Ergoterapi på lyd

"Ergoterapi via skærm? Det er vist ikke noget for mig!" Sådan var reaktionen hos mange ergoterapeuter i Aarhus Kommune, da de første gang hørte, at kommunen ville satse på at digitalisere en del af genoptræningen. Men efter at have prøvet at gennemføre genoptræning med borgerne via internettet i stedet for ved fysisk fremmøde er flere af dem mere positive. En af dem er Trine Pedersen, som du kan møde i podcasten. Hun har fundet ud af, at det faktisk ikke er så teknisk vanskeligt at gennemføre en seance med de borgere, der bliver udvalgt til digital genoptræning, og borgerne får også et godt udbytte."De slipper for transport og kan sidde derhjemme i nattøj, hvis det er det, de ønsker," siger Trine Pedersen.I podcasten møder du også Lina Gleichmann Barbesgaard, der er er ergoterapeut og projektmedarbejder i kommunen. Hun oplever, at borgerne er 'ellevilde' med digital genoptræning.Lina har undervist kollegerne i at benytte de digitale redskaber og de særlige hensyn, der følger med at mødes med borgerne på en skærmforbindelse."Jeg underviser for eksempel ergoterapeuterne i, hvordan de instruerer arvævsmassage, når de ikke selv har hænderne på borgeren. Det betyder, at de skal bruge flere ord og spørge borgeren: Hvad mærker du, når du trykker og hvad sker der, når du trækker til siden. Det kræver noget øvelse at vænne sig til, og vi har fundet ud af, at simulationstræninger virker godt i den sammenhæng," siger hun.Det er i øvrigt ikke kun Aarhus Kommune, der er gået digitaliseringens vej. Også fra politisk side er der en ambition om at en tredjedel af al genoptræning skal være digitalt baseret i løbet af 2028.

– Det er svært at planlægge tiden efter arbejdslivet, når man løber i hamsterhjulet, siger 65-årige Jenny Havn, der er leder af Team Frivillighed og forebyggende hjemmebesøg i Odense Kommune. Hun har været leder i kommunen i størstedelen af de 40 år, hun har været på arbejdsmarkedet som ergoterapeut, og hendes arbejdsuge ligger et godt stykke over 37 timer.Selv om hun er fuldt bevidst om, at hun i løbet af et par år skal stoppe på arbejdsmarkedet, har hun svært ved at se, hvordan hun skal drosle ned og forberede sig på livet som pensionist.– Jeg har da nogle tanker om, hvordan det mon må blive, men det er en underlig tanke, og jeg kan ikke helt forestille mig præcis, hvordan det vi se ud. Det kræver nok et par sommerferier at øve sig i, siger hun.Men en aktivitet har hun forberedt, og den kræver at hun får filet neglene og skiftet strenge på sin guitar. Og så vil hun gerne se mere til børnebørnene som hun ikke har haft den til til, som hun kunne ønske sig

Hvad stiller man op med en borger, der er utryg ved at blive vendt i sengen? Og hvordan kan man hjælpe en borger i kørestol, der konstant sidder og klapper sig på låret?En øget opmærksomhed på sanseintegration er måske svaret på disse og mange andre udfordringer for borgere med demens. Det mener i hvert fald Laura Primdahl og Lena Lohmann, der har gjort en særlig indsats for at sætte sanseintegration på dagsorden i Aarhus Kommune.De to ergoterapeuter arbejder som tværgående demenskoordinatorer i kommunen og har inden for det seneste år haft 100 ergo- og fysioterapeutkolleger på kursus i sanseintegration, der gør dem i stand til at udarbejder sanseprofiler og sætte prøvehandlinger i værk sammen med borgerne.I podcasten "Lauras sansemission" fortæller Laura Primdahl om de udfordringer, terapeuterne i Aarhus Kommune ofte møder blandt borgere med demens, og hvordan en øget opmærksomhed på sanseintegration kan være med til at gøre tilværelsen mere tålelig for såvel borgere som personale.I podcasten taler Laura Primdahl også med sanseterapeut i Vejen Kommune Jannie Fuglsang Mogensen. De to sanseintegrations-ildsjæle forsøger at skabe et netværk af terapeuter, der interesserer sig for sanseintegration til demente, så emnet får en større opmærksomhed blandt kollegerne.

