Pejling af dannelse

Velkommen til Pejling af dannelse: Sophia samtale nr. 36 mellem docent, Ph.d. og musiker Jens Skou Olsen og rektor og professor Lene Tanggaard.I ubevogtede øjeblikke kan det i en samtale hænde, at der sker en handling, som bliver en konkret påvisning af det, man gerne udtrykke. Således indleder Jens Skou Olsen samtalen med at spørge om, hvad dannelse er. Lene Tanggaard fortæller, at hun netop har modtaget bogen Det skal kendes*, hvori hun har skrevet et afsnit om Håndværk og design. Her har hun en definition på dannelse, som hun gerne vil læse op. Med en latter i stemmen siger hun, at det kan være spændende at se, hvad hun her mener.Oplæsning af en gennemarbejdet, kompleks skriftsprogstekst er ikke just det mest lyttervenlige, men Jens Skou Olsen sidder i rum med oplæseren og har dermed et særligt nærvær, ligesom han som improviserende jazzmusiker er en trænet lytter. Han uddrager to indfaldsvinkler af det oplæste: Hånd og ånd spiller sammen og at dannes optræder i passiv form.De tre forhold, som kommer til at kendetegne indledningen til samtalen, viser sig at rumme essensen:Et dannelsesmanifest?Lene Tanggaards underfundige ønske om at læse og finde ud af, hvad hun selv har ment i Det skal kendes, understreger hendes syn på dannelse som en skabelse, der ikke må indhegnes. Dette kommer til udtryk, da Jens Skou Olsen spørger ind til et dannelses-manifest, men må afrunde denne del af samtalen med at foreslå, at første regel i et sådant manifest må være, at alt kan forandres. Det centrale i dannelse er, at den udspringer af det levede liv og må inkarnere en spændstighed af hensyn til fremtidens mennesker. Og hvor er det i øvrigt interessant, at Lene Tanggaard og Jens Skou Olsen med oplæsningsgrebet helt konkret får anskueliggjort karakteren af det levede liv i mundtligheden.Hånden og åndenDannelse udspringer af trangen til at forme, at forme verden og at forme sig selv. Derfor er hånden betydningsfuld som udtryk for dannelsen som et sanseligt projekt, men ihukommende at den også er et vidensprojekt. Problemet er, at vi har skabt ubalance i den frugtbare vekselvirkning ved at opprioritere viden om verden på bekostning af at opnå en forståelse ved at mærke verden. Lene Tanggaard medgiver, at hun i starten af sin karriere inden for det psykologiske felt ikke var optaget af dannelse. Det er et pædagogisk snarere end et psykologisk begreb. Men under arbejdet med sin phd. på erhvervsuddannelserne blev hun opmærksom på håndens betydning i formningen af os selv og af verden. Men hun understreger, at tekstarbejde også er skaben.Aktiv eller passiv dannelse?Dannelse, der er betegnet i passiv, afspejler det forhold, at vi ikke er alene om at forme verden; verden er også aktiv i processen. Vi kan sætte mål og lave strategier og handle derefter, men noget uden for os er også aktivt. Som eksempel kan nævnes, at vi kan selv skrive et manuskript, men andre har givet os sproget. Dannelse kan beskrives som en tilblivelse af en særlig værdi; det knytter sig til det gode, til dyder. Derfor optræder det som en reaktion på den lærings- og kompetencetænkning, som i de seneste årtier er udviklet i den pædagogiske verden, og som netop ikke forholder sig til det, der er ønskværdigt. At insistere på dannelsesaspektet udspringer af, at vi vil noget andet og mere for eleverne og med hinanden end at have værdineutrale færdigheder; vi vil genfinde den mistede forankring.Dannelsens konserverende naturDannelsesbegrebet bliver ofte af Lærke Grandjean kritiseret for at være af konserverende natur. Men Lene Tanggaard finder, at hun fejllæser hendes og Thomas Rømers tænkning omkring dannelse, idet der netop ikke er tale om forankring alene, men også om tilblivelse af det nye. Men kritikken er velkommen, fordi der altid er en risiko for at dannelsen forstener, især hvis kritik bliver ignoreret eller censureret. Selvstændighed er et ideal for den danske skole, fordi vi bygger samfundet på selvstændige borgere. Men rodfæstede, selvstændige mennesker tåler kritik og lærer af kritik. Derfor er det et problem, at flere giver udtryk for, at de ikke tør være kritiske. Hvis den adfærd får medvind, udvikler vi tilpasning.Derfor må vi genlære, at vi er en del af et fælles anliggende, hvor kritisk forstyrrelse virker som en anerkendelse, og hvor det flerstemmige frirum bidrager til at vi danner os selv og bliver dannet af vores omverden.Skolen behøver ikke et utal af vejledninger, for vi må gå ud fra, at livet i skolen bliver til igennem lærergerningen og forvaltes af den konkrete lærer med det konkrete stof og de konkrete elever.Skolen er et mellemværende mellem lærer og elever, og alt må bygge på, at der lyttes til det, der sker. Vi må løsne den stramme styring og indse, at dannelse er nødt til at til stede i skolen, så alle må føle, at skolen også er deres projekt. *Det skal kendes er en bog, der er udgivet i forbindelse med Guldborgsund Kommunes indsats for at være dannelseskommune. Bogen består af 10 teoretiske og 10 praksisbeskrivende kapitler, som dækker de kommunale sagsområder. Her er inspiration at hente. Forlaget hedder CURA. Jonas Højgaard Mortensen har redigeret.

