, eller hvad du nu skal lave. Hvis du tænker fem minutter, før du går i gang, vil du være meget bedre stillet end dem, der aldrig har gjort sig den samme umage." "Nummer to råd: Helt lavpraktisk; 'never say no to stage time'. Hvis du får muligheden for at formidle, og det er nogenlunde indenfor noget, du ved, så sig ja. Formidling er en videnskab, men det er immervæk også et håndværk, og man skal gøre det mange gange for at blive god." Mikael Palner, formidler, lektor og hjerneforsker på Syddansk Universitet: "Bare kast dig ud i det, og prøv nogle ting af. Gør det, du synes er sjovt. Det kræver tid ud over din forskning, og så skal det helst være sjovt – ellers kræver det for meget." "Hvis du er en yngre forsker, så prøv at skrive en artikel til 'Forskerne Formidler' på Videnskab.dk. Det er et virkelig godt sted at blive opdaget som forsker. Alle journalister, som ringer til mig, siger, at de har læst min artikel på Videnskab.dk og gerne vil have mig til at kommentere på noget lignende. Så det råd giver jeg altid videre til andre forskere." Anja C. Andersen, astrofysiker og professor i offentlighedens forståelse for naturvidenskab og teknologi på Københavns Universitet: "Begejstring er måske det allervigtigste at have med, når man formidler. Man skal have noget på hjerte, selvom det lyder så banalt." "Men samtidig er det også godt at være lydhør over for målgruppens vidensniveau, så man ikke taler ned til folk, men heller ikke taler henover hovedet på folk. Det...