To dage om ugen arbejder hun i klinikken, tre dage som forsker. Julie Karstensen er ergoterapeut og postdoc og ansat ved Dansk Gigthospital i Sønderborg. Det kan være en udfordring for hende at skulle arbejde med de mange skift mellem forskning og klinisk arbejde i løbet af en uge."Som forsker kan jeg være fordybet i en artikel eller en analyse, og når jeg så endelig er kommet i et godt flow, må jeg afbryde arbejdet, fordi jeg skal over i klinikken," fortæller Julie Karstensen i podcasten.Men ud over de mange skift i løbet af arbejdsugen er hun meget tilfreds med sit arbejdsliv, fordi der er mange fordele ved som forsker at få indsigt i den kliniske hverdag. Og hendes kliniske kolleger har også udbytte af det nære forbindelsesled mellem forskning og praksis, som Julies jobbeskrivelse repræsenterer."Det, at der kommer en person, der har nogle kompetencer, som personalet i klinikken ikke på samme måde har, er med til at højne videngrundlaget i afdelingen," siger den ledende terapeut Susanne Jürgensen.I podcasten om tales Julies ph.d., som tidligere er omtalt i Ergoterapeuten, og som du finder på dette link.

Det er en ømtålelig proces at skulle bygge en privat bolig om for at gøre den brugbar for en borger med handicap.For Knud Friis betød det, at en sidebygning til hans gamle stråtækte hus fra 1872 skulle rives ned, og en ny bygges op. Årsagen var, at Knud Friis var blevet kørestolsbruger efter rygmarvslidelse i 2022.Heldigvis var de to sagsbehandlende ergoterapeuter Ulla Spiele og Lene Jacobsen fra Handerslev Kommune klar til at hjælpe med at gøre processen så smidig som muligt.Det handler blandt andet om at møde borgerne i øjenhøjde og lytte til deres ønsker og forsøge at få enderne til at nå sammen, så jura, økonomi og borgerønsker spiller sammen.Knud Friis, der er pensioneret håndværker, fik mulighed for at gå aktivt ind i byggeprocessen, og resultatet er en tilbygning, som passer perfekt til hans behov.I podcasten fortæller Knud Friis og hans kone Aase Marcher om om det vellykkede samarbejde med ergoterapeuterne Ulla Spiele og Lene Jacobsen. Desuden medvirker teamleder Mona Hansen fra Haderslev KommuneTilrettelæggelse Jakob Kehlet.

Det handler blandt andet om at give mennesker deres frihed tilbage, når ergoterapeut Sanne Skjellerup Meng møder borgere med funktionelle lidelser.Et eksempel kan være at hjælpe en borger til at kunne tage bussen igen - et lille skridt, der har stor betydning for borgeren.Sanne Skjellerup Meng arbejder i Aarhus Kommunes Neurocenter og har de seneste to år haft til opgave at hjælpe mennesker med funktionelle lidelser, der ofte er sat ud af spillet på grund af smerter, træthed eller andre voldsomme symptomer. Lægerne kan ikke afsløre funktionelle lidelser med blodprøver eller skanninger, og derfor blev personer med diagnosen tidligere kaldt indbildsk syge, men i dag ved man, at symptomerne er reelle.Ergoterapeuter spiller en væsentlig rolle i arbejdet med at skabe en tålelig tilværelse for personer med funktionelle lidelser. Det mener Marian Dalgaard Høeg, der er overlæge på Aarhus Universitetshospitals afdeling for funktionelle lidelser. Hun peger særligt på ergoterapeuters kvalifikationer inden for energiforvaltning, som et værdifuldt redskab.Hør også, hvordan gruppen af unge i 20-erne fylder særlig meget blandt dem, som Sanne Skjellerup Meng møder i sit daglige arbejde.