I den 35. podcast om pejling af dannelse har docent, Ph.d. og musiker Jens Skou Olsen besøgt pædagogisk filosof og Ph.d. Thomas Aastrup Rømer.Efter et par høflighedsfraser lægger Jens Skou Olsen hårdt ud ved at stille Thomas Aastrup Rømer spørgsmålet: Hvad er dannelse? Og ikke overraskende er der ikke plads til så meget væveri; svaret falder prompte og distinkt: For mig er dannelse er et begrebsmæssigt system, der præger pædagogikkens egenart. Det beskriver forholdet mellem praksis, frihed og kritik. Vi kan forlade vores praksis og lade kundskabsfeltet forlade sin funktion. Derved bliver vi i stand til at lege i den frieste vekselvirkning, fordi alt er muligt. Vi kan så vende tilbage om et par minutter, og et par dage eller om fem år, og kan måske ikke helt genkende det, vi kom fra. Dermed får vi muligheden for at forholde os kritisk til verden.Pædagogikken er altså karakteriseret ved en historisk praksis, en fri vekselvirkning og en kritisk forholden sig. Derfor er det et problem, at kritik nu ofte bliver opfattet beslægtet med krænkelse. Når denne betydningsglidning finder sted, beror det på, at når vi har opløst historien og dermed verden, så vi har umuliggjort den frugtbare vekselvirkning mellem mennesker og kundskaber. Derfor udspringer krænkelsesparatheden af manglende ståsteder, en rodløshed. Kritik og poesi er nødvendige, hvis man vil undgå, at verden opdeles i dannelsesløs praksis og praksisløs dannelse. Det var en sådan opdeling, der f.eks. skabte en afmagt i forhold til nazismens fremmarch, der fandt sted i tyvernes og tredivernes Tyskland.Dannelse opstår, når vi kan se verden med både egne og andre øjne, altså som et mellemværende både socialt og personligt med henblik på at blive til i verden. Modsætningen er bestræbelserne på at nivellere, så vi og verden ses som en grå masse. Dannelse består i, at eleverne, lærerne, forskerne bearbejder et kundskabsmateriale og oplever en frihed, der indeholder både fald og genrejsning.Vor tids nedgøring af den dannende kritik tager form af evalueringer, som ofte sker digitalt, hvorved man unddrager sig de berigende personlige samtaler. På baggrund af de omsiggribende evalueringer udformes didaktiske og pædagogiske systemer, som får udefra kommende kritiske blik til at forsvinde. Derved opstår undertrykkende kvalitetssikringssystemer. Modsætningen til sådanne undertrykkelsessystemer finder vi inde i klasselokalerne, ikke mindst i de frie skoler, hvor vi finder de klassiske formater med lærere og elever, der taler sammen. Her eksisterer den slags liv, der udfolder sig uden opsyn, akkurat som det skete, da man underviste efter forordninger, der var udstedt af en konge uden magt. Vi har brug for en sådan konge, en passiv autoritet til at holde KL væk.Hvis vi ser på det samfundsmæssige niveau, så har der været og skal der være en syntese i form af en vekselvirkning mellem frihed og lighed, hvor der er plads til stridbarhed og genstridighed. Men i kølvandet på globaliseringen er der sket en udvikling, som har afstedkommet en ufrihed og en statistisk lighed, der bunder i en nivellering – og som får det hele til at gå i stå. Vi må besinde os og erkende, at vi i skolen har en levende omgang med fortiden. Den er et ritualiseret sted, hvor læreren beskytter fortiden og det, der allerede findes, imod fremtidens invasion. Vi skal have kendskab til, hvor vi kommer fra og holde fremtiden åben. Hvis vi søger at opfylde fremtidsmål, tager vi fremtiden fra børnene. Vi skal undgå det, som synes at ske: at vi glemmer fortiden og indhegner fremtiden!Lyt til samtalen mellem Jens Skou Olsen og Thomas Aastrup Rømer. Hold ørerne stive. Og lyt så nok en gang: Her er kundskabsstof at træde ud af og vende tilbage til.Medvirkende: Jens Skou Olsen og Thomas Aastrup RømerOptagelse & klip: Jens Skou OlsenRedaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen

I Sophia-samtale #34 søger Marie Hyldgaard Kjeldsen og Dorte Brøchner Jessen med Inger Christensens digt som ramme at indkredse centrale dynamoer i dannelse, pædagogik og undervisning. Marie Hyldgaard Kjeldsen, der er AKT-medarbejder ved PPR og Dorte Brøchner, der er højskolelærer, har sat hinanden stævne til en af de Sophia-samtaler, hvori vi pejler dannelse. Begge er i øvrigt medlemmer af Sophias bestyrelse.Deres afsæt er en overværelse af Odense Teaters opsætning af Det, der er baseret på Inger Christensens berømte digt af samme navn, hvori forfatteren afsøger samspillet mellem sprog, natur og mennesker, der stræber efter at nå hinanden. Netop dette krydsfelt fører samtalen ind univers, som bør være skolens i bestræbelserne på at lade eleverne fornemme og blive kloge på det væsentlige i at være til i verden. Men først må vi rundt ad en konstatering af, at alt ikke er, som det bør være i skolen. Børnene er tvunget i skole, og derfor skylder vi dem, at der er mening i at være til stede.Men et konferencecitat, der proklamerer, at vi skal gå fra at være voksne, der vil noget med børnene, til at gøre barnets stemme til det væsentlige, får Marie Kjeldsen til at gå i offensiven. De voksne skal da ville noget med børnene! konstaterer hun og ser en udvikling fra hendes egen start som lærer til nu, hvor kolleger i fællesskab dengang brændte for et tema og for at planlægge arbejdet med muligheder for ændringer hen ad vejen, mens man nu finder færdige opgaver på platformene og skal have alt planlagt og gennemført efter planen. Pladsen til at ville er skrumpet ind, så skolen, der skal kunne rumme alle, på samme tid paradoksalt nok også skal ensrette. Hvordan får vi frihed ind i den moderne skole? Dorte Brøchner peger på de pædagogiske samtaler om pædagogik og fag som det, hun har oplevet som frigørende efter årene i folkeskolen. Det, der er frigørende i lærerarbejdet, er, at man ikke ved og ikke skal vide, hvor det ender.Inger Christensens sprog tager os hen til det basale: at vi må se på mellemværender – mellem elever og lærere, mellem ord og mennesker, mellem pædagogik og poesi. I sådanne mellemværender finder vi inspiration til at gribe fat i vores fag – og i samspillet med andre fag. På højskolen arbejder vi således sammen i fagene filosofi og keramik, hvor såvel forskelligheden som sammenhængene beriger dette mellemværende. Dette sker blandt andet ved, at man fra forskellige positioner skaber gentagelser, fordi alle fag har et mellemværende med verden. Måske opdager eleverne det ikke her og nu, hvilket heller ikke betyder så meget, for det lever videre i dem, så det kan dukke frem senere i livet. Man må i hvert fald undgå at tro, at den dannelsesmæssige kvalitet bliver hævet af at kræve elevernes metablik på undervisningen. Målstyring er den rene gift!!I dagens skoledebat er der stort fokus på trivsel. Mange elever siger, at de keder sig, men hvad er det for spørgsmål, de svarer på? Sammenlignet med skolen tidligere må man se på, om der er tid nok til at tale med eleverne. Et eksempel fra højskolen peger på en gruppe, der ved en morgensamling udtrykker utilfredshed med, at de er begyndt at ’slagge’, komme for sent eller helt blive væk fra timerne. Men nu opfordrer de alle inklusive sig selv til at tage sig sammen, gøre det rart og måske opdage noget, de ikke vidste, de ledte efter.Skolen skal opdrage, for forældre kan ikke opdrage til at indgå i det store fællesskab. Det kan kun skolen sætte rammer for. Så må vi også sørge for, at der bliver muligheder for at opleve små eksplosioner af glæde. Og hvordan gør vi det? Ikke ved at slække på faglige krav, men ved at elever og voksne har mellemværender, der udspringer af fordybelse i stoffet, og af nogle der ikke kan lade være med at gøre det, de gør.Hvis man skal få øje på det, der gør verden større, må tilgangen til stoffet og hinanden udvides frem for som nu, hvor man indsnævrer. Samtalen afrundes af Dorte Brøchners oplæsning af Inger Christensens indledningsdigt i Det. Gentagelse og mellemværende byder os indenfor.Medvirkende: Marie Hyldgaard Kjeldsen og Dorte Brøchner JessenOptagelse & klip: Jens Skou OlsenRedaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen

Sophias Laura Søndergaard Isaksen har i Sophia-samtale #33 besøgt lektor ved pædagoguddannelsen Niels Jakob Pasgaard for at pejle dannelsens vilkår i et uddannelsessystem, der har gennemløbet en mistrøstig udvikling, som har fjernet uddannelsen egenværdi og gjort den instrumentel og kompetencerettet. Niels Jakob Pasgaard er pædagogisk filosof og tillige analogiseringsdirektør, der kæmper for at opnå pauser fra det digitale – også i frikvartererne – for at skabe en balance imellem det digitale og det analoge.Der er stor afstand imellem det, som nye pædagogstuderende angiver som grund til at søge ind på studiet, og det, der står i studieordningen. De ser et arbejde, der er præget af omsorg for andre og kærlighed til mennesker. Men ingen af sådanne værdier fremgår af studieordningen, som tværtom sigter på at give de studerende en række kompetencer – altså til at udstyre dem med nogle redskaber, som dybest set er markedsprodukter.En del anfører, at mødet med en pædagog, der betød noget for dem, var inspirationen og motivationen til at søge studiet. Dette får Niels Jakob Pasgaard til at fremhæve, at et formål for en uddannelse er udgangspunktet, værdigrundlaget for det, der skal undervises omkring, mens de kompetenceorienterede instrumentalister fokuserer på de opnåede resulter. Kompetencetænkningen gør formålet formålsløst! Derfor må man som underviser vælge at undervise i det indhold, som man finder væsentligt frem for at fokusere på kompetencemålene. Det samme må man opfordre de studerende til i praktik, fordi målene forstyrrer arbejdet.Kendskab til fagene særkender er væsentligt, hvis man skal undgå at blive overfladisk. Hvis man som pædagog ikke kan svare på, hvad man kan, bliver man svag. Men uddannelsen modvirker dette aspekt, fordi håndværksdelen er overskygget af opgavekravet. Niels Jakob Pasgaard fungerer også som analogiseringsdirektør, som et modtræk til professionshøjskolens oprettelse af en stilling som digitaliseringsdirektør. Han er ikke imod digitalisering, men ønsker at bekæmpe den ubalance, der eksisterer i uddannelserne.Det er ikke svært at høre udsagn om, hvad digitalisering har iboende af fordele, men vi savner sprog til at begrunde valg af analoge tilgange til undervisning. Men det er en illusion, at man med mobilen har hele verden i sin lomme. Læg den væk, og du har verden lige foran dig. Vi må finde udtryk for det analoges styrkeområder og jævnligt holde frikvarter fra det digitale – også i frikvartererne. Medvirkende: Laura Søndergaard Isaksen & Niels Jakob PasgaardOptagelse & klip: Jens Skou OlsenRedaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen

I Sophia-samtale #32 har Sophias Jens Raahauge besøgt Cecilie Bogh, der er forlagschef i Dansklærerforeningens Forlag. Samtalen kommer naturligt nok til at handle om børns og unges læsning, om den mangfoldige og nutidige litteratur, vi bør tilbyde dem, og om de fællesskaber omkring læsning, som kan styrke oplevelsen af, samtalen om og fordybelsen i litteratur – alt sammen for at skabe læselyst og for at bidrage til det udsyn, som gør verden større end læseren selv.Cecilie Bogh har i små ti år været ansat i den del af forlagsbranchen, som udgiver bøger til undervisning. Hun har selv skrevet både fag- og skønlitterære tekster, ligesom hun er uddannet på den nu hedengangne Forfatterskolen for børnelitteratur, har en masteruddannelse i børnelitteratur og er uddannet læsevejleder. Hun er nok værd at gæste, hvis man ønsker at kigge ind i det læseunivers, som vi præsenterer for dagens børn og unge.Ved samtalens udgang bliver