Hvordan håndterer vi vores forskelligheder konstruktivt?

I denne, en af de sidste samtaler, jeg havde med min far, fortæller han om et land og en kvinde, som ligger hans hjerte meget nær; Landet er Tyrkiet. Kvinden er min mor. Billedet er fra en honningkagebod til en steiner-basar, hvor min far og mor mødte hinanden første gang. Anden gang de mødes, er i gymnasiet, hvor min far bejler til min mor, som ikke vil vedkende sig, at de har mødtes tidligere 😂Der er noget smukt og meningsfuldt i, at vi slutter, der hvor det hele startede. I næste uge udkommer den sidste epsiode. 

Dette er et af de sidste afsnit, vi nåede at lave sammen. Vi nåede lige barndommen, hans barndom, inden han døde. Sorg er en mærkelig størrelse. Eller vi sørger jo ikke engang endnu. Vi er i det, man kalder "ventesorg". Et mærkeligt begreb, jeg ikke helt kan forholde mig til. Nu, hvor han ikke er her længere, og jeg har mærket den "rigtige" sorg, føler jeg ikke, at der er forskel. Måske var sorgen mere en dyb og opslugende ulykkelighed i starten, hvor den nu er mere stille. 

Min far har kun kort tid tilbage at leve i. Vi snakker ikke måneder, men uger. Det ved jeg bare ikke nu. Jeg tror stadigvæk på, at miraklet må indfinde sig, selvom det bliver vanskeligere at ignorere de tydelige signaler på, at han er på vej væk fra os. Han er træt. Vanvittig træt. Sover det meste af tiden. Men når jeg placerer ham foran mikrofonen, er det som om han vågner lidt op. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg placerede ham der. Foran mikrofonen. Da vi lavede vores første podcast. Det var som at se ham - min far - i sit helt rette element. Der er noget særligt ved det. At se sin forælder der, hvor de stråler. Der er ikke noget, man skal tage sig af, men man kan læne sig tilbage - eller ind i - den glæde, som udgår fra ens far eller mor. Men uanset hvor meget, jeg forsøger, bliver min fars stråleglans efterhånden overskygget af et mørke. Jeg kan se det, selvom jeg har svært ved at acceptere det. Jeg kan godt se, at lyset er ved at brænde ud. 

Træthed, hvor er du dybHvor er du ubønhørlig Det er som om jeg kender din retningAlle spejlene siger og peger på dødendu var dødtræt sagde deog nu forstår jeg, hvad de mente,Døden er den søvn, der vilKunne friske dig opNu nærmer jeg mig alt for tidligtdet punkt vi alle rejser imodDet store - det kæmpestoreufatteligeFar-vel God tur kunne man sige. Morten Prahl - august 2025, et par uger før han dør.

Varme sommeraftnerBløde blide vindeInsekters sang mod fuglefløjtSol der brænder på kindenbagved en dybdeEn uro - et åbent dirrende spørgsmålDøden - hvornår, hvorfor, hvordan?Døden der ligesom sætter en grænse omkring varme sommeraftenerMorten Prahl, august, 2025

Min far er blevet visiteret til Hospice. Og alligevel bliver jeg ved med at håbe. Håbe på, at et mirakel indtræffer. Jeg tror ikke, at min far håber længere. Det er noget andet end håbet, som støtter ham lige nu. Det er erfaringen af al den kærlighed, der er omkring ham og ikke mindst fornemmelsen af, at det hele ikke slutter med døden. Alt det taler vi om i dette afsnit, om kærligheden, taknemmeligheden og min fars voksende tillid til et spirituelt perspektiv, som viser sig uendelig hjælpsomt på hans rejse mod døden. 

Det trygge hjem er borteEt sitrende mørkeHar for en tidSkyllet minderne bortGiv mig tid til at mærkeGiv mig til at føleAt bag mørket stråler duDu mit sande hjemDig, jeg kalder på i min smerteDig, der rummer og favner alt,Dig, du kærlighendes trygge favn- Morten Prahl

I dette afsnit interviewer jeg i den første halvdel min mor. Vi taler om, hvordan det er at skulle se ens elskede i uudholdelige smerter, som tilsyneladende ikke lader sig stille, og ikke mindst om det kæmpe tab, hun pludselig er blevet stillet i udsigt. Vi taler om sorgen men også om de ressourcer, hun har fundet i sig selv for at håndtere det vilkår, hun er blevet ramt af. I den anden halvdel taler jeg med min far. Vi har fået beskeden om, at kræften har spredt sig til leveren, så operation er ikke længere en mulighed. Vi taler om kampen om at finde en mening med det hele, lysten til at dø som en vej væk fra alt det smertefulde og meningsløse, men også om små sprækker af lys i mørket. Og selvom udsigterne nu for alvor er dystre, tror jeg stadigvæk på et mirakel. 

Min fars smerter er voldsomme og resulterer i, at han af og til bliver indlagt på hospitalet for at blive udskrevet kort tid efter. Men der går ikke længe før smerterne igen bliver så uudholdelige, at han må indlægges påny. Det påvirker ikke bare ham, men også min mor, som på mange måder står med det medicinske overblik på hjemmefronten.Derfor er situationen uholdbar og vi håber, at der snart kan findes en løsning, så han kan blive smertedækket. Men håbet lever endnu. Håbet om helbredelse. Kræften har ikke spredt sig, så hvis den kemo, han snart skal modtage kan gøre knuden bare lidt mindre, er der udsigt til, at han kan blive opereret. Og måske endda helbredt.

Min far talte ofte om at skrive en bog. Jeg bildte mig ind, at vi kunne nå det. Hvis jeg nu bare interviewede ham, kunne vi bånde det, og jeg kunne renskrive det sidenhen. Vi forsøgte. Men smerterne gjorde det svært. Eller også var vi der bare ikke. Måske var det for ambitiøst. Samtalen bliver luftig. Afbrudt. Måske er det fordi den leg, vi taler om og som har været en ledestjerne i hans liv, gemmer sig bag tunge mørke skyer af fortvivlelse og smerte. Men vi får tegnet et rids. Et rids af de intellektuelle strømme, som han var optaget af og hvordan han så for sig, at legen og fantasien kunne være det bindeled, som fik det hele til at gå op i en højere enhed. Lige nu - midt i min egen sorg - mærker jeg nødvendigheden af fantasien. For selvom min fars hylster er væk, forestiller jeg mig, at han stadigvæk er her. Og det føles som om det er sådan. Som om han ikke helt har forladt os.