Mød de to nyuddannede ergoterapeuter Bethel Makumbu og Christina Rathleff, der havde vidt forskellige debuter på arbejdsmarkedet.Christina fik job to uger efter endt uddannelse, mens Bethel måtte igennem syv-otte samtaler, inden det efter tre måneder endelig lykkedes at finde et job.I podcasten "Første job" fortæller de to om de udfordringer og erfaringer, de har gjort sig med at skifte undervisningslokalet ud med jobsøgning og fast arbejde.Selv om et blankt CV umiddelbart kan gøre det vanskeligt at sælge sig selv på arbejdsmarkedet, er der - trods alt - arbejdspladser, der ligefrem kan se fordele i at ansætte nyuddannede, der møder op med friske øjne på de fastgroede rutiner.Om det fortæller Bethels chef, Kim Julien Kermabon fra Gladsaxe kommune. 

Lyden af blafrende rotorblade fra helikoptere hører til ergoterapeut Cristina Ebeling Jensens hverdag. Hun er ansat som arbejdsmiljøkoordinator i Helicopter Wing, som omfatter Flyvevåbnets tre helikoptereskadriller med hjemsted på Flyvestation Karup med 500 medarbejdere.– Jeg arbejder bredt inden for både det fysiske, psykiske, kemiske og miljømæssige arbejdsmiljø. Det indebærer for eksempel risikovurdering ved brug af skadelige kemikalier, forebyggelse af miljøskader fra helikoptere og brandbiler og håndtering af psykiske belastninger i en hierarkisk og operativ organisation, siger Cristina.Inden hun blev uddannet som ergoterapeut, var hun ansat 12 år i Forsvaret og var blandt andet udsendt til Afganistan, og den baggrund er nyttig for at forstå Forsvarets særlige hieraki og kommandoveje. Selv om hendes arbejdsplads er usædvanlig for en ergoterapeut, bruger hun mange af fagets redskaber i sin hverdag.– Jeg bruger for eksempel de ergoterapeutiske metoder til at analysere, hvordan medarbejderne i Helicopter Wing løser aktiviteter på den mest forsvarlige måde, siger hun.

– Det er virkelig spændende, og jeg vil slet ikke udelukke, at jeg en dag vil gå forskningsvejen, siger ergoterapeutstuderende Anne-Christine Fritsen, der har været i seks uger praktik som forskningsassistent på VIA University College.Praktik er et værdifuldt redskab, hvad enten man er ergoterapeutstuderende eller erfaren forsker inden for ergoterapi, og det er derfor temaet i podcasten "Forskeren og Praktikanten". Anne-Christine går på syvende semester på ergoterapiuddannelsen på VIA University College og fik mulighed for at komme i praktiskforløbet som forskningsassisten hos docent Louise Møldrup Nielsen fra VIA University College. I praktiktiden har Anne-Christine haft mulighed for selv at arbejde med forskning i forbindelse med det canadiske målbaserede og opgaveorienterede program, Co-op, som Louise Møldrup Nielsen arbejder med at tilegne til danske forhold. Anne-Christine har blandt andet kodet svarene i 18 kvalitative interviews. Hun har også deltaget i forskernes møder og været med til at sætte litteratursøgninger i gang. Louise Møldrup Nielsen kan godt se Anne-Christine som forsker om nogle år.– Hvis man gerne vi arbejde meget - og det vil Anne-Christine – så har man et godt udgangspunkt, siger Louise.Hun har selv som erfaren forsker været i praktik for at lære, hvordan fysioterapeuter og ergoterapeuter arbejder i praksis.– Jeg har et stort ønske om at udføre forskning, som er relevant for praksis, og derfor er det nødvendigt for mig at kende praksis, siger hun.For Anne-Christine bliver første skridt i retning af en mulig forskningskarriere en kandidat i folkesundhedsvidenskab, som hun er optaget på og begynder på, så snart hun er færdig på ergoterapeutuddannelsen.

Hvordan lærer man et barn, der er født uden en arm, at bruge en avanceret protese? Og hvordan tilpasser man en skinne, så det passer til lige præcis det behov, patienten har? Svarene har de to ergoterapeuter Else Vestergaard og Louise Askov Bonde Steimann, der har arbejdet med specialiseret håndterapi på Aarhus Universitetshospital i henholdsvis 20 og 18 år - og som stadig finder specialet spændende og udfordrende.I podcasten "De uundværlige hænder" fortæller de, hvordan de i tæt samarbejde med læger og sygeplejersker, arbejder for at hjælpe patienter med skader efter ulykker eller sygdomme, der har indflydelse på hændernes funktion, med at finde fodfæste i hverdagen igen.