hun bedt om at pege på hendes to største ønsker for forholdene omkring børns og unges læsning. Hun peger på ønsket om, at vi voksne påtager os rollen som voksenmodeller ved selv synligt at være læsere, samt at vi justerer vores syn på, hvad der er god litteratur for børnene og de unge, så vi får en større bredde og mere nutidighed ind i det udbud af litteratur, som vi præsenterer de unge læsere for.Undervejs i samtalen fremhæver Cecilie Bogh litteraturlæsningen som en afsæt for at få et udsyn, der rækker ud over ens egen vante forestillinger, ligesom hun plæderer for den litteratursamtale, som en fælleslæsning kan afføde – til styrkelse af både oplevelsen af og fordybelsen i det læste. Endvidere begræder hun den skæbne, der er blevet skolebibliotekerne til del, og beklager, at man politisk foreslår besparelser på de centrale udlånere af materialer til skolerne, de såkaldte CFUere, hvilket vil modvirke alle tidens andre politiske signaler om styrkelse af børns læsning.Hvis vi mener, at det er ønskeligt at styrke børns og unges læsning, må vi styrke de rammer, læs skolebiblioteket og skolebibliotekaren, der giver adgang til læsestof, ligesom vi må revidere vores syn på, hvad god litteratur til børn og unge er, så de får adgang til mere mangfoldighed og mere ”vores egen tid”.Medvirkende: Jens Raahauge og Cecilie BoghOptagelse & klip: Jens Skou OlsenRedaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen

I Sophia-samtale #31 har docent, Ph.d. og musiker Jens Skou Olsen besøgt dokumentarfilmmager og -underviser ved Den Danske Filmskole Arne Bro for at undersøge dannelsens og undervisningens vilkår i et system, der hylder den administrative ensartethed.Arne Bro har sat sig markante aftryk på den danske dokumentarfilm gennem etableringen og ledelsen af Den Danske Filmskoles dokumentarlinje, hvor en særlig tilgang til pædagogik og kunstsyn har givet genren dens unikke kunstneriske status.I samtalen mellem de to kunstskolelærere, Jens Skou Olsen og Arne Bro, bevæger de sig ind på fænomenet mesterlære, hvor Arne Bro udlægger begrebet noget anderledes end, hvad man normalt og ureflekteret forbinder med det: Mesterlære består i at have et nænsomt forhold til eleverne, så de ikke plagierer mesteren, men trækker på deres egne erfaringer, ideer og indsigter, så de kan formes af deres egne muligheder.Allerede ved fødslen er mennesker meget avancerede. De kan i børnehaven deltage i at lave mad, skabe legetøj og udtrykke ønsker, og det er derfor væsentligt at se elever, som mere end nogle, der ikke kan. Den holdning må ligge til grund for den pædagogik, man udfolder. Og den kan ikke følge centrale planer, for den er afhængig af hver enkeltes bestræbelser på at danne og skabe.Når vi alligevel oplever så mange centrale planer for undervisningen, skyldes det en statslig strategi, der har skabt en administrationskultur, som styrer og gør tanken om skolen snæver. Dette indebærer, at det administrative lag udformer en række foranstaltninger, der bygger på fejlslutninger, fordi de ønsker at skabe institutioner, der er lette at overskue. Dette indebærer blandt andet, at man skaber større enheder, hvor de i toppen ikke kan overskue det, der sker, mens de, der arbejder i de mindre enheder, har føling med behovene og mulighederne.Derfor fremmer administratorer de teoretiske uddannelser, som er rumløse. Det er nemlig vanskeligt såvel at forstå som at skabe rum. Men det er for eksempel interessant, at mange af dem, der går på filmskolen, er ordblinde, akkurat som mange andre, der arbejder med billeddannelse. De har vanskeligt ved bogstaver, men er rumligt begavede.Så i pædagogikken er det afgørende, at man afsøger hvilken bane, der passer til den enkelte. Sygeplejerskernes indsigter, som kommer til udtryk på afdelingerne, bliver ikke tilgodeset ved etableringen af supersygehuse, hvor man overvåger dem. Sammentænkningen af kunstskolerne, som har hver deres unikke sprog, behov og udtryk, resulterer ikke i en styrkelse, men snarere i en homogenisering af kunstarternes særpræg.Nu er administratorer ikke mennesker med onde hensigter, og derfor må det være muligt med en åben dialog at få gjort det klart, at uddannelserne ikke har behov for den disciplinering, som dybest set udspringer af mistillid.Medvirkende: Jens Skou Olsen og Arne BroOptagelse & klip: Jens Skou OlsenRedaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen

I Sophia-samtale #30 dokumentarfilmproducer og -producent Lise Lense-Møller gæst hos Jens Raahauge. Samtalen kommer til at kredse om de vilkår, der er blevet branchen til del, og om de overvejelser, man må gøre, når man med sine film ønsker at åbne folks øjne for, at verden kan se anderledes ud, end man umiddelbart tror.Filmproducer og -producent Lise Lense-Møller har været en del af dokumentarfilmbranchen i mange år. Hun vil helst lave film, der med respekt kan skubbe lidt til dem, der ser filmene, ved at vise dem, at verden kan anskues på flere måder. Hun finder det derfor ikke særlig givtigt at bygge på dem, hun er enig med.I branchen oplever hun selv at blive beriget og rykket i, når hun deltager i internationale konferencer, hvor filmfolk fra alle kontinenter deltager, og hvor hun oplever de store forskelle, der er i leve- og produktionsvilkårene, og hvor hun fornemmer, at man kan lære af alle, hvis man har en åben tilgang til hinanden.Lise Lense-Møller anser dybest set dannelse for at være et navneord, der fungerer som udsagnsord. Dannelse er handlingsorienteret og fordrer, at man forholder sig nysgerrigt til verden og hinanden. I den slags dokumentarfilm, som hun holder af at lave, drejer det sig om at søge en sandhed, som måske ikke er faktuel, men måske snarere poetisk; altså film som har en åben konklusion.Denne tilgang er også kendetegnende for hendes arbejde med børnefilm, hvor specielt nogle reaktioner på en film om døden, har gjort indtryk på hende, fordi ”den fik de stille til at tale”. Film kan åbne.Lise Lense-Møller peger på, at den kreative proces i filmarbejdet har fået trangere kår, ikke mindst som følge af digitaliseringen af procedurerne, når man skal søge støtte. Tidligere stillede man op og beskrev sit projekt, nu er man henvist til at udfylde skemaer, der for det første varierer fra instans til instans og for det andet alle tvinger en ind i begrænsende skabeloner.Medvirkende: Jens Raahauge og Lise Lense-MøllerOptagelse & klip: Jens Skou OlsenRedaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen

Theresa Schilhab er neurolog og doktor i pædagogik, hvilket hun bruger som afsæt for at bygge bro mellem natur, teknologi, bevidsthed, krop og kognition. Hun betragter krop og ånd som udgørende den helhed, som må få os til at anerkende naturens og biologiens betydning for vores måde at lære på, og som må indebære, at vi finder måder at humanisere naturvidenskaben på.I dette lys tager skolen sig ikke ud som et tilbud, der skal give børn og unge de bedst mulige rammer for at lære noget, men snarere som en institution med rødder i en helt anden kontekst.I skolen bliver eleverne sig som oftest mødt med krav om at lære noget, der ikke umiddelbart interesserer dem. Og det er hårdt arbejde. Mens der foregår meget lidt af den givende samtale, der bygger på interesse, engagement og lydhørhed.Derfor finder Theresa Schilhab det ikke så underligt, at eleverne nedprioriterer undervisningen og vælger mobilen. Det kan vi lære af. Og vi kan lære mere ved at læse her:https://www.linkedin.com/in/theresa-schilhab/Schilhab, T. (2023). Naturdigte. Dansklærerforeningens Forlag: KøbenhavnSchilhab, T. (2023). Læreranvisning til Naturdigte. Dansklærerforeningens Forlag: KøbenhavnSchilhab, T. (2021). Naturoplevelser i naturfagsundervisningen i grundskolen. Aarhus Universitetsforlag. Pædagogisk Indblik Bind 10Schilhab, T. (2021). Jæger/samler med smartteknologi – om naturoplevelser, læring og moderne teknologi. Turbulens.net : forum for samtidsrefleksion.Schilhab, T, Esbensen, G. L. & Nielsen, J. V. (2020). Børn og unges brug af teknologi til naturoplevelser: Statusrapport for del 1 af forskningsprojektet Naturlig Teknik. Center for Børn og NaturSchilhab, T., & Esbensen, G. L. (2019). Socio-cultural influences on situated cognition in nature. Frontiers in psychology, 10, 980.Schilhab, T., Stevenson, M. P. & Bentsen, P. (2018). Contrasting screen-time and green-time: A case for using smart technology and nature to optimize learning processes. Frontiers in psychology, 9, 773.Medvirkende: Jens Raahauge og Theresa Shilhab Optagelse & klip: Jens Skou OlsenRedaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen

I Sophia-samtale 28# har vi besøg af lærerstuderende Matilde Brix Lajer, der underviser på Arbejdermuseet, er aktiv i Den grønne Ungdomsbevægelse og satser på at få afsluttet sin læreruddannelse, så hun kan bidrage til en bedre skole.Matilde Brix Lajer ser en fin sammenhæng i det, hun arbejder med. Museumsundervisningen peger på, at verden ikke altid har set ud, som den gør nu; vi kan altså forme vores tid, så udtalelser om, at ”det ikke kan lade sig gøre”, er snak uden hold i historien. Derfor giver det også mening at kæmpe for en bedre verden gennem den grønne aktivisme i en gruppe frem for blot at lægge sit eget liv om; her skelner hun inspireret af Emma Holten mellem den individuelle løsning, der kun løser problemet i en egen skala, og den kollektive løsning, der påtager sig et ansvar, som rækker videre ud. Og derfor giver det mening at uddanne sig til lærer, som er den profession, der er med til at give et handlerum, som de kommende generationer kan forme fremtiden igennem.Matilde Brix Lajer anskuer dannelse som værende handlingsorienteret, idet man tager stilling og påtager sig ansvar. Medvirkende:Jens Raahauge og Matilde Brix LajerOptagelse & klip: Jens Skou OlsenRedaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen

I Sophia-samtale #27 har docent, Ph.d. og musiker Jens Skou Olsen besøgt filosoffen Ole Fogh Kirkeby. Ud fra filosofiske begreber, billedhuggertanker og 40.000 år gamle fløjtetoner kredser samtalen om, hvad dannelse er. Og den munder ud i et godt råd til skolen: forøg den historiske læsning og undervisningen i filosofi.Alting flyder, så det er værd at søge tilbage til fast grund under fødderne, bliver de ord, der åbner døren for Sophia-samtale #27. Her forsøger Jens Skou Olsen og filosoffen, professor emeritus Ole Fogh Kirkeby at pejle sig ind på begrebet dannelse.Dannelse er forbundet med frihed og dermed til det at træffe valg, men i vores komplekse verden er der ingen direktiver at vælge ud fra. Vi har frihed fra noget, men er rådvilde, når talen falder på frihed til noget. Derfor kan dannelse måske betragtes som det at være i stand til at styre sit liv, hvis vi formår at genbesinde os på, at der findes en rimelighedens grænse for vores udfoldelser. Dannelse kan betragtes som en kærlighed til verden.Men genbesindelsen gøres vanskelig ved, at vi lider af et tab af hukommelse, af historisk viden, indsigt og fornemmelse. Så vi kan søge klangen af tidligere tiden fx ved lyden af en 40.000 år gammel føjte, som må få os til at overveje, om vi på nogle punkter er blevet dummere gennem tiden. Eller vi kan betragte historien ud fra en billedhuggermetafor: Figuren har hele tiden eksisteret inde i marmorblokken, kunstneren har blot fjernet det overflødige.Derfor munder samtalen ud i, at Ole Fogh Kirkeby anbefaler, at skolen bidrager til genbesindelsen ved at øge den historiske læsningen og ved at styrke undervisningen i filosofi.Medvirkende: Jens Skou Olsen og Ole Fogh KirkebyOptagelse & klip: Jens Skou OlsenRedaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen