0:00
51:50
Dette er Del 1 af en miniserie på 3 hvor vi stigmatisering i psykiatrien. Jeg syntes det er fantastisk at have de her unge mennesker inde i studiet og fortælle deres historie og hvilken betydning forskellige ting har i deres liv. Vi sætter fokus på nuancerne.
I denne miniserie tager vi udgangspunkt i episoden fra Field´s og hvad det egentlig gør ved mennesker hvis hverdag er i psykiatrien.
Jeg har atter engang Lars inde i studiet hvor han fortæller om hvilken affekt det har haft på ham, atter engang læse en overskrift der peger negativt på psykiatrien.
Hele episoden har ført en masse skidt men også en masse godt med sig. Det har gjort det, at der er kommet fokus på psykiatrien og det syntes jeg er positivt, at der langt om længe kommer fokus på psykiatrien – og de mangler der egentlig plager psykiatrien.
Det er bundulykkeligt, at et menneske der rækker ud efter hjælp ikke får den hjælp han har behov for og det samtidig går ud over andre mennesker i situationen.
Jeg blev nærmest helt tom indeni – det er en træls følelse – for jeg ved godt hvad den mand kommer til at gå igennem. Det er ikke sjovt – det er ganske enkelt forfærdeligt!
Lars fortæller om egne erfaringer fra psykiatrien og det svigt han selv har oplevet.
På et tidspunkt efterspurgte han psykologsamtaler i behandlingspsykiatrien og fik at vide at han måtte snakke med en psykiater i stedet.
Psykiateren er desværre ofte den person der overbringer de kedelige nyheder. Den der overbringer det man må og ikke må – oftest det man ikke må.
Det er egentlig ikke en man har så meget lyst til at snakke med - medmindre det er virkeligt nødvendigt!
Jeg syntes det var ærgerligt at blive afvist – for jeg havde en behov for en at snakke med, en der lyttede til mig. Det gav mig en kende af frustration og så blev jeg egentlig bare ked af det. Det var ikke sjovt ikke at blive lyttet til.
Der er ikke så meget der bliver sat i stedet for. Der er nogle færdige pakke/kasse løsninger – er min erfaring. – og passer du ikke ned i kassen – så er man lidt på røven.
Mennesker har brug for individuelle løsninger i forhold til hvad de har brug for.
”Mennesker passer først ned i kasser når de er døde”.
Det der skulle til i min situation, det var, at de mennesker jeg havde med at gøre lyttede efter hvad jeg havde behov for – hvad mine behov var. At de lyttede til min historie – min livshistorie. Det var der ikke rigtig nogen der var interesserede i – utrolig nok.
Jeg er nogle gange gået nedtrykt fra en psykiater, nærmest grædende ind imellem, da det har været så dårlig en oplevelse – og så skal der rigtig mange gode oplevelser til at rette op på det – og de kom bare ikke.
Jeg bliver ked af det fordi nogle mennesker ikke kan se at alle mennesker har en værdi – blot fordi de er til.
Manden der stod bag den tragiske episode i Field´s har også en værdi. Det kan godt være at han ikke har en værdi for den almindelige dansker der har situationen derovre på afstand – men han har også pårørende, hvor han har en værdi.
Han er også et menneske!
1 ud af 3 kommer i berøring med psykiatrien – så jo mere fokus der kan komme jo bedre.
Det vigtigste budskab er at man som patient er en del af sin egen proces og bliver lyttet til – det er i fællesskab vi finder det bedste redskab.
At der er den her berøringsansigt, stigma og tabuer i psykiatrien det fodre ikke samarbejdet når ikke alle grupper bliver hørt i forhold til løsninger.
Det er skræmmende når den borgergruppe det handler om ikke er blevet inddraget i processen med 10 års planen for psykiatrien.
Det jeg syntes der mangler er:
•Fokus på de fordomme og tabuer der er
•Fokus på det enkelte menneske
•At borgeren er med i sin egen behandlingsplan
•Der skal langt flere samtaler til – så der bliver sat ord på livshistorien og baggrunden for det menneske man som personale sidder overfor.
Det at forstå et andet menneske det gør man ikke ved at læse i en journal! Det gør man ikke ved at se hvilken diagnosen det menneske har. Det gør man ved at tale med personen, i øjenhøjde.
Det handler meget om medicin og overvågning og ikke så meget samtaler og hvad det enkelte menneske egentlig har brug for.
Artiklen ramte mig virkelig hårdt – for det stemte fuldstændig overens med hvordan jeg havde det med det.
Når man gang på gang er nød til at afvise et menneske der rækker ud efter hjælp – kan det resulterede i et udad reagerende adfærd.
Det er vigtigt at forstå når mennesker rækker ud kan det være noget der har været længe undervejs – og hvis man så bliver afvist kan det have store konsekvenser for den enkelte.
For hvad vil du helst sætte på eller lappe – et stykke plaster eller bandagen?
Og ikke mindst skylder vi også gerningsmanden at få mest muligt ud af det her. Det er også hans liv der bliver forandret i rigtig mange år. Jeg håber blot at folk vil se på det som noget vi alle skal lærer af.
I denne miniserie tager vi udgangspunkt i episoden fra Field´s og hvad det egentlig gør ved mennesker hvis hverdag er i psykiatrien.
Jeg har atter engang Lars inde i studiet hvor han fortæller om hvilken affekt det har haft på ham, atter engang læse en overskrift der peger negativt på psykiatrien.
Hele episoden har ført en masse skidt men også en masse godt med sig. Det har gjort det, at der er kommet fokus på psykiatrien og det syntes jeg er positivt, at der langt om længe kommer fokus på psykiatrien – og de mangler der egentlig plager psykiatrien.
Det er bundulykkeligt, at et menneske der rækker ud efter hjælp ikke får den hjælp han har behov for og det samtidig går ud over andre mennesker i situationen.
Jeg blev nærmest helt tom indeni – det er en træls følelse – for jeg ved godt hvad den mand kommer til at gå igennem. Det er ikke sjovt – det er ganske enkelt forfærdeligt!
Lars fortæller om egne erfaringer fra psykiatrien og det svigt han selv har oplevet.
På et tidspunkt efterspurgte han psykologsamtaler i behandlingspsykiatrien og fik at vide at han måtte snakke med en psykiater i stedet.
Psykiateren er desværre ofte den person der overbringer de kedelige nyheder. Den der overbringer det man må og ikke må – oftest det man ikke må.
Det er egentlig ikke en man har så meget lyst til at snakke med - medmindre det er virkeligt nødvendigt!
Jeg syntes det var ærgerligt at blive afvist – for jeg havde en behov for en at snakke med, en der lyttede til mig. Det gav mig en kende af frustration og så blev jeg egentlig bare ked af det. Det var ikke sjovt ikke at blive lyttet til.
Der er ikke så meget der bliver sat i stedet for. Der er nogle færdige pakke/kasse løsninger – er min erfaring. – og passer du ikke ned i kassen – så er man lidt på røven.
Mennesker har brug for individuelle løsninger i forhold til hvad de har brug for.
”Mennesker passer først ned i kasser når de er døde”.
Det der skulle til i min situation, det var, at de mennesker jeg havde med at gøre lyttede efter hvad jeg havde behov for – hvad mine behov var. At de lyttede til min historie – min livshistorie. Det var der ikke rigtig nogen der var interesserede i – utrolig nok.
Jeg er nogle gange gået nedtrykt fra en psykiater, nærmest grædende ind imellem, da det har været så dårlig en oplevelse – og så skal der rigtig mange gode oplevelser til at rette op på det – og de kom bare ikke.
Jeg bliver ked af det fordi nogle mennesker ikke kan se at alle mennesker har en værdi – blot fordi de er til.
Manden der stod bag den tragiske episode i Field´s har også en værdi. Det kan godt være at han ikke har en værdi for den almindelige dansker der har situationen derovre på afstand – men han har også pårørende, hvor han har en værdi.
Han er også et menneske!
1 ud af 3 kommer i berøring med psykiatrien – så jo mere fokus der kan komme jo bedre.
Det vigtigste budskab er at man som patient er en del af sin egen proces og bliver lyttet til – det er i fællesskab vi finder det bedste redskab.
At der er den her berøringsansigt, stigma og tabuer i psykiatrien det fodre ikke samarbejdet når ikke alle grupper bliver hørt i forhold til løsninger.
Det er skræmmende når den borgergruppe det handler om ikke er blevet inddraget i processen med 10 års planen for psykiatrien.
Det jeg syntes der mangler er:
•Fokus på de fordomme og tabuer der er
•Fokus på det enkelte menneske
•At borgeren er med i sin egen behandlingsplan
•Der skal langt flere samtaler til – så der bliver sat ord på livshistorien og baggrunden for det menneske man som personale sidder overfor.
Det at forstå et andet menneske det gør man ikke ved at læse i en journal! Det gør man ikke ved at se hvilken diagnosen det menneske har. Det gør man ved at tale med personen, i øjenhøjde.
Det handler meget om medicin og overvågning og ikke så meget samtaler og hvad det enkelte menneske egentlig har brug for.
Artiklen ramte mig virkelig hårdt – for det stemte fuldstændig overens med hvordan jeg havde det med det.
Når man gang på gang er nød til at afvise et menneske der rækker ud efter hjælp – kan det resulterede i et udad reagerende adfærd.
Det er vigtigt at forstå når mennesker rækker ud kan det være noget der har været længe undervejs – og hvis man så bliver afvist kan det have store konsekvenser for den enkelte.
For hvad vil du helst sætte på eller lappe – et stykke plaster eller bandagen?
Og ikke mindst skylder vi også gerningsmanden at få mest muligt ud af det her. Det er også hans liv der bliver forandret i rigtig mange år. Jeg håber blot at folk vil se på det som noget vi alle skal lærer af.
Flere episoder fra "Syrenparkens Stemmer"
Gå ikke glip af nogen episoder af “Syrenparkens Stemmer” - abonnér på podcasten med gratisapp GetPodcast.
