Hvad er poesi #2 – Med Lea Marie Løppenthin
Hej. Du har fundet frem til et afsnit af ”Hvad er poesi?”. Det her er afsnit nummer to. ”Hvad er poesi?” er en samtalepodcast, hvor jeg får besøg af en ny digter hver gang. Og taler med dem om deres forhold til poesi og om, hvad poesi er. I det her afsnit får jeg besøg af digter og romanforfatter Lea Marie Løppenthin. På forhånd havde jeg sendt hende nogle skriftlige spørgsmål, som vi blandt andet taler om. De står nedenfor her. Og helt specifikt kommer vores samtale ind på emner såsom sprogets materialitet og poesiens tilblivelsesvilkår i den danske bogbranche. Yes – håber du finder mening i at lytte. Kh Rolf
- - - - -
Skriftlige spørgsmål til Lea Marie Løppenthin:
Hvad er poesi?
Poesi er en praksis, hvor vi tager konsekvenserne af, at vores sprog har en form og en lyd. Det er stadig ikke nogen nem erkendelse, synes jeg. Jeg tror faktisk også poesien skal hjælpe os med den stress, det er , at vores sprog har en form og en lyd, at sproget ikke bare er den verden, vi taler om, når vi taler. Audre Lorde har sagt: Poetry is not a luxury, og det giver jeg hende helt ret i. Men jeg bider også mærke i, at hun har været nødt til at sige som en negation. Det antyder jo, at nogen gik og troede, at poesien netop var en luksus. Og det var nok magthaverne. Ja, det er det selvfølgelig. En stor del af problemet med at leve i et samfund er at skulle kæmpe imod den forestilling, at poesi er en luksus, man skal gøre sig fortjent til. Generelt at kæmpe imod denne forestilling, at man skal gøre sig fortjent.
Hvad betyder digte/poesi for dig?
Alt det ovenstående! Kan tilføje: Den hjælper mig, når jeg er bange og vred. At læse gør mig tryggere ved verden og skeptisk overfor mine private tilflugtssteder. Uden at jeg af den grund bebrejder mig selv at jeg havde lyst til at flygte eller gå i skjul.
Kan du nævne tre digtere, der er vigtige for dig, og hvorfor?
Morti Vizki og Claudia Rankine er to meget forskellige digtere, men fælles for dem er, at de lader forskellige former for had komme til syne i deres tekster, uden at tro at det er teksterne selv, der skal forsone eller reparere. Deres tekster beskæftiger sig med minorisering, men de viser også altid den undertrykte som noget andet end undertrykt, f.eks. som rastløshed, aggression, skønhed, lattermildhed. Den sidste jeg vil nævne er den østrigske forfatter Marlen Haushofer. Hun er godt nok prosaist, men sætningerne i hendes romaner tjener alle digtes formål. Som f.eks. i hendes roman "Die Mansarde" fra 1969, som jeg netop har læst på engelsk, og derfra oversat denne sætning: "Men det var for tidligt til tristhed, så jeg skubbede den væk, fortalte den at den kunne komme tilbage om aftenen, hvis den havde lyst, på loftet, og den adlød mig øjeblikkeligt og